Anmeldelse: En fandens mand – the show, Teater Grob (Teatergrad og Teater Grob)
Af Line Rolighed
Det er 2019. Det er #metoo tider, og det hele er egentlig ret så forvirrende. For der på scenen sidder en mand. En hvid, heteroseksuel mand. På en trone af nøgne dukker, men i brudekjole, og med knaldrød neglelak på den ene hånd og en dåsebajer i den anden. Hvad er nu det?
Ja, det kan vist kun Anders Haahr Rasmussen selv forklare – altså manden i brudekjolen. Og det gør han så heldigvis også i sit one-man show, En fandens mand, og han gør det tilmed på en måde, der både vækker nysgerrighed, pinlighed og genkendelig hos tilskueren.
One-man showet, En fandens mand, bygger på Anders Haahr Rasmussens bog af samme navn. Heri beretter han modigt og malerisk om egne oplevelser, usikkerheder, forvirrende forventninger til det at være mand i 2019. Mindst ligeså modigt stiller Anders Haahr Rasmussen sig så på scenen i sit show i brudekjole og spørger: Hvad vil det egentlig sige at være en rigtig mand?
Førhen var det måske et forholdsvis let besvaret spørgsmål, men det er det absolut ikke længere. Mandens rolle er under revision, nye manderegler er under konstruktion og forestillingen kredser om netop denne nye slags mandighed og giver et lille indblik i, hvor forvirrende det egentlig er at finde ud af, hvornår man som mand så skal sige til og fra, tage plads og give plads, og være stærk eller følsom.
I virkeligheden stiller Anders Haahr Rasmussen flere spørgsmål end der besvares, for på trods af, at der i løbet af showet inddrages eksperters synspunkter, så er én af showets pointer netop, at formålet ikke er forenklede konklusioner. I stedet opfordres tilskueren til at lytte med nysgerrighed, og lige præcis dét, er hvad jeg vil opfordre til, at man gør til forestillingen En fandens mand.
Forestillingen er forholdsvis simpel i sit koncept. Det er Anders Haahr Rasmussen på scenen med ti forskellige dukker, der lejlighedsvis inddrages i hans fortællinger, og ikke så meget andet. Enkeltheden tillader i høj grad Anders Haahr Rasmussen at være i god kontakt med sit publikum, og som publikum har man en følelse af, at være en del af en samtale snarere end en egentlig monolog.
Som fortæller er Anders Haahr Rasmussen underholdende, behagelig og nærværende. At han slipper godt fra at stille sig frem som mand i en ellers forholdsvis kvindedominerede og kvindefavoriserende kønsdebat, må til dels tilskrives, at han er bevidst om sit publikum, og at han formår selvkritisk og empatisk at skabe flow mellem egne fortællinger og universelle oplevelser.
Anders Haahr Rasmussen hævder, at forandringerne skal findes i de små historier, og i sig selv er både hans bog og det dertilhørende show et eksempel på netop dette. En fandens mand er en yderst aktuel og tiltrængt udvidelse af den feministiske fortælling, og formentlig vil mange unge mænd, såvel som kvinder, kunne genkende sig selv i fortællingerne fra en fandens modig mand. Jeg kunne i hvert fald.
Produceret af Teatergrad i samarbejde med Teater Grob
Teater Grob, Nørrebrogade 37, 2200 København N
Spilleperiode: 15. -21. september 2019
Set den 15. september 2019
Foto/illustrator: Leo Scherfig
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Anders Haahr Rasmussen
Dramatiker,
forfatter: Anders Haahr Rasmussen
Instruktør: Pelle Nordhøj Kann
Producent: Christine Worre Kann/Teatergrad
Varighed: Ca. 1 time og 10 minutter uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod