Anmeldelse: Drømme, Længsel & Kærlighed – et Troels Kløvedal-venskab, Café Liva

Anmeldelse: Drømme, Længsel & Kærlighed – et Troels Kløvedal-venskab, Café Liva

Af Christian Skovgaard Hansen

Det musiske makkerpar Lasse & Mathilde består af Lasse Helner og Mathilde Bondo. I år er det 50 år siden, at de mødtes og indspillede deres første fælles værk, og kort efter begyndte de også at danne par i privatlivet. Samarbejdet startede i 1975, hvor Mathilde indspillede solopladen ”Pigesind” med tekster af Tove Ditlevsen og med musik af Lasse. Det jubilæum fejrer de nu på Café Liva i Nyhavn med forestillingen Drømme, Længsel & Kærlighed – et Troels Kløvedal-venskab.

Lasse & Mathilde synger sange om havet og danskernes forhold til det. Som undertitlen på forestillingen indikerer møder vi også Troels Kløvedal, som jo også havde et nært forhold til havet. Samtidig var han gennem næsten 40 år nære venner med Lasse og Mathilde. De mødtes Mortens aften i 1979, hvorefter et venskab startede. Lasse og Mathilde overnattede ofte hos Kløvedal i København, og de var med på togter med Nordkaperen. Troels Kløvedal døde i 2018.

I Drømme, Længsel & Kærlighed – et Troels Kløvedal-venskab får vi derfor både anekdoter fra Lasse og Mathildes liv, men særligt med fokus på deres venskab og togter med Troels Kløvedal. Det bliver derfor både sange om havet, men også om livets drømme, længsel og kærlighed til både havet, drømmene og ikke mindst livet i sig selv.

Det kan godt være, at et yngre publikum måske ikke kender så meget til Lasse & Mathilde. Men de varme anekdoter og deres grundlæggende emner om drømme, længsel og kærlighed kan stadig sige os noget i dag.

I alle anekdoterne mærker vi disse emner og varmen, kærligheden og venskabet mellem Lasse & Mathilde og Troels Kløvedal. Igennem disse anekdoter og 17 sange får vi en række fortællinger fra parrets liv og fra deres rejser og venskab med Troels Kløvedal. Det hele er tilsat en række citater fra Troels Kløvedal og forfatteren Ib Michael, indtalt af Jacob Morild, og personlige billeder og tegninger.

Anekdoterne fejler ikke noget, og de er både kærlige og humoristiske. Men leveringen af dem sidder ikke helt i skabet endnu – i hvert fald ikke denne aften, hvor der går kludder i rækkefølgen, og de ikke helt holdes til manuskriptet.

Anderledes glat og levende leveres de 17 sange, selvom de Lasse & Mathilde ikke længere helt har fordums volumen. Sangene står som stærke vidnesbyrd på både deres liv, men netop også Troels Kløvedals drømme, længsel og kærlighed og hans livssyn. Smuk og poetisk er ”Kærlighed til København” og ”SE”, begge med tekst af Kløvedal og musik af Lasse, men den første fra venskabets første år, og den anden fra venskabets sidste år, hvor Kløvedal var syg. Lasse & Mathildes tilknytning til Fyn finder vi i ”Lundeborghymnen”.

Selvom både anekdoter og musik er lune og levende, bliver forestillingens varighed på små to timer (inkl. pause) måske lige til den lange side. Der er godt nok 50 års makkerskab og næsten 40 års venskab, som emmer af gode fortællinger, som vi skal have uddrag fra, men forestillingen ville have vundet ved at være skåret lidt skarpere.

Det ændrer dog ikke på, at Drømme, Længsel & Kærlighed – et Troels Kløvedal-venskab er en livsbekræftende, varm og klog anekdoteforestilling, som særligt bæres frem af musikken og sangene.

Café Liva, Liva II, Nyhavn 26, 1051 København K

Spilleperiode: 7. marts-12. april 2025

Set den 6. marts 2025

Foto: Café Liva

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.cafeliva.dk/aktuel-forestilling

Medvirkende: Lasse & Mathilde

Tekst og musik: Johs. V. Jensen, Ole Bager, Troels Kløvedal, Lasse Helner, Niels Hausgaard, Walter, Burt Bacharach, Knud Andersen, Ane Riel, Kim Larsen, Hans Kragh-Jacobsen, Mathilde Bondo, Daniel Lanois og Ib Michael

Af og med: Lasse & Mathilde

Speaks: Jacob Morild

Fødselshjælp: Jacob Morild

Ekstra øjne udefra: Mette Marckmann

Lysdesign: Kenneth Kreutzfeldt

Lyddesign: Jesper Frendø

Varighed: Ca. 2 timer inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *