Anmeldelse: Drewsen – papirbyen ved Himmelbjerget, Jysk Musikteater (Musical Silkeborg)

Anmeldelse: Drewsen – papirbyen ved Himmelbjerget, Jysk Musikteater (Musical Silkeborg)

Af Christian Skovgaard Hansen

I Silkeborg fejrer man lige nu byens 175 års jubilæum. Årets forestilling af Musical Silkeborg er derfor en nyskrevet og nykomponeret musical, Drewsen – papirbyen ved Himmelbjerget, om Michael Drewsen, som nærmest er byens grundlægger. Meget symbolsk spiller den i Jysk Musikteater, som ligger på den tidligere papirfabriks grund ved åen.


Michael Drewsen blev født ind i papirdynastiet Drewsen, som drev papirfabrikken Strandmøllen nord for København. Michael og hans bror Christian overtog siden Strandmøllen, men i 1844 fik han muligheden for at anlægge Silkeborg Papirfabrik i Silkeborg, som dengang kun bestod af få huse. Han og familien drog afsted. Fabrikken blev bygget, og det første ark papir blev fabrikeret i starten af 1845. Det hele faldt sammen regeringens bestræbelser for at etablere en handelsplads på egnen, hvorved Drewsen blev en betydelig personlighed.

Vi følger Drewsens liv fra barnsben over livet i Silkeborg – både på fabrikken og i familielivet igennem både op- og nedture – og indtil han trækker sig tilbage og sælger fabrikken. Undervejs oplever vi, at det ikke altid er let at drive fabrikken, og at Michael Drewsens egen søn også besidder noget af den trods, som han selv også har.

Simone Isabel Nørgaard har nyskrevet historien. Det slipper hun overordnet godt fra, men visse steder bliver historien dog lidt lang i spyttet, og der kommer lidt for mange sidehistorier med. Vi ender på 2 timer og 45 minutter inkl. pause, hvilket er lidt til den lange side. Grundhistorien er Drewsens historie og udvikling fra barnsben over hans kampe med både faderen og broderen, således fabrikken i Silkeborg etableres og drives, og til han afstår fabrikken. Her fungerer historien egentlig fint.

Men Drewsen var både ægtemand, far og politiker, hvilket naturligvis også skal have sin plads, men til tider får disse sidehistorier lov til at fylde for meget i grundhistorien uden, at de tilføjer noget til den. Spørgsmålet er også, om H.C. Andersen var en så fast gæst i huset, som fortællingen giver anledning til at tro. Krigen i 1864 og Drewsens politiske liv var også vigtigt, men det får lidt for meget plads som sidehistorier, således vi lidt mister fokusset på Drewsens egen historie.

Musical Silkeborgs forestillinger har et par professionelle skuespillere med, og ellers består holdet af lokale kræfter. Mathias Flint gør det godt som Michael Drewsen, hvor vi fornemt får alle facetterne af personen fra Drewsen, og med ærlighed og autoritet følger vi ham fra ung til gammel. Maria Skuladottir er stærk som hans hustru, som nok følger med ham i livets store valg, men som måske ikke altid finder sig helt til rette langt hjemmefra. Lars Mølsted er normalt en fantastisk musicalskuespiller, men her bliver han lidt flad og ensformig som H.C. Andersen, som ikke portrætteres alt for dyb, hvilket nok skyldes teksten og/eller instruktionen. Hans sangstemme fejler heldigvis ikke noget.

En række af de lokale gør det også godt, og man glæder sig over deres samspil. Særligt må fremhæves Ib Lundgård Jensen som gamle far-Drewsen, der har sit hyr med Michael Drewsen, Mathias Myrthue Justesen som broderen Christian Drewsen og Karoline Toksvig Gammelgaard som datteren Johanne Amalie Drewsen. Eneste anke er at enkelte af skuespillerne kunne have fokus på en bedre artikulation, så de kommer ud over scenen. Iscenesætter Thomas Agerholm har godt styr på hele holdet, så de mange medvirkende glider let både hver for sig og sammen.

Både visuelt og auditivt funger forestillingen også godt. Jens Frausings scenografi er velfungerende, tro mod tiden og let foranderligt. Peter Rosendahl og Helle Hansen, som også har skrevet sangteksterne, har skrevet forestillingens musik, som er fornøjelig og letfordøjelig. Orkestret under ledelse af Henrik Svenning skal dog til tider overveje at skrue lidt ned for lyden, så vi kan høre alle replikkerne og alle sangene.

Historien om Drewsen er ikke bare historien om byen Silkeborg og dens grundlægger. Det er også et stykke industrihistorie, et stykke væsentlig Danmarkshistorie om den industrielle udvikling, og en fortælling om at turde trodse autoriteterne og at tage chancen i livet. Drewsen – papirbyen ved Himmelbjerget er overordnet en glimrende musical, som derfor også med fordel kan opleves af andre end folk med tilknytning til Silkeborg.

Musical Silkeborg

Jysk Musikteater, Papirfabrikken 80, 8600 Silkeborg

Spilleperiode: 23. oktober-7. november 2021

Set den 27. oktober 2021

Foto: Musical Silkeborg

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Medvirkende: Mathias Flint, Maria Skuladottir, Lars Mølsted, Karoline Toksvig Gammelgaard, Ann Charlotte B. Madsen, Mathias Myrthue Justesen, Kasper Kragh Nielsen, Ib Lundgård Jensen m.fl.

Manuskript: Simone Isabel Nørgaard

Musik: Peter Rosendahl

Sangtekster og musik: Helle Hansen

Iscenesættelse: Thomas Agerholm

Kapelmester: Henrik Svenning

Orkester: Michael Bladt, Gert Skovlod Hattesen, Jan Lyngaard Sørensen, Henrik Resen, Christian Høegh, Jacob Trautner, Edi Premate, Allan Dahl Hansen, Niels Kaas, Kim Mikkelsen, Frederik Larsen og Else Anker Møller

Scenografi: Jens Frausing

Varighed: Ca. 2 timer og 45 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *