Anmeldelse: The Danish Girl, Vejle Musikteater (Holstebro Dansekompagni i samarbejde med Vejle Musikteater)

Anmeldelse: The Danish Girl, Vejle Musikteater (Holstebro Dansekompagni i samarbejde med Vejle Musikteater)

Af Sanne Halkjær Hebsgaard

I 1882 blev Lili Elbe født i Vejle. Lili Elbe endte med at blive en anerkendt kunstner i løbet af sit 48 år lange liv. Men det var ikke kun kunsten, som Lili Elbe blev kendt for. Det var i den grad også hendes rejse mod, at kunne identificeres sig med det køn, hun følte sig. Og som transkvinde i det 19. og 20. århundrede, var det en rejse, som ingen havde taget før hende.

Lili Elbe blev især kendt i den Oscarvindende film ”The Danish Girl”. Filmen der udkom tilbage i 2015, blev baseret på bogen af samme navn, hvilket denne danseforestilling også er. Og målet med danseforestillingen er at hylde de mange transpersoner, der har kæmpet for, og stadig kæmper for, accepten fra andre mennesker, og dét faktum, at vi alle bør leve på lige fod.

Danseforestillingen tager udgangspunkt i Lili Elbes historie og rejse, frem for at genskabe filmen. Det er en fin og ikke mindst sårbar fortælling, der bliver fremført på scenen. Og det skaber et dybere lag, at det også er en transkønnet danser, der er i hovedrollen som Lili Elbe, nemlig Bjørk-Mynte Paulse. Det er tydeligt at se, at det har været en vigtig beslutning for den kunstneriske ledelse på danseforestillingen.

Det er ikke til at komme uden om Bjørk-Mynte Paulses formåen i The Danish Girl. Hun er en utroligt dygtig danser, og får hver en følelse helt ud i fingerspidserne. Hun får alvoren frem i Lili Elbes historie, og hun tilfører samtidigt sin egen levede erfaring. Bjørk-Mynte Paulse får Lili Elbes vigtige historie ud over scenekanten, og viser både hendes skrøbelighed, men også den styrke og kraft som Lili Elbe besad.

Sammenspillet mellem alle danserne på scenen er også utroligt godt. Det bliver især bekræftet i anden akt, hvor der i en stor del af numrene bliver løftet på Bjørk-Mynte Paulse. En stor del af løftene bliver lavet i fællesskab, og de er meget kraftfulde. Alle dansernes bevægelser kommer i forlængelse af hinanden, og det gør, at løftene ser både blide og utrolige ud på én og samme tid. Det er et stærkt hold, hvor hver danser har hver sin styrke. Og sammen fungerer de endnu bedre.

Scenen er holdt rimeligt bar, for at lade dansen fylde i The Danish Girl. Det giver god mening at holde scenen bar, og dermed lade scenografien være forholdsvis nedtonet. Sarah Fredelund har sørget for at nedtone sin scenografi, så der er fokus på dansen. Bagscenen bliver beklædt med bagsiden af et utal af malerier, og ellers kan en trækasse køres ind på scenen. Resten er derfor op til fantasien. Og dét at bagscenen beklædes med bagsiden af malerierne, skaber et billede af, at publikum kan komme helt tæt på Lili Elbes historie og se indersiden af hendes liv. Bagscenen, og scenen generelt, er derfor ikke for prægende, og tager på den måde ikke fokus fra danserne på scenen.

Ud over at scenografien er nedtonet, så er Åsa Gjerstads kostumer det samme. Men ligesom scenografien fungerer de nedtonede kostumer også. Der er gjort brug af lyseblå farver, grålige og brunlige nuancer og til sidst hvid. Og dét øjeblik hvor danserne ifører sig jakkesæt, er meget kraftfuldt. De nedtonede jakkesæt understreger det faktum, at Lili Elbe ikke føler sig hjemme i lige netop jakkesættet, og kun ifører sig det af pligt.

Selve danseforestillingen varer blot én time og tyve minutter, heraf tyve minutters pause. Danseforestillingen er samtidigt opdel i to akter, hvilket får tiden til at gå utroligt hurtigt. Måske endda for hurtigt. For første akt slutter rimeligt brat. Det sker især fordi, der er et hurtigt og naturligt flow mellem hvert nummer. Der er ingen ophold, men derimod bliver der bare kørt på med numrene. Det er i min optik et godt tegn, at man som publikum glemmer tid og sted, men tiden kan også gå for hurtigt. Eftersom The Danish Girl er så hurtigt overstået, når man historien meget hurtigt igennem. Og alle de følelser der vækkes, skal publikum dermed også hurtigt igennem. Der er ikke helt plads til at dvæle ved alle de følelser, som Lili Elbe gennemgår, og som publikum dermed også skal nå at sluge. Derfor kunne akterne enten godt være lidt længere, eller sammensat til én akt, for at skabe en naturlig længde, for det tror jeg godt, at danseforestillingen kan bære.

Som det bliver beskrevet i programmet, er The Danish Girl en danseforestilling, der sætter fokus på selvaccept og mod. Og lige netop det at finde sin identitet er noget, alle har være igennem på et eller andet tidspunkt i deres liv. Det er en vigtig fortælling, The Danish Girl er nået i mål med. Det er derfor en danseforestilling, som flere vil have gavn af at se, for den er vedkommende for de fleste, på trods af at man kan være forskellige steder i livet.

Holstebro Dansekompagni i samarbejde med Vejle Musikteater

Vejle Musikteater, Vedelsgade 25, 7100 Vejle

Spilleperiode: Turné 28. oktober 2021 – 10. maj 2022

Set den 28. oktober 2021

Fotos: Jonas Søgaard

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Medvirkende: Bjørk-Mynte Paulse, Elena P. Nielsen, Jasmine Gordon, Jon Ipina, Matthew Rawcliffe og Mikkel Alexander Tøttrup

Iscenesættelse: Tim Rushton

Dramaturgi og research: Storm Møller Madsen og Levi Stray

Koreografi: Tim Rushton og Holstebro Dansekompagni

Musik og lyddesign: Christian Tronhjem

Scenografi og lysdesign: Sarah Fredelund

Kostume: Åsa Gjerstad

Hår og makeup: Lea Laursen

Varighed: 1 time og 20 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *