Spotlight: Teatret ved Sorte Hest

Et stykke ude af Vesterbrogade, der på grænsen mellem Vesterbro og Frederiksberg ligger det lille teater Teatret ved Sorte Hest.

Teatret ligger i den historiske del af Vesterbro, der kendes som Sorte Hest-området. Den bygning, hvori Teatret ved Sorte Hest ligger, er oprindeligt en gammel lagerbygning og bolig for de tjenestefolk, som arbejdede i nabobygningen – den berømte Hintzes Villa, hvor fabrikant Hintze boede og efter sigende afholdte vilde fester med dansepigerne fra det gamle Scala.

Både Hintze og de vilde fester er væk, ditto BZ’erne, som i en periode også huserede i bygningerne, og i 70’erne rykkede Teatret ved Sorte Hest ind. Og det er netop dette lille teater, hvis intimscene særligt spiller absurd teater, som vi kigger på i dette Spotlight.

Line Knutzons ”Det er så det nye” har netop spillet, og Eugene Ionescos ”Enetime” får repremiere lige om lidt.

Men hvad er Teatret ved Sorte Hest egentlig for en størrelse?

Teatret ved Sorte Hest er et af Københavns ældste intimteatre. Det blev grundlagt i 1978 af skuespillerne Brigitte Kolerus og Michael Lindvad, samt scenografen Ves Harper, og har op gennem 1980’erne og 1990’erne været kendt som et progressivt teater. Her er udklækket mange af de skuespillere og andre teaterfolk, som har præget dansk teater, film og TV i de seneste årtier.

Teaterchef Maria Vinterberg

Siden 2012 har Maria Vinterberg siddet i teaterchefs-stolen, hvor hun værner om de absurde klassikere, stærkt illustreret i sine iscenesættelser af Samuel Becketts ”Slutspil” og Eugene Ionescos ”Enetime” og ”Den skaldede sangerinde” samt Line Knutzons ”Det er så det nye”.

Teatrets repertoire

Teatret ved Sorte Hest har en lang tradition for at opføre absurde klassikere, herunder skuespil af Beckett, Ionesco og Pinter, samt nyere dansk og svensk dramatik. En sæson på Hesten består som oftest af et par egenproduktioner, kaldet ”Hestespil”, og en række gæstespil.

”Hestespillene” byder på de absurde klassikere og med gæstespillene inviterer teatret en række teatergrupper ind og fylder teatersalen op med “alt fra afdøde og alkoholiserede og øretæveindbydende grovkornede og humørsprængende og feministiske og koldblodige og politiske og krops-angste og aldrende og unge og debuterende og gamle og dramatiske forfattere, der også tør skrive poesi, prosa og ikke mindst dramatik,” som teatret selv beskriver sæson 2019/2020.

Teatrets plads i det københavnske teatermiljø

Teatret har bestemt en plads i det københavnske teatermiljø – også selvom teatret i størrelse ikke er så stort.

”Lad kaosset rase og loftet briste. Overliggeren kan og skal hæves, så tanker og bevægelser kan få vinger. Alle er velkomne, også dem der mener det modsatte. Lad os diskutere det, lad os skændes om det! Lad os blive enige og uenige om det!”

Teatret set fra indgangen

Sådan formulerer teatret ambitionerne og Teatret ved Sorte Hest har derfor sin helt egen profil, hvor særligt det absurde teater holdes højt. Som et lille teater har de muligheden for at sætte de absurde forestillinger op. Her vil de give publikum muligheden for at opleve, tænke og fundere – over livet, over forestillingen og over det hele.

Så ifølge teatret har det bestemt sin helt egen særegne plads i det københavnske teatermiljø – hvor der netop er plads til disse mindre, ”specielle” teatre!

Men hvad er det der absurd teater så for en størrelse!?

Det absurde teater taler til nogle andre dele af vores bevidsthed, end den type teater, der forsøger at afbilde verden, som den ser ud ”objektivt” eller 1:1. Ofte skal virkeligheden vrides en smule, før den går op for os. Det absurde teater kan det særlige, at det skildrer virkeligheden – ikke som den ser ud, men som den føles! Det er ofte både morsomt, tragisk og svært af ryste af sig. De absurde dramatikere vrøvler ikke. Deres dialog er generelt skræmmende præcis, poetisk og fuld af kulsort humor. De portrætterer en verden, hvor mennesker forsøger at navigere i den ubarmhjertige ødelæggelsesproces, der foregår, mens de forsøger at erkende timelighed og forgængelighed og giver os på fornemste vis et indblik i menneskets dybeste natur, når det udsættes for optimalt pres.

Det absurde teater opstod i Europa i tiden efter de to verdenskrige og tager udgangspunkt i eksistentialismen. Det absurde teater demonstrerer, at livet er absurd. Det gør op med naturalismen, og de absurde stykker er kendetegnet ved manglen på intrige og handling. Figurerne er ofte hæmmede i deres bevægelsesfrihed og opfører sig absurd. Humor, ironi, satire og leg med sproget spiller ofte en særlig rolle i stykkerne.

Hvad der umiddelbart kan virke svært tilgængeligt i det absurde teater, er den koncentrerede brug af sprog. Men erkender man stykkernes grundstruktur, forstår man hvilke spørgsmål, forfatteren stiller. Hvem er jeg? Hvad betyder det, når jeg siger ”Jeg”? Den absurde tradition er kendetegnet ved, at man ikke stiller direkte spørgsmål, ikke påtvinger tilskueren nogen dramatiseret morale, ikke fremsætter noget specielt håb. Man konkluderer aldrig på egne udsagn. De absurde dramatikerne stiller de store spørgsmål. Men de svarer ikke!

Unge og absurd teater – er det for absurd?

Vi har lige fået fastlagt, at absurd teater er… absurd! Men hvorfor skal unge/yngre se absurd teater? Er det ikke for utilgængeligt, underligt osv.?

I ”Det er så det nye” forsøger hovedpersonerne Pysseren og Poul at skabe et samliv i et ”slags parforhold”. Begge kæmper med at finde en identitet og at leve op til de forventede kønsrollenormer. Men det er svært, dels truer samfundet uden for, dels er de usikre og mangler redskaber og rollemodeller for det gode voksenliv. De spejler den usikkerhed, der kan melde sig, når man skal til at etablere sig og være voksen.

Men hvad vil I så sige til det unge publikum, som måske netop vil fravælge det absurde teater – netop fordi det er absurd, så de måske ikke forstår alle disse ting?

Hvem er man egentlig selv? Hvordan er man voksen på den rigtige måde? Og måske mindst lige så vigtigt: Hvordan forventer andre, at man skal udfylde sin rolle? Det absurde teater kan tage denne her universelle følelse og sætte den på spidsen, og på den måde skabe en ny mening og perspektiv for publikum – og i særdeleshed det unge publikum, som mere end nogen andre stiller sig selv disse spørgsmål.

”Det er så det nye” og ”Enetime”

Line Knutzons ”Det er så det nye” har netop kunnet genopleves på teatret, inden turen nu kommer til Eugene Ionescos klassiker ”Enetime”.

I forestillingen “Det er så det nye”, som kunne opleves til og med 28. september på Teatret ved Sorte Hest, møder vi den konfliktsøgende, kærlige Pysseren og hendes optimistiske, desorienterede kæreste, Poul plus den superparanoide konspirationsteoretiker Hr. Pind i skikkelse af Josephine Raahauge, Morten Holst og Lars Knutzon.

Fra “Det er så det nye”

Hr. Pind er vicevært og besøger med jævne mellemrum det unge par Pysseren og Poul for at lede efter nogle depressive buddhister, som har slået sig ned i ejendommens rør. Pysseren og Pouls liv i ejendommen er først og fremmest et velment forsøg på at navigere i parforholdets fundamentale drøm om lykke og idyl – hvilket selvfølgelig rejser en mængde spørgsmål, som kan være svære at finde svar på sådan lige på falderebet: Er dans løsningen på et skænderi? Er der håb for fremtidens opvaske om at blive taget? Er rygning en form for voksenliv?

De to unge mennesker stamper rundt i klichéer og normalitetsbegreber fra den store vidde voksenverden i Line Knutzons forunderlige univers af kæmpe store spørgsmålstegn og lyst til højrøstet diskussion. Med gravalvorlig humoristisk sans bliver de nære og fjerne problematikker spidsbelastet i denne lille perle-komedie fra en af vores ypperste danske dramatikere.

Efter ”Det er så det nye” kommer som sagt nu den absurde klassiker ”Enetime” af Eugene Ionesco.

Mads Wille, Rosalinde Mynster og Sarah Boberg danner trekløveret i Eugène Ionescos uhyggelige komedie, hvor en tilsyneladende harmløs undervisningstime udvikler sig til vanvid mellem læreren og den unge, ivrige elev. Trods den unge piges evne til at multiplicere astronomiske tal, kan hun kun tælle til seksten. Og under et stadig større pres fra sin sadistiske lærer udvikler hun tandpine, der vokser i takt med hans eskalerende brutalitet. Ionesco kalder selv “Enetime” for Drame Comique, og vi skal virkelig både se drama og komedie i denne brutale, absurde klassiker.

Fra “Enetime”

Ionescos første værk ”La Cantatrice Chauve”, altså ”Den skaldede sangerinde” (som også har spillet på Teatret ved Sorte Hest), fra 1950 satte gang i en revolution inden for dramatik, som senere blev betegnet det absurde teater. Ionescos opgør med den traditionelle teatertradition var først og fremmest baseret på hans personlige modstand mod teater. Han brød sig ganske enkelt ikke om at gå i teatret. Det irriterede ham, at han aldrig blev oprigtigt forført af skuespillerne og den realisme de forsøgte at udtrykke på scenen. Han sagde selv om at gå i teatret:”At gå i teatret betød for mig at se tilsyneladende fornuftige folk blamere sig…” Ionescos modreaktion skrev sig ind i en helt ny teatertradition, der skildrer virkeligheden – ikke som den ser ud, men som den føles! En teaterform der taler til nogle andre dele af vores bevidsthed, som et abstrakt maleri eller en melodi.

Giv dig selv chancen for at opleve i hvert fald én af disse absurde perler – og tænk så over disse ord i mens!

Læs mere om teatret her.

Fotos: Robin Skjoldborg

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod

  • Show Comments (1)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Spotlight: Selene Muñoz

Af Christian Skovgaard Hansen   Ungt Teaterblod retter denne gang spottet mod Selene Muñoz, ...

Spotlight: Vendsyssel Teater

Af Christian Skovgaard Hansen   Ungt Teaterblod retter denne gang spottet mod Vendsyssel Teater, ...

Spotlight: Aalborg Teater

Af Christian Skovgaard Hansen Fokus på Nordjyllands scene, hvor missionen er at være kunstnerisk ...

Spotlight: Performers Paradise, Svendborg

Af Thormod S. Kamban Så er der godt nyt til alle nysgerrige teatersjæle. Sommerferien ...

Spotlight: Carsten Svendsen

Af Christian Skovgaard Hansen   Ungt Teaterblod retter denne gang spottet mod skuespiller Carsten ...

Spotlight: Niels Skovgaard Andersen

Af Jonas Gudmand   Ny skuespillerelev-serie på Ungt Teaterblod Ungt Teaterblod har fået den ...