Anmeldelse: En plads i solen, Teatret Svalegangen

Anmeldelse: En plads i solen, Teatret Svalegangen

Af Anne Sophie Parsons

Teatret Svalegangens opsætning af En plads i solen tager udgangspunkt i ”den aarhusianske massemorder” Kaj Henning Bothildsen Nielsen; tidspunktet er Anden Verdenskrig og den lille, rødhårede malersvend Kaj bærer ingen tegn på at skulle have 57 liv på samvittigheden i en fremtidig kontekst. Men da muligheden for at kunne blive en del af Gestapo, ændrer alt sig…

I En plads i solen følger vi på nært hold hans tiltagende radikalisering og hengivelse til fascismens ideologiske facittegn: Med teaterstykket formår Svalegangen at binde forskellige fortælletråde sammen til ét hele, som både er interessant, fængende og en påmindelse om at nazismens radikalisering på ingen måde er et overstået kapitel.

En plads i solen er et indblik i, hvad der sker med et lille menneske, når det får alt for meget magt; igennem erindringsnedslag i Kajs liv, udspillet inde i hans fængselscelle timer før han skal henrettes, danner vi os et indtryk af en kasseret og svagelig soldat, som hæver sig op til monstrøse proportioner, da nazismen gør sit indtog i Århus under Anden Verdenskrig. Kaj allierer sig med kollegaerne Brøndum og Ib, der begge er hans overlegne følgesvende i ren fysisk forstand. Men det skal vise sig at Kajs es i ærmet til at tilegne sig respekt og frygt indenfor regimets rækker er hans kompromisløse formåen til at følge ordrer – også når det kommer til at dræbe civile. Forestillingen giver et udvalg af nedslagspunkter, der former Kajs opfattelser af samfundet, samt hans efterfølgende beslutninger, som skal vise sig at have fatale konsekvenser.

Castet fungerer godt og samspillet og forskellene imellem karaktererne formår skuespillerne at fremhæve i deres interaktioner igennem hurtig dialog: I rollen som Kaj er Kristoffer Helmuth en velvalgt radikaliseret forsmået mand, der frygtes af alle i sine sidste dage i fængselscellen, mens Clara Ellegaard er den unge kone Inger, der spiller lige dele støttende og konfrontatorisk i forhold til sin mands involvering i det nazistiske terrorkorps. Fremfor at være en tiende, tilbagetrukket figur, får man som publikum mulighed for at øjne Ingers egen betagelse af nazismens hårdfaste diktatur, som fremstiller hende mere menneskeligt, om end usympatisk, men langtfra et glansbillede med en moderne udviskning af krigens sympatisører.

Maja Juhlin er dygtig som den enerverende nabo Fru Nielsen og kommanderende nazist, hvor Holger Østergaard, som Ib, og Morten Vang som Brøndum er vigtige sidestykker til Kajs udvikling – mens de er dygtige og fysiske adrætte, har de ikke hans villighed til at parere orde på inhuman facon. Jesper Hyldegaard er Kajs fangevogter, hvor filosofiske samtaler imellem de to mænd udgør baggrundstæppet for hele forestillingens progression.

Tekst af Julie Maj Jakobsen fremstiller på nuanceret vis, de forskellige måder man som menneske kan finde ”en plads i solen” på; igennem en inddragelse af natur, blomster og dyr, bliver portrættet af morderen Kaj Henning Bothildsen Nielsen løftet fra statisk overlevering og viser en mere rig fortolkningsmæssig ramme til hans livsvalg.

Instruktion af Simon Boberg kæder organisk de teatralske elementer sammen, mens scenograf Peter Schultz har skabt et univers, der både bringer tankerne tilbage til 1920’erne tysk stumfilm og bastant tysk arkitektur i sin runde cirkler. Karakternes distinkte indramning i de afskårne rum virker tilpas surreal og faretruende og ender med at æstetisk komplimentere plottet på en hensigtsmæssig og visuelt spændende måde. Lysdesign af Henrik Sloth og lyddesign af Anton Bast er begge vigtige stemningselementer, som giver scenerne et vitalitetsboost i deres mørke fremstillinger af nazismens mentale jerngreb.

En plads i solen er et fascinerende indblik i én af de største massemordere, som har betrådt Århus’ gader – fra hans kompromisløse livssyn til hans følelser og betragtninger omkring at tage civiles liv, er forestillingen en påmindelse om at radikalisering langtfra er et overstået kapitel med Anden Verdenskrig og at underkuede mennesker altid vil kunne se en løsning i en overskridelse af deres egen menneskelighed.  

Teatret Svalegangen, Rosenkrantzgade 21, 8000 Århus C

Spilleperiode: 31.oktober-28. november 2020

Set den 12. november 2020

Fotos: Montgomery

Lyst til at se forestillingen? Læs nærmere her:                                                    https://www.svalegangen.dk/forestillinger/egne-forestillinger/2020-2021/en-plads-i-solen/

Medvirkende: Kristoffer Helmuth, Maja Juhlin, Holger Østergaard, Clara Ellegaard, Morten Vang og Jesper Hyldegaard

Tekst: Julie Maj Jakobsen

Instruktion: Simon Boberg

Scenograf: Peter Schultz

Scenemester: Jesper Folke

Dramaturg: Janeke Szatkowski

Lysdesign: Henrik Sloth

Lyddesign: Anton Bast

Varighed: Ca. 2 timer og 10 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *