Anmeldelse: Flagermusen, Det Kongelige Teater

Af Christian Skovgaard Hansen

 

Flagermusen er en berømt operette fra 1874 af Johann Strauss den yngre. Dengang måske en vovet handling, men dog elegant og raffineret udført. Det samme kan man ikke just sige om Peter Langdals opsætning på Det Kongelige Teater. Denne opsætning er en genopsætning af Langdals nyiscenesættelse med oprindelig premiere i 2005.

Handlingen er kringlet og lader sig ikke lige gengive. Omdrejningspunktet er Doktor Falkes hævn på sin ven Gabriel von Eisenstein. Ved en karneval for år tilbage havde Eisenstein ladet Doktor Falke ligge og offentligt sove rusen ud – stadig forklædt som flagermus, så han næste morgen bliver til grin. Falke griber lejligheden til hævn, da Eisenstein har bragt sig selv i en kedelig situation ved at blive idømt otte dages fængsel.

En stenrig russisk prins har bedt doktor Falke om at arrangere underholdningen ved sin store fest – og i denne overdådige ramme gennemfører Falke sin hævn. Eisenstein narres til denne fest, selvom fængslet venter, og en mængde personer – både med og uden deres viden – medvirker til, at Eisenstein fanges i et net af intriger, forklædninger og maskeringer. Den endelige forløsning sker i fængselsinspektør Franks efterhånden noget fyldte fængsel – og Flagermusen får sin hævn!

Forviklinger, forløsninger, følelser, fest og farver, fravær, falskhed, fængsel og ikke mindst Flagermusen(s hævn) er omdrejningspunkterne i forestillingen. Historien i sig selv er fuldendt, og efterhånden som handlingen skrider frem forstår man som publikum meningen med galskaben, og forviklingerne forløses, når sandheden til slut går op for Eisensten – og os. Hele galskaben bindes fint sammen med en fornem sløjfe.

På teatrets hjemmeside står: ””Vi er nede i nogle meget enkle følelser: længsel efter erotik, og længsel efter at kunne mærke livet!” fortæller iscenesætteren Peter Langdal.” Problemet er bare, at disse længsler og følelser bare aldrig rigtig rammer os. De drukner i Langdals iscenesættelse, hvor pjank og platheder synes at have overtaget.

Både anden og tredje akt åbner med en ”komisk” intro, hvor Morten Eisner først spiller skør kok og dernæst en ligeså skør fængselsbetjent. Disse to scener strækkes alt, alt for langt ud, så det i stedet for en sjov lille teaser i stedet bliver en dræbende kedelig og lettere tåkrummende seance, jo længere den varer. Men hvad pokker laver disse to scener i Flagermusen?! Værst af alt er dog, at det fuldstændigt tager livet af forestillingen, så operettens oprindelig fremdrift ødelægges. I stedet for opbygningen af Flagermusens – Doktor Falkes – hævn får vi disse to nedslag, som bryder fuldstændig med opbygningen af hævnen.

Forestillingens højdepunkt er den store fest, som skal danne ramme for hævnen, i anden akt. Men hvorfor pokker skal denne fest nu foregå i en svømmehal, hvor vandet gudhjælpemig er frosset – med vippe og det hele? Og hvorfor skal dele af festen foregå på et – unisex? – toilet? Ganske vist er vi til fest og maskebal, men hvorfor skal fiskene, pingvinerne og ikke mindst isbjørnen have så meget plads? Visuelt fejler Mia Stensgaards scenografi ikke noget, men den giver bare ikke meget mening som omdrejningspunkt for forestillingen. Samtidig er fængselsinspektøren tillagt en fjollet bondsk dialekt; årsagen hertil er dog svært at se. Pjank og platheder fylder alt for meget, så det er som om, at den oprindelige historie næsten glemmes.

Operetten er en ”formindsket” opera. Ikke i forhold til udstyr, længde og medvirkende, men mere i forhold til det alvorstunge, komplicerede eller højtidelige i selve handlingen. Til forskel fra operaen spilles der også skuespil og tales mellem sangstykkerne.

Sangerne er glimrende sangere, og der er ikke noget at sætte på deres stemmer. Til gengæld fungerer skuespillet og talescenerne mellem sangstykkerne mindre godt. Ikke alle slipper lige godt fra det, og ofte virker disse scener noget kunstige og unaturligt stive i det. Langt hen ad vejen er de medvirkende dog også ladet noget i stikken af Langdals lange og unaturlige iscenesættelse, som både synges og tales på et dansk, hvor oversætteren ikke altid er sluppet lige heldig afsted.

Sofie Elkjær Jensen er denne aften von Eisensteins stuepige Adele, som også ender til festen. Hun gør den bedste figur på scenen både sang- og skuespilmæssigt.

Bedst af alt denne aften er Johann Strauss den yngres musik. Det Kongelige Kapel gør sit til, at det bliver en festlig aften, og kunne man få musikken alene, ville det være nemt at hengive sig. Musikken kæmper en brav kamp, men den kan desværre ikke opveje det visuelle, som vi ser på scenen.

Musikken fejler intet, og som forestilling er Flagermusen stadig en glimrende operette. Desværre bare ikke i Peter Langdals version på Det Kongelige Teater. Man gør en operette fortræd! Æv! Nyd dog Johann Strauss den yngres dejlige musik.

 

Det Kongelige Teater, Operaen, Store Scene, Ekvipagemestervej 10, 1438 København K

Spilleperiode: 24. november 2018-3. marts 2019

Set den 6. december 2018

Fotos: Camilla Winther

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20182019/opera/flagermusen/?section=top

Medvirkende: Jens Christian Tvilum, Ann Petersen, Jens Søndergaard, Elisabeth Jansson, Gert Henning-Jensen, Susanne Resmark, Sofie Elkjær Jensen, Lars Bo Ravnbak, Mia Borgström (Operaakademiet), Morten Eisner m.fl. samt Det Kongelige Operakor

(NB! Forskellige hold på respektive spilledage)

Instruktør: Peter Langdal

Instruktør ved genopsætning: Line Kromann

Orkester: Det Kongelige Kapel

Dirigent: Robert Houssart eller Geoffrey Paterson

Scenograf: Mia Stensgaard

Kostumedesign: Pernille Egeskov

Koreograf: Jo Strømgren

Koreograf ved genopsætning: Per Lundsgaard

Lysdesign: Jesper Kongshaug

Korsyngemester: Steven Moore

Varighed: Ca. 3 timer inkl. 2 pauser

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod