Anmeldelse: Skatteøen, Herlev Revy og Teater

Af Julie Vad B. Madsen
Torden og tyfoner – Sebastian og Harris’ ’Skatteøen’ er tilbage i en fortolkning fra Herlev Revy og Teater – og den er mere end værd at se. Pak skriftruller og mobiler væk og bliv blæst bagover af et cast, som virkelig kan synge. Jeg var ikke den eneste som sad og rokkede og sang med. Publikum var med fra starten og hele vejen gennem stykket blev der grinet, klappet og piftet.
Plottet er som vi kender det. Jim Hawkins drager med godsejer Trelawney og doktor Livesey ud på skibet Hispaniola for at finde den berygtede Kaptain Flints skat; byttet fra utallige togter. En vild skattejagt starter for de engelske gentelmen, men de er dog ikke de eneste, som er interesseret i at finde skatte og slå sig ned et solrigt sted. Hispaniolas besætning består af en flok farlige sørøvere med John Silver i spidsen med deres egen dagsorden. Kapløbet om skatten er i gang. Publikums favorit, øens ensomme beboer, er dog klar til at tippe magtbalancen.
Stykket leverer den ene upassende joke efter den anden, ingen går fri: negere, Jehovas vidner, irer og dårlig telefoni. De bliver leveret, så ingen kan føle sig stødt, men så alle fanger dem.
Der var lagt op til, at musikken skulle være steam rock og den indledende sang spiller ekstra på den elektriske guitar og trommerne, herefter er sangene dog som vi kender dem. På dette punkt lever stykket ikke helt op til, hvad det havde lovet, MEN det bliver mere end opvejet af de fantastiske stemmer, som prydede ensemblet, man blev virkelig forført.
De blev akkompagneret af god koreografi fra danserne. Det var kun kampscenerne, der ofte virkede lidt tamme i sammenligning. Scenografien var forholdsvis simpel, men satte rammerne i hver en scene, så man aldrig var i tvivl om, hvor man var, og min ven som var med, skulle lige beundre den nærmere efter stykket. Dernæst skal kostumerne roses, de var alle med til at sætte stemningen af ”det gamle England”.
Alle de mange skuespillere gjorde et fantastisk arbejde. Jeg vil fremhæve et par præstationer, som hæver sig over de andre. Kim Strandsø levere en suveræn godsejeren, som er lavet som en større parodi på en rig engelsk snob end jeg tidligere har set – og det fungerer. Hans sammenspil med hans tjenere er intet mindre end underholdende. Publikum skralgrinede og godsejeren var samtidig bevidst om publikum, bukkede for dem og lod sig sole i klapsalverne undervejs.
Dernæst skal Morten Elkjær som John Silver fremhæves. Han leverer en solid præstation, så man hepper på ham og hans dobbeltspil og blev forført af hans mørke side og vidende af, hvor man skal stå for at være med vinderne.
Sidst men ikke mindst er Jesper Juhls udgave af Ben Gun fremragende. Nyfortolkningen af ostesangen sammen med en bevidsthed om publikum og opgejling af disse var en fornøjelse at være vidende til. Han høstede aftenens største klapsalver.
Jeg kan kun anbefale alle at se stykket. Men skynd jer – den kun spiller kort.
Herlev Revy og Teater
Herlev Teaterbio, Herlev Bygade 30, 2730 Herlev
Spiller indtil 17. juni 2016
Spilledato: 9. juni 2016
Fotos: Herlev Revy og Teater
Har du lyst til at købe en billet? Se nærmere på forestillingens officielle side:
http://hrot.billetexpressen.dk/
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod