Anmeldelse: Intet, Det Kongelige Teater

Anmeldelse: Intet, Det Kongelige Teater

Af Christian Skovgaard Hansen

Janne Tellers roman ”Intet” er her omsat til operascenen. Romanen er en skæv, foruroligende og ikke mindst tankevækkende historie om, hvad der egentlig betyder noget for os. Selvom romanen er fra 2000 – og altså 20 år gammel – holder dens temaer stadig. Vi tvinges stadig til at tænke over, hvad der betyder noget for os, og den generationskløft, der skabes, når vi ser forskelligt på, hvad der betyder noget, alt efter hvor i livet vi nu engang. Samtidig er det et studie i den menneskelig natur, hvor vores sande jeg’er kommer frem.

Det hele sker lige efter sommerferien. Vi er i 7. klasse, og Pierre rejser sig op og proklamerer, at intet betyder noget. Han forlader derfor klassen og sætter sig op i et træ, hvorfra han beskuer sine klassekammerater. Hans ord og tanker rammer klassen, så de beslutter sig for at finde det modsatte af dette ”intet”. De beslutter sig derfor at opbygge en bunke af betydningsfulde ting for at vise, at det hele faktisk betyder noget. I starten er det mere almindelige, uskyldige ting, der finder vej til bunken. En yndlingscap og et armbånd. Men efterhånden finder også mere ualmindelige og større ting vej til bunken. Pigen Agnes’ store fletning, et Dannebrogsflag, guitarspillerens finger. Det kulminerer med en død lillebror og korset fra kirken. Det hele af sporet, helt af sporet.

Hovedrollerne er båret af solisterne Kari Dahl Nielsen, Jacob Skov Andersen, Morten Grove Fransen, Tomi Punkeri og Sophie Haagen, som alle leverer gode, troværdige og vedkommende præstationer. Som klassekammeraterne og som det store kor får vi medlemmer af DR JuniorKoret, Sankt Annæ Gymnasiums Juniormandskor og Roskilde Domkirkes Drengekor. Det er derfor samtidig en flot ensembleforestilling, hvor koret synger fint, og som samtidig er velkoreograferet af Jannik Elkær.

David Bruce har skrevet en fængende musik, som rummer både vildskab og eftertænksomhed. Musikken favner essensen af Janne Tellers fortælling på et par timer (plus en pause), hvilket er en passende længde taget historien, og at operaen også kan få fat i det yngre publikum, i betragtning. Det Kongelige Kapel under ledelse af dirigent Robert Houssart viser også fornemt sin alsidighed, hvor ikke kun de ”gamle” operaer, men også denne mere vilde og livfulde, kan lyde godt.

Operaen er instrueret af Martin Lyngbo, som også instruerede en flot udgave af ”Barberen i Sevilla” på Det Kongelige Teater i 2018. Denne gang er det også gjort med god sans for både historien og musikken – men også for historiens primære målgruppe. Sms-sprog og emojis flyver rundt, og der er både tempo og plads til tænksomhed alt efter, hvor i historien vi er.

Det hele foregår i Steffen Aarfing på en gang enkle og effektfulde scenografi. På den ene side er det de rå savværk, hvor kammeraterne mødes, men dens den anden side er en blank (video)væg, hvor det store træ, som Pierre kravler op, i stedet er i fokus. Scenografien er sat på Operaens store drejescene, så den kan vendes, som fortællingen skrider frem. Eneste minus er, at teksten – ligesom i Lyngbos ”Barberen i Sevilla” – står på scenografien og ikke som overtekst. Når træet kommer i fokus, kan det i stedet være lidt svært at se teksten på videovæggen. Operaen synges dog heldigvis på dansk.

Alting er intet, og intet er intet. Men denne operaversion af Intet er bestemt noget. David Bruces musik og fine sangpræstationer fra både solister og det store kor går her op i en større enhed i Martin Lyngbos iscenesættelse, så man går ud fra salens mørke med tanker om, hvordan mennesket egentlig er, hvordan vi reagerer, og ikke mindst, hvad der betyder noget for os.

Det Kongelige Teater, Operaen, Store Scene, Ekvipagemestervej 10, 1438 København K

Spilleperiode: 14., 17., 22. og 27. november 2020

Set den 14. november 2020

Fotos: Miklos Szabo

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20202021/opera/intet/

Medvirkende: Kari Dahl Nielsen, Jacob Skov Andersen, Morten Grove Fransen, Tomi Punkeri og Sophie Haagen samt et kor bestående af medlemmer fra DR JuniorKoret, Sankt Annæ Gymnasiums Juniormandskor, Roskilde Domkirkes Drengekor m.fl.

Orkester: Det Kongelige Kapel

Dirigent: Robert Houssart

Komponist: David Bruce

Oversættelse: Jesper B. Karlsen

Instruktør: Martin Lyngbo

Scenograf: Steffen Aarfing

Kostumedesign: Nathalie Mellbye

Koreograf: Jannik Elkær

Lysdesign: Lee Curran

Assisterende instruktør: Natascha Metherell

Korsyngemester: Jakob Lorentzen

Videodesign: Maya SB & Anne Mette Fisker Langkjer

Varighed: Ca. 2 timer og 20 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *