Anmeldelse: FELT, Teaterøen (FELT)
Af Christian Skovgaard Hansen
Denne lørdag eftermiddag går turen på nye eventyr: Min ledsager og jeg skal for første gang på Teaterøen. Herude – så langt væk og så alligevel så tæt på storbyens pulserende larm – spiller forestillingen ’FELT’ af FELT.
På Teaterøens hjemmeside beskrives det således: ” FELT spiller fuldt improviserede teaterforestillinger i genren ’drama’. Hver forestilling udfolder et sammenhængende og afrundet dramaturgisk forløb. Forestillingerne bliver skabt uden forudgående aftaler om karakterer og handling. Der er intet manuskript, ingen kulisser, rekvisitter eller kostumer, kun et par stole på scenen. I meditative øjeblikke skaber skuespillerne emotionelle energifelter, der intuitivt omsættes ind i monolog, dialog, situation og handling. En FELT-forestilling er i sin natur altid en uropførelse og publikum er vidne til en fortælling, der aldrig vender tilbage i samme form.”
Formatet, improviseret langformsteater, er spændende, og det beskrives som: ”Langform er dybest set al improviseret teater, der ikke er bygget op omkring teatersport og korte sketches. Arbejdet med form sætter en gunstig ramme for at skabe dramaturgi i en længere improviseret forestilling. Skuespillerne kender altså formen på forhånd, men ikke indholdet.”
Efter en prolog præsenteres de forskellige roller, som skuespillerne beholder i resten af forestillingen. Det fungerer godt, og vi savner egentlig ikke en masse rekvisitter. Der går dog nogen tid, førend vi har fået præsenteret alle de forskellige roller, hvorfor forestillingen er lidt træg i opstarten. Langform-formen bliver derfor en kende demotiverende, og denne anmelder og hans ledsager savner en lidt hurtigere form men uden at der går ”Hatten rundt” i den.
Historien til denne eftermiddags FELT-forestillingen er ligeledes spændende. Verden får huller, og passer vi ikke på, så vil verden have flere huller end mennesker, hvorved verden bliver væk. Hvad er det egentlig vi efterlader? I denne historie er indflettet forskellige andre alvorlige og samfundsrelevante temaer i ungdommens kvaler, f.eks. mobning og adfærd. Historien bliver dog ikke fortalt helt til dør. Efter epilogen og afslutningen sidder man tilbage med en række ubesvarede spørgsmål: Hvor, hvorfor, hvordan? Hvad skete der med? osv. Det hele står – desværre – derfor og flagrer lidt i vinden til slut, så man går uforløst ud af salen.
Formatet og det faktum, at hver forestilling er forskellig, er rigtig interessant, og historien denne eftermiddag er spændende. Disse to elementer står til 4 bloddråber. Men stilheden i starten af de enkelte scener er for lange, så det i stedet bliver en langtrukken affære, hvor luften nærmest tages ud af historien ved hvert sceneskift. Vi får derfor ikke en glidende forestilling, og min ledsager og jeg savner en dybere epilog og afslutning på forestillingen, så den rundes ordentlig af. Dette trækker forestillingen ned på 2 bloddråber. Resultatet for denne eftermiddags FELT-forestilling ender derfor på samlet 3 bloddråber.
Samlet set er det dog en spændende og nytænkende teaterform. Så kom afsted og oplev en anden FELT-forestilling – du bliver overrasket!
FELT
Teaterøen, William Wains Gade 11, Refshaleøen, 1432 København K
Spiller indtil 12. juni 2016 under CPH STAGE 2016
Spilledato: 11. juni 2016
Fotos: FELT
Læs nærmere her:
http://felt-teater.dk/hjem.html og http://teateroen.dk/
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod