Anmeldelse: Faderen og Sønnen – sandhedens øjeblik, Teater DanneBro

Af Jacobe Orry

”Faderen og Sønnen – sandhedens øjeblik” henvender sig til det opmærksomme publikum; til publikummet, som tør at lade sig røre og som forstår eller har en idé om, hvad det vil sige at miste. Dette betyder, at man skal have en vis alder for at kunne følge med. Jeg må nok derfor indrømme, at den 10-årige pige, som var med sin far inde og se forestillingen, kom lidt til kort.

Jeg havde gjort mit hjemmearbejde og var derfor klar over, at vi skulle ud på en audiowalk, førend vi skulle hen til Anna Kirken, hvor den egentlige forestilling skulle foregå. Min første tanke da jeg stod foran Kapellet på Assistens Kirkegård, og ventede på at få udleveret mine hovedtelefoner, mp3-afspiller og paraply, var: ”Damn de har været heldige med vejret”. Den milde majbrise var i den grad ude med riven, og alt på kirkegården var i blomst.

Vi blev guidet igennem audiowalken af tre smukke piger, der sidenhen skulle vise sig også at have en fortællende rolle i selve forestillingen. Mine ører blev mødt af den nu afdøde fars sprøde røst, der bl.a. fortalte historier om sig selv og sine tre sønner. Om den utilstrækkelighed og frygt, der kan møde en når man bliver far. Som udgangspunkt, synes jeg, at idéen om faderens fortælling er fuldstændig genial, for det giver os et indblik i sønnernes opvækst. Den blev desværre lige til den lange side, hvilket bevirkede, at jeg engang i mellem kom til at glemme at høre efter. Og det var ikke, fordi monologen ikke var velskrevet, det var den virkelig, den var bare lidt for lang.

Audiowalken førte os videre til Anna Kirken, hvor vi skulle til begravelse hos faderen. Her blev vi mødt af de tre vidt forskellige sønner Marcus, Louis og Dragut. Deres far er den samme, men deres opfattelse af faderen er meget forskellig. Hvilken far var den rigtige? Hvilken opvækst var den rigtige? Dette er omdrejningspunktet for forestillingen.

Indenfor den ramme blev der gjort plads til både dyb sorg, svigt og ulykke, men så sandelig også til et godt grin under bæltestedet. Dialogen er sindssygt velskrevet, og der er taget god forbehold for det faktum, at begravelse og sorg er tunge emner, og at der følgelig er brug for rigtig meget god humor, både som et opkvikkende virkemiddel men så sandelig også for at sætte sorgen endnu mere på spidsen.

Sønnerne har ikke samme mødre. Den svævende og i øvrigt vordende far Dragut, er ikke vokset op med Marcus og Louis og har faktisk ikke været klar over, at de overhoved fandtes, eller at faderen for den sags skyld stadig levede. Det er særligt den firkantede og regelfaste storebror Marcus, der har det svært ved ham, hvilket efterlader Louis som udglatteren og mellemmanden. De tre karakterer er meget velspillede og efterlader os alle sammen med en empati for deres ekstremer. Vi forstår, vi accepterer, og vi lader os rører. Det er en kunst i sig selv at skrive noget så rammende og med rødder i sider af mennesket, som jeg mener vi alle sammen indeholder. Men det er så sandelig også en kunst at spille dem med en troværdighed, som vi alle sammen køber. Det var mit klare indtryk efter forestillingen, at alle i publikum sad tilbage med en følelse af både væmmelse og wow. Væmmelse over, at vi jo et eller andet sted godt ved, at vi alle indeholder de værdier, som de tre sønner hver især står for, også selvom det er menneskets i et af deres grimmeste og mest ærlige vinkler. Og wow over det faktum at vi accepterer, at mennesket nu en gang af sat sådan sammen.

For ikke at spoile jeres oplevelse, har jeg kun tilbage at sige, at min maj-aften blev med andre ord brugt på at bevidne en dramaturgisk og skuespilteknisk genistreg.

Teater Dannebro

Assistens Kirkegård og Anna Kirken, Bjelkes allé 21, 2200 København N

Spiller indtil 27. maj 2015

Spilledato: 22. maj 2015

Fotos: Teater DanneBro

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod