Anmeldelse: Corpus Dogma #2: On the other hand, Det Kongelige Teater (Corpus)

Af Ida Spedtsberg

Jeg skal hurtigt indrømme, at mine forventninger var lidt anderledes end sidst, da jeg denne tirsdag aften igen bevægede mig ind i A-salen for at se Corpus’ Dogma #2: On the other hand. Dogma #1, som du kan læse anmeldelsen af her, havde på mange måder problemer med forbindelsen til publikum og restriktionerne i dogmerne. Faktisk blev jeg helt i tvivl om, hvorvidt dogmerne kunne andet end at se godt ud på papir. Heldigvis trækker koreografen Tina Tarpgaard og de dygtige dansere fra Corpus dogmerne tilbage til det, de var tænkt som. Forestillingen er både meningsfuld, gennemtænkt og opslugende – og dogmernes eksistens reddes på målstregen.

Foto: Tejs Holm

Til dem, der ikke har set Dogma #1: On the one hand, forklarer jeg lidt kort dogmekonceptet, som man også kan læse mere om på Corpus’ hjemmeside. 16 dogmer, eller regler, danner rammen for scenografen, koreografen og i skabelsen af forestillingen. Det kan være alt fra ”der skal være to aktive rekvisitter i stykket” over ”scenografien og kostumer besluttes på første prøvedag” til ”der skal være en ”crazy” scene på 3 minutter, som giver ingen mening.” Formålet er at udfordre den kreative proces samt at inkludere publikum mere i fortolkningen og forståelsen af forestillingen.

Tilbage til Dogma #2. Forestillingen er jo i høj grad et selvstændigt værk. Og det er især tydeligt, når man har set dem begge, at de er meget forskelligartede. Som et sæt tvillinger, der aldeles ikke er enæggede. Men samtidig kommer de fra det samme ophav, dogmerne, de indebærer den samme scenografi og de samme kostumer, og det er derfor svært ikke at sammenligne dem med hinanden.

Foto: Luna Stage

Men hvor Dogma #1 føltes genert, introvert og til tider decideret distancerende, er Dogma #2 anderledes ekstrovert, intim og favnende. Tina Tarpgaard bringer publikum tilbage i billedet, og lever derfor op til dogme nummer 2 ”The piece has to declare its love for the audience.” Og tusind tak for det!

Fra Hazuki Kojimas første blik, da hun langsomt bevæger sig rundt i salen og skaber personlige øjeblikke med hvert enkelt publikum, mens hun holder en microport til sit hjerte, allerede der, var vi syvmileskridt væk fra Dogma #1. Og mens hendes hjerteslag danner lydbilledet sammen med oplæsningen af et uddrag fra Ida Marie Hedes bog ”Bedårende”, tages vi ind i en verden med stigende intensitet og en følelse af at være tyngdeløs. På ikke et eneste tidspunkt bliver farten og dynamikken selvcentreret eller indadvendt. Og til tider skiftes der tempo for at give plads til de intime øjeblikke – også når man ikke forventer dem. Til sidst samles forestillingen i en næsten overjordisk scene med smukt, bølgende tøris, hvor danserne til slut inviterer enkelte fra publikum ud på gulvet. Der opstår en helhed, og selvom det er en abstrakt forestilling, skaber dogmerne og koreografien sammen en mening.

Der er nogle ting, der gør, at den her forestilling lykkes i højere grad. Dogmerne giver publikum en stor grad af ansvar og magt over forståelsen af forestillingen. De skaber forventninger. Publikum er egentlig en del af en meningsskabende proces. Det kan være farligt, hvis man som publikum ikke genkender dogmerne i den forestilling, man ser. Og det var i høj grad, hvad der skete i Dogma #1. I Corpus’ Dogma ” 2: On the other hand har Tina holdt sig til det genkendelige og nærværende. Det giver bonus.

Derudover skal de dygtige dansere fremhæves, der i forestillingen fik lov til at udtrykke sig og vise deres færdigheder, i langt højere grad end til Dogma #1, og hvis ærlighed og mod skabte nærværet. Særligt giver danseren Hazuki Kojimas tilstedeværelse, dedikation og styrke noget helt specielt til forestillingen. Kombineret med måden Jonas Jensen arbejder med lyd på, mens han elegant væver brudstykker af lyd sammen, skabes en flot, veltænkt forestilling.

Dogma #2 er en forestilling for den kulturinteresserede eller den nysgerrige sjæl. For der er stadig tale om en abstrakt forestilling, der kræver noget af sit publikum. Når det så er sagt, så er forestillingen også en god mulighed for at prøve noget nyt. At opleve at blive grebet, fascineret eller måske forvirret. Dogma #2 er en gennemtænkt Corpus-forestilling, der fremhæver dansernes forcer, og som på bedste vis forstærker det intime og ægte i Det Kongelige Teaters A-sal.

Corpus

Det Kongelige Teater, A-Salen, Tordenskjoldsgade 10, 1055 København K

Spilleperiode: 19.-26. oktober 2019

Set den 22. oktober 2019

Foto: Luna Stage og Tejs Holm

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20192020/ballet/corpus-dogma2/?section=top

Medvirkende: Alexander Stæger, Hazuki Kojima, Louella May Hogan, Alma Toaspern og Marco Herløv Høst

Koreografi: Tina Tarpgaard

Scenografi, rekvisitter, kostumedesign, lys-cues: Jenny Nordberg

Play list, prolog: Mitja Nylund

Dramaturgisk konsulent: Tanja Diers

Lys & scene: Kasper Riisberg

Lyddesigner & tonemester: Jonas Jensen

Produktionsassistent: Luna Stage

Praktikant: Joana Öhlschläger

Kostumier: Annette Nørgaard

Rekvisitter: Mikkel Rasmus Theut

Produktionsleder: Per Uffelmann

Artistic process consultant, Corpus: Marie Haugsted Mors

Creative producer, Corpus: Eva Steen Nordhagen

Artistic director, Corpus: Tim Matiakis

Varighed: 45 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: En anden krop, Dansehallerne (Anders Christiansen)

Af Amalie Sloth de Fine Licht   Publikum bliver sluppet fri i videnskabsmandens laboratorium. ...

Anmeldelse: Svejk, Nørrebro Teater

Af Julius Gotthardt Møller   Svejk er den umådeligt underholdende historie om en tjekkisk ...

Anmeldelse: Fyrtøjet, Aalborg Teater

Af Lærke Holst Thomsen Vi kender den alle sammen, så snart den bliver læst ...

Anmeldelse: D’ARC, Dansehallerne (Teater Nordkraft og Sydhavn Teater)

Af Sidsel Stoustrup   ”Har du glemt mig?” spørger Jean D’arc os fortvivlet efter ...

Anmeldelse: Hullet, Teatret Svalegangen (Von Baden)

Af Anne Sophie Thingsted   ’Hullet’ af Teatergruppen Von Baden er på én gang ...