Anmeldelse: Folkekongen, Husets Teater (Husets Teater og Shakespeare’s Wild Sisters Group)

By: Christian Skovgaard Hansen
On: 1. december 2019

Af Christian Skovgaard Hansen

Den nye konge. Landet har fået en ny konge – eller i hvert fald en ny magthaver. Vi møder både den nye konge, hans tilhængere og hans modstandere – og vi får en kommentar fra både de blinde seende og de seende blinde. Spørgsmålet er så, hvem af dem der egentlig ser den korrekte virkelighed. Er det en folkekonge – en folkets konge – som vi har fået? Husets Teater og Shakespeare’s Wild Sisters Group har kastet sig over den østrigske forfatter Elfriede Jelineks forestilling Folkekongen (”Am Königsweg”).

Forestillingen er skrevet som en reaktion på det amerikanske valg i 2016, hvor Donald Trump kom til magten i USA. Donald Trump selv nævnes aldrig ved navn. I princippet kunne det være hvilken som helst uskøn leder på toppen af kransekagen, og man kan/skal selv drage sine konklusioner. Vi ser en udisciplineret, anderledes leder, som er skabt af et mediecirkus, velstand og storhedsvanvid. Men ligheden med den nuværende præsident i USA er ikke svær at få øje på…

Lyset slukkes ikke. En stemme høres; men hvorfra? Lotte Andersens ordstrøm lyder pludseligt blandt publikum – så er vi i gang. Youssef Wayne Hvidtfeldt og Emilie Rasmussen lægger også ud blandt publikum. Effektivt og interessant som et billede af, at det er folkets stemme, som vi hører. Eller er det nu folkets stemme? Vores stemme? Spørgsmålet om, hvem det egentlig er, der taler, klemmer sig på.

I 2004 fik Elfriede Jelinek Nobelprisen i litteratur for hendes ”musikalske strøm af stemmer og modstemmer i romaner og skuespil, der med ekstraordinær sproglig iver afslører absurditeten i samfundets klichéer og deres underkastende magt,” som det lød i Det Svenske Akademis erklæring.

Disse ord kendetegner også denne forestilling, hvor vi får et bombardement af ord, nærmest som en løbende tanke- og talestrøm, som ikke sådan lader sig stoppe, og som er uden noget egentligt hoved og hale. Og det er netop her, at Folkekongen kommer til kort. Klichéerne og gentagelserne står i kø, og vi får ord efter ord efter ord. Med en varighed på godt og vel 1 time og 40 minutter uden pause bliver det hele lidt vel langt i spyttet. Vi har fattet pointen, vi har fattet det – men det kan siges med langt færre ord. Det hele bliver derfor et lidt for uskønt tankemylder, hvor det stikker i lidt for mange retninger uden egentligt at ville os noget.

Og det er synd. For emnet er egentlig spændende nok. Hvem fører an? Hvem råber højest, hvem får magt, hvem burde have magt, hvem gør man det for? Får vi den hele sandhed? Alt dette berøres, og selvom vi aldrig får et direkte svar i tanke- og talestrømmen, er symbolikken tyk, og vi er aldrig i tvivl om forestillingens (ensidige) fokus. Det hele får derfor en uheldig slagside. Kampen mod propaganda og klichéer bliver nu netop propaganda og klichéer. Det kan sagtens være, at det er den forkerte magthaver – men han er jo valgt, som man skal. Så er problemet et andet sted end ved selve magthaveren.

Det ville have klædt forestillingen at være lidt mere nuanceret, så den rent faktisk italesatte og problematiserede en til enhver tid siddende magthaver. Forestillingens bid bliver gennem forestillingen desværre mindre og mindre farlig. Der er derfor ikke tvivl om, at det er en relevant forestilling, som har en problemstilling med noget på sinde, men ordstrømmen og formen gør, at vi ikke rigtig tager den til os. Ordene bliver bare ord i stedet for faktisk at røre og engagere os.

De tre skuespillere Lotte Andersen, Youssef Wayne Hvidtfeldt og Emilie Rasmussen (elev fra Den Danske Scenekunstskole) kæmper en brav kamp, og det er sammen med det øvrige visuelle deres fortjeneste, at vi holder ud. Særligt Lotte Andersens vrede, bitre ordstrøm til os som publikum, til verdenen er god – den er tilpas insisterende, og den sætter sig i os og spørger os, om det nu egentlig er det her, som vi ønsker, og om det er de(n) rette, der har fået magten.

Scenerummet er nærmest som et cirkustelt med kulørte lamper hele vejen rundt og et scenerum formet som et kryds, hvor vi som publikum sidder i alle kvadrater. Forestillingen er dog her måske knap så munter, som en cirkusforestilling plejer; der er alvorligere ting på spil, og tåler de mon at bliver gjort grin af? Sammen med en række stærke visuelle virkemidler i form af kostumer og masker, fungerer det, som øjet ser derfor upåklageligt. Vi får både en afdanket Frihedsgudinde, en række blinde seende eller seende blinde og en kæmpebaby.

Folkekongen er for dig, der vil have en anderledes oplevelse inden for politisk teater, og som interesserer dig for samfundet. Vær blot opmærksom på, at forestillingen alene er et indspark i debatten om magt og lederskab, som ikke hverken kan eller bør stå alene, da den er noget partisk og ordtung. Forestillingen kommer derfor ikke i mål, men holdes særligt oppe af fine skuespillerpræstationer, som kæmper en brav kamp med den til tider uskønne samling ord.

Folket har magten – eller har de?

Husets Teater og Shakespeare’s Wild Sisters Group (TW)

Husets Teater, Halmtorvet 9, 1700 København V

Spilleperiode: 16. november-11. december 2019

Set den 28. november 2019

Fotos: Henrik Ohsten Rasmussen

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.husetsteater.dk/forestillinger/folkekongen/

Medvirkende: Lotte Andersen, Youssef Wayne Hvidtfeldt og Emilie Rasmussen (elev fra Den Danske Scenekunstskole)

Tekst: Elfriede Jelinek

Instruktion og scenograf: Liv Helm og Baboo Liao

Lyddesign: Nanna-Karina Schleimann