Anmeldelse: Corpus Dogma #1: On the one hand, Corpus, Det Kongelige Teater

Af Ida Spedtsberg

Jeg var ret fortrøstningsfuld, da jeg her til aften gik ind i A-salen, en del af Det Kongelige Teater, for at se Corpus Dogma #1: On the One Hand. Corpus er kendt for at lave forestillinger, der læner sig mod det mere eksperimentelle og grænsesøgende. Det er altid sjovt at få nye input, og jeg kan egentlig godt lide at blive udfordret kunstnerisk. Men de er altså en slags galt-eller-genialt-dansekompagni. Det kan derfor sagtens gå begge veje, og aftenens oplevelse var desværre i den forkerte retning.

Præmissen havde jeg ellers fuldt ud købt på forhånd. Corpus Dogma #1 er den første af to tvillingeforestillinger, der spiller på samme præmisser men med to forskellige koreografer. Ud fra 16 dogmer, eller regler, har scenografen, koreografen og danserne haft nogle specifikke guidelines at overholde i skabelsen af forestillingen. Det er alt fra ”der skal være to aktive rekvisitter i stykket” over ”scenografien og kostumer besluttes på første prøvedag” til ”der skal være en ”crazy” scene på 3 minutter, som giver ingen mening.” Alt i alt nogle udfordrende, men spændende regler, der giver mulighed for at bevæge sig væk fra nogle af de traditionelle mønstre inden for koreografi og scenografi. Så langt, så godt.

Det er så nok også her, den stopper for mig. Formålet med dogmerne er at se, hvad begrænsning i en kreativ proces kan skabe, og skal samtidig give publikum større mulighed for at se forestillingen på deres egen måde. En af dogmerne er, at forestillingen ikke må have noget narrativ fra starten af, og det er i og for sig godt nok. Man behøver ikke altid et narrativ, hvis der er en anden form for vision eller retning med forestillingen, som publikum kan købe ind i. Corpus Dogma #1 mangler desværre lidt af begge.

Vi starter med et black out (endnu et af dogmerne). Koreograferet af Tilman O’Donnell bevæger de fem hvidklædte dansere sig langsomt rundt i cirklen, der denne aften danner scene. De er iklædt sorte net-masker, der i starten har en lidt uhyggelig effekt. I midten af cirklen findes teknikken og to kyndige teknikere, der styrer lyd og lys iført sorte hættetrøjer og diamant-masker. Dansen starter langsomt, og er søgende og vægtløs med en påtaget usikkerhed. Jeg får lidt associationer til astronauters bevægmønster. Lydkulissen er en form for sagte nynnen, der langsomt tager til, og som mod slutningen af forestillingen bliver rytmisk og insisterende, og som ligeledes resulterer i mere fri, kraftfuld men også en næsten umenneskeliggjort dans. På intet tidspunkt danser danserne med hinanden. Forestillingen ender i en form for klimaks, der involverer både tøris og stroboskoplys, og som virker en smule malplaceret efter min mening.

Og hvad er så egentlig problemet? For mig er det en tosidet-størrelse. På den ene side er der forståelsen. Kunst kan efter min mening godt være abstrakt, rykke grænser og kræve noget af sit publikum, men den skal på en eller anden måde række en lille smule ud mod os. Corpus Dogma #1 kræver i bund og grund for meget af sit publikum. For hvordan skal man kunne fortolke noget, når næsten intet skaber sammenhæng? Jeg har set meget abstrakt dans gennem årene, og selvom der da var nogle tydelige bevægsammenhænge hos de, i øvrigt, udmærkede dansere, så kæmpede jeg med at finde en mening, i det jeg så. Ensartetheden i de 45 minutter var for stor, og hånden ud mod publikum for lille.

På den anden side er der dogmernes krav, som jeg ikke føler forestillingen lever op til. Dogme nummer 1 kræver blandt andet at forbindelsen til publikum skal være i centrum, og nummer 2 beskriver at ”the piece has to declare its love for the audience”. Jeg manglede desværre begge dele. En eller anden form for menneskelig interaktion havde klædt stykket. Om det kunne såmænd både være danserne i mellem eller rettet mod publikum.

Corpus Dogma #1: On the One Hand er desværre faldet direkte i sin egen fælde. De mange opsatte dogmer har, i stedet for at frigøre, fastgjort, og det skaber en forestilling, der kun er for de få indviede. Et af de få højdepunkter, var den anderledes scenografi og den simple lyssætning, der bidragede til en åben, imødekommende atmosfære. Forestillingen kan ses, hvis man ønsker at blive rykket ud over grænserne, og hvis man har et åbent sind. Jeg vil ikke anbefale den til nybegyndere i danseverdenen.

Om dogmerne er et projekt, der fra starten var dømt til problemer, må tiden vise. Corpus Dogma #2: On the Other Hand, som spiller i oktober, skal i hvert fald have chancen for at give sit helt eget bud på de 16 dogmer.

Corpus

Det Kongelige Teater, A-Salen, Tordenskjoldsgade 10, 1055 København K

Spilleperiode: 14.-21. september 2019

Set den 17. september 2019

Foto: Tejs Holm

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20192020/ballet/corpus-dogma1/?section=top

Medvirkende: Alexander Stæger, Hazuki Kojima, Louella May Hogan, Alma Toaspern og Marco Herløv Høst

Koreografi: Tilman O’Donnell

Scenografi, rekvisitter, kostumedesign, lys-cues: Jenny Nordberg

Play list, prolog: Mitja Nylund

Dramaturgisk konsulent: Tanja Diers

Lys & scene: Kasper Riisberg

Lyddesigner & tonemester: Jonas Jensen

Produktionsassistent: Luna Stage

Praktikant: Lara Ostan Vejrup

Kostumier: Annette Nørgaard

Rekvisitter: Mikkel Rasmus Theut

Produktionsleder: Per Uffelmann

Artistic process consultant, Corpus: Marie Haugsted Mors

Creative producer, Corpus: Eva Steen Nordhagen

Artistic director, Corpus: Tim Matiakis

Varighed: 45 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Forårsrullen, Odense Teater

Af Anne Lottrup Sørensen   Musikalske, kåde forårsruller, khaki og kineserier i kælderen – ...

Anmeldelse: Hullet, Teatret Svalegangen (Von Baden)

Af Anne Sophie Thingsted   ’Hullet’ af Teatergruppen Von Baden er på én gang ...

Anmeldelse: The BeatRoots, Teatergrad

Af Emil Samaras Eriksen Jeg havde ingen forventninger til The BeatRoots. Jeg forstod, at ...

Anmeldelse: Turandot, Det Kongelige Teater

Af Christian Skovgaard Hansen og Emil Møller Christensen Turandot er en opera i tre ...

Anmeldelse: Misundelse, Republique

Af Ea Melissa Christiansen   Mig? MISUNDELIG? Selvfølgelig er JEG da ikke misundelig. Eller ...