Anmeldelse: Et latterligt menneskes drøm, TELL to JOY/Kapellet på Assistens Kirkegård

Af Christian Skovgaard Hansen
●●●●●○
Teaterkompagniet TELL to JOY opfører forestillinger med udgangspunkt i Fjodor Mikhajlovitj Dostojevskijs (1821-1881) forfatterskab, og de skaber med egne ord ”oplevelser til eftertanke”. Forestillingen ”Et latterligt menneskes drøm” er baseret på novellen af samme navn, og TELL to JOY’s opsætning er en flot og nærværende opsætning. Forestillingen er for dig, der ønsker en god og eftertænksom oplevelse, og en flot introduktion til Dostojevskijs tekster.
Både denne og TELL to JOY’s anden forestilling ”Den sagtmodige” opføres i Kapellet på Assistens Kirkegård. Kapellet er på samme tid stemningsfyldt samt mørkt og højstemt. Kapellet passer perfekt til Dostojevskijs ofte mørke og dystre, men på samme tid eftertænksomme tekster. Forestillingerne i et lille teaterrum, og scenen er meget intim, så man gennem hele fortællingen føler et nærvær og en samhørighed med det ”latterlige menneske”.
”Et latterligt menneskes drøm” er en lille novelle, og den er skrevet som en monolog. Vi følger en nihilist, der har besluttet at begå selvmord, fordi alt omkring ham er blevet ligegyldigt. En lille pige påvirker ham, og oplevelse vækker hans medlidenhed, og begivenheden river ham ud af hans ligegyldige livslede. Med pistolen i hånden falder han i stedet i søvn og drømmer; i denne drøm finder han en mening i menneskets ansvar for at hjælpe og elske sit medmenneske.
Forestillingen er tro mod oplægget, og den fremføres som en monolog af skuespilleren Viktor Melnikov. Hele vejen igennem denne monolog fastholdt Melnikov fokus. Melnikov er det ”latterlige menneske” og hans fortælling emmer af intensitet, og den enkle monolog passer godt til teksten, og den skaber en flot ramme for hele fortællingen.
Sergei Boguslavsky har stået for den meget enkle scenografi, hvori der kun indgår meget få remedier. Melnikov udnytter scenografien flot, og meget afhænger af hans skuespil og ageren, hvilket han heldigvis gør fremragende og med perfektion. Vi oplever Melnikovs monolog gennem den lille times tid, som forestillingen varer – Melnikov taber ikke tråden, og han formår at lægge den rette intensitet og stemning i monologen gennem hele fortællingen.
Melnikovs monolog akkompagneres perfekt af Adam Ørvad på accordeon. Accordeonen er en ”søster” til harmonikaen. Den skabte den rette og en meget markant stemning i kapellet, og man sad ofte med følelsen af, at der ikke alene var tale om den klassiske harmonikamusik. Ørvads musikalske underlægning var meget mere end det, og man fornemmede både orgel- og strygetoner.
Som nævnt i starten af denne anmeldelse vil TELL to JOY skabe ”oplevelser til eftertanke.” Dette opfylder forestillingen ”Et latterligt menneskes drøm” til fulde. Forestillingens emner er stadig aktuelle i dag, og de fleste kan sikkert genkende sig selv i indtil flere af ”det latterlige menneskes” tanker. Dette og Melnikovs flotte præstation gør, at forestillingen også vil tiltale et yngre publikum uden det store forhåndskendskab til Dostovjevskij, og forestillingen kan forhåbentligt hjælpe til at gøre Dostovjevskij interessant for alle dem, der enten synes, at det bare er et tungt og kedeligt russisk forfatterskab, eller som har fået en forkert tilgang til hans forfatterskab igennem tvungen læsning i skolen.
Hvis du gerne vil have en flot og let introduktion til Dostojevskijs tekster og samtidig se en intens og tankevækkende forestilling, bør du smutte forbi Kapellet på Assistens Kirkegård og bruge en times tid i selskab med forestillingen ”Et latterligt menneske”.
Teaterkompagniet TELL to JOY, Kapellet på Assistens Kirkegård, Kapelvej 4, 2200 København N
Spiller den 10.-11. juni 2015 under CPH STAGE og igen i flere perioder i sæson 2015/16
Spilledato: 18. april 2015
Fotos: Lucas Wxyz
Har du lyst til at købe en billet? Se nærmere på forestillingens officielle side: http://fjodordostojevskij.dk/
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod
One thought on “Anmeldelse: Et latterligt menneskes drøm, TELL to JOY/Kapellet på Assistens Kirkegård”