Anmeldelse: Den sommer far blev homo, Folketeatret (HilS DiN MOR og Folketeateret)
Af Daniel Lassen
Teaterforeningen HilS DiN MOR og Folketeateret er gået sammen om at lave forestillingen Den sommer far blev homo. Spændingen var stor, især pga. HilS DiN MORs kæmpe succes med sidste års Reumerts-belønnede forestilling ”Fucking Åmål”. Men selvom forventningerne var store, skuffede de på ingen måde.
Forestillingen handler om drengen Arvid, som tager på sommerferie med sin far langt ude på landet, hvor skæbnen så vil, at de møder den tolvårige pige Indiane. Indianes far er homoseksuel, og Arvids far finder ud af, at han måske også er lidt til mænd, og de begynder hurtigt at indlede et forhold. Alt imens forsøger både Indiane og især Arvid at få skilt dem ad, da Arvid slet ikke kan have i sit hoved, at hans far måske er homoseksuel. Herefter følger vi den lange kamp for Arvid og hans far, hvor de på hver deres måde prøver, at finde ud af hvem, de i virkeligheden er. Også Arvids venskab med hans meget homofobiske og pigeglade best buddy Frank, bliver sat på prøve, for hvad nu hvis Arvid også selv er homoseksuel?
De fire skuespillere Peter Schlie, Julie Jeziorski Jensen, Mikkel Reenberg og Rene Benjamin Hansen virker på alle måder helt perfekt castet til rollerne. Den unge Peter Schlie, der spiller rollen som Arvid, formår at få den sårbarhed og usikkerhed, som man forestiller sig en lille dreng med en far, der springer ud som homoseksuel, kan have, og ligeledes befinder Arvid sig jo også i en sårbar alder, hvor han selv er i tvivl om pubertet og seksualitet. Julie Jeziorski Jensen får skabt sig en skøn og sublim karakter ud af den lille tolvårige pige Indiane, som på alle måder gerne bare vil føle sig set af drengene.
De to fædre, der bliver spillet af henholdsvis Mikkel Reenberg og Rene Benjamin Hansen, får lavet nogle dejlige faderfigurer, som både kæmper med ikke at føle sig hjemme i egen krop, men i særdeleshed også kæmper med, hvordan man er en god forældre.
Dramatiker Julie Maj Jacobsen har altså i den grad formået at lave en yderst relevant ungdomsforestilling. Den går heldigvis ikke bare ind og tager fat i alle klicheerne, men får rent faktisk sat fokus på problemer som mange, og i særdeleshed unge mennesker, går og tumler med som f.eks. pubertet, seksualitet, identitet, og venskab. På den måde indeholder Den sommer far blev homo rigtig mange lag, som aldrig bliver irrelevante at høre om, hverken for voksne eller børn.
Iscenesætter Mia Lipschitz har samtidig sørget for at gøre instruktionen finurlig, og får lagt en skøn balance mellem det humoristiske og det alvorlige i forestillingen, så ingen af dem tager overhånd, men de i stedet supplerer hinanden.
Nævnes må også Mona Møller Schmidts fantastiske scenografi, som i princippet ”bare” er en bagvæg og nogle trapper, men som i dette tilfælde virkelig supplerer forestillingen på en skøn måde. Den fortæller nemlig ikke for meget, og på den måde tager den heller ingen fokus fra forestillingen. Den kan være alt lige fra en terrasse, til en sø, hvor de fisker, til en strand.
Så på alle måder er Den sommer far blev homo en yderst vellykket forestilling, der både indeholder gode skuespillerpræstationer, et godt manuskript, en god instruktion, en meget finurlig og godt udtænkt scenografi, og en yderst relevant og morsom historie, som er god for alle mennesker at høre. Så HilS DiN MOR må i sandhed siges at have gjort det igen – godt gået!
HilS DiN MOR og Folketeateret
Folketeateret, Nørregade 39, København K
Spilleperiode: 19. oktober-5. november 2019
Set den 19. oktober 2019
Fotos: Karoline Lieberkind
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://www.folketeatret.dk/shows/den-sommer-far-blev-homo/
Medvirkende: Peter Schlie, Julie Jeziorski Jensen, Mikkel Reenberg og Rene Benjamin Hansen
Iscenesætter: Mia Lipschitz
Dramatiker: Julie Maj Jacobsen
Scenograf: Mona Møller Schmidt
Lysdesigner: Sonja Lea
Lyddesigner: Jes Theede
Varighed: Ca. 1 time og 10 min uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod