Anmeldelse: Familien der kunne tale om alt
Af Christian Skovgaard Hansen
Når du kommer ud fra salen efter at have set Aarhus Teaters ’Familien der kunne tale om alt’, vil dine tanker om forestillingen formentlig stritte lidt i alle retninger. Det gjorde denne anmelders tanker i hvert fald. På den ene side var elementer i forestillingen da meget sjove, og andre var aktuelle, reflekterende, politiske og samfundsrelevante, mens en stor del af elementerne på den anden side fremstår som virkelige underlige. Problemet med forestillingen er, at de mere underlige elementer overskygger forestillingens ellers gode toner.
Vi er samlet til julens familiemiddag – en speciel middag, som vil være svær at glemme. ’Familien der kunne tale om alt’ er et stykke nyt dansk dramatik af Christian Lollike, som ofte er kendt for at behandle aktuelle, ofte tabubelagte emner på en mere eller mindre kontroversiel måde, hvilket f.eks. sås i hans ’Manifest 2083’ som omhandlede Anders Behring Breiviks terrorangreb i Norge. Vi er i ’Familien der kunne tale om alt’ samlet hos den almindelige familie med de borgerlige værdier, alle klicheerne og alle konflikterne. Men denne familie er ikke helt normal; familien kan tale om alt, og med alt menes der alt.
Lollike vil i løbet af forestillingens godt 115 minutter tage livtag på en række emner, som samtidig sættes ind i familiens tåkrummende hemmeligheder og pinligheder. Det er grotesk, men på samme tid kan vi sagtens spejle os selv i forestillingens emner. Bliver det hele ved snakken? Eller gør vi noget ved det? Vi berører stort set hele paletten: behandlingen af vores demente og gamle medborgere, aktiv dødshjælp, racisme, islam, verdens klima, tro og religion, vores udseende, småborgerlighed, sundhed, sex, utroskab og kærlighed.
Alle familiens hemmeligheder kommer frem, og vi er vidne til, hvordan man mere eller mindre – mest mindre – elegant tackler disse udfordringer. Det hele spilles overkarikeret og nærmest farceagtigt. Humoren er ofte (for) plat, og den afføder ofte store grin fra salen. Farcen og den underholdende tekst passer godt til alle skuespillerne, som er forestillingens største aktiv. Det yngre publikum vil formentlig grine med og af disse scener isoleret set, men ved en nærmere tanke og analyse, glipper den dybere mening også, hvorfor forestillingen blot fremstår som pinagtige, sjove og platte enkeltstående tilfælde.
Men hvis vi ser bort fra forestillingens åbningsscene med den demente gamle far, spillet fortrinligt af Nis Bank Mikkelsen, i kørestolen med problemerne med stomi-posen, er stort set alle skuespillerne på scenen på samme tid. Ingen af skuespillerne får derfor rigtig lov til at folde sig ud, og der er mere tale om, at hele forestillingens ensemble på en og samme tid skal kunne komme til orde. Det er derfor svært at fremhæve en skuespiller frem for en anden.
Et af forestillingen mere vellykkede elementer er forestillingens ”maskebal”. Her ser vi familiens mange ansigter; både frygtens og angstens mange ansigter, og vi bliver i tvivl om, hvad virkeligheden og udfordringerne egentlig er. Der er hele tiden en maske for virkeligheden, så vi kommer aldrig rigtig ind til roden, hvorfor vi heller aldrig ser virkeligheden, som den rigtig er. Vi kommer derfor aldrig ind til en diskussion om, hvordan vi behandler samfundet, og hvad virkelighed og værdighed egentlig er.
Men dette ”alt” er samtidig også forestillingens svaghed. Forestillingen kommer aldrig rigtigt i mål, og den træder til tider for meget vande til, at vi rigtig bliver udfordret. Forestillingen vil for meget på for kort tid, hvorfor den ikke rigtig er hverken-eller. Den er ikke rigtig afgrænset, så vi får aldrig rigtig svaret på, hvad den dybere mening med livet er, og på hvordan vi skal tackle de alvorlige emner. Lollike har ret i, at vi ofte glemmer disse alvorlige, mange og forskelligartede emner som nævnt ovenfor, og at vi blot sludrer om dem uden nogen form for nærvær og forsøg på at løse udfordringerne. Problemet er blot, at hverken Lollike eller ’Familien der kunne tale om alt’ kommer os noget nærmere dette. Familien i forestillingen taler om alt ja – men det bliver så også ved denne tale.
Det er bestemt forfriskende, at Aarhus Teater tør lade den nye danske dramatik sætte op på deres Store Scene og dermed lade det komme ud til et større publikum. Det er bare ærgerligt, at det sker med en relevant, men desværre ikke finpudset forestilling, som derfor ender med at falde delvist igennem. Pointerne, forestillingens emner og specielt det at lade den fortælle gennem ”familien” er genialt – forestillingen ville blot have vundet ufattelig meget ved at være blevet kortet og ikke mindst gjort lidt mere skarp.
Som en af forestillingens karakterer konstaterer: ”Hvem er der egentlig noget galt med?”
Aarhus Teater, Store Scene, Teatergaden, 8000 Århus C
Spiller indtil 12. marts 2016
Spilledato: 19. februar 2016
Fotos: Rumle Skafte
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod