Anmeldelse (re-anmeldelse): Tarzan, Falkoner Salen (Fredericia Teater)

By: Jonathan Stahlschmidt
On: 1. december 2019

Dette er en re-anmeldelse af forestillingen ved Københavnerpremieren. Læs vores anmeldelse fra den oprindelige premiere i Fredericia her.

Af Jonathan Stahlschmidt

Jeg kan stadig huske, hvor imponerende Tarzan var som tegnefilm. Jeg kan ikke have været mere end seks år gammel, da den kom ud, og jeg mener at have hørt efterfølgende, at det var første gang man benyttede sig af computergrafik i en Disneyfilm. Det var levende, hæsblæsende og lige noget for en lille spirrevip, der dengang boede lige ud til brynet af Gribskov og elskede at klatre i træerne.

I dag er oplevelsen løftet yderligere. Hvis man drister sig ind i Frederiksbergs inderste jungle kan få alt for pengene og mere til i Falkoner Salen. Ved ankomsten hænger der abe-udklædte akrobater fra facaden, der trodser både det isnende novembervejr og ikke mindst tyngdekraften, mens de springer og snurrer rundt og bliver mødt af imponerede gisp fra forbipasserende. Det er smukt og blæret. Inde i salen er der tændt for de flere meter høje LED-skærme på scenen. Grafikken er et levende grønt spil bag de mange lian-beklædte podier. Der stiger orange gløder op i grafikken – et varsel om det drama, der skal til at udspille sig.

Det bliver klart for mig at det er mere reglen end undtagelsen, at der er ting, der sker på under tres sekunder. Fra første minut begaves vi med flot akrobatik og flyvetræk. Bagskærmene bliver taget i brug på meget kløgtig vis. Scenerøg, lys, lyd, akrobatik, sang – alt spiller. Det tager ca. 40 sekunder fra at Maria Skuladottir i sin rolle som Kala træder ind på scenen, til at hun får det til at nive i tårekanalerne. Der skal ikke mere end et halvt minut og omtrent ti meters gang over scenen før jeg er overbevist om, at Teit Samsø faktisk er silverback-gorillaen Kerchak med den utrolige sans for detalje og naturlighed, som han har i sit kropsarbejde. Og det tager måske et nanosekund, lige akkurat nok til, at en enkelt muskel bliver strukket, før Kim ”Adonis” Ace har givet samtlige mænd i publikum gevaldige mindreværdskomplekser. Hvad han giver kvinderne, tør jeg ikke tænke på. Jeg er måske en smule glad for, at jeg sidder her med min redaktør og ikke min kæreste.

Hvis man ikke ved meget om, hvor hårdt arbejde der skal lægges i at få en forestilling til i første omgang overhovedet at fungere, får man måske blot en oplevelse af at være dybt imponeret, transporteret til den congolesiske jungle og helt igennem overbevist om at det er muligt som voksen, at få gentaget fortryllelsen man kom igennem da man som barn så en ny Disneyfilm.

Hvis man ved bare det mindste om, hvor mange puslespilsbrikker og hvor meget blod, sved og knofedt der skal gå op i en højere enhed, så er man nærmest helt vantro ved tanken om, at det er i ens eget lillebitte Danmark, at så storslået en præstation kan bevidnes. Fredericia Teater bliver en større og større kulturskat, og noget vi som nation i sandhed kan være stolte over.

Et langt stykke ad vejen, og især fra starten af, er det for mig Maria Skuladottir og Teit Samsø der med hver deres helt unikke abe-karakter bærer nerven i forestillingen. Marias hjerteskærende vers af ”To liv” føles præcis, hvis ikke mere, som første gang man hørte den i biografen som barn. Kerchaks sang om det tunge åg ved lederskab ”Det måtte ske” er ligeså rørende, med en passende lille sprække ind igennem hans tykke panser.

Men da Kim Ace og Regina Sloth senere folder den ikoniske Tarzan og Jane-romance ud, er det også en sand showstopper. Det er en meget nørdet og fortumlet Jane, der er taget på ekspedition i denne udgave. Og hvorfor skulle hun ikke også være det? Og udover at være et overmenneske af en performer, er Kim Ace en utrolig naturtro Tarzan. Forskellen i hans kommunikative evner med sin gorilla-familie, og med de første andre mennesker han møder i sit liv, er så velspillet, at det næsten kan regnes for at spille to roller.

En anden fin detalje er at finde i montagen, hvor Tarzan bliver voksen. Den udspiller sig under sangen ”Menneskesøn”: Først og fremmest er der fundet to (fire, hvis man tæller de alternerende med) utroligt dygtige og scenestærke unge drenge til at være Tarzan og Terk som små. Dernæst gav det mig et lille krøllet smil i mundvigen at de lod udviklingen fra unge til voksen ske på videnskabelig korrekt vis. Med andre ord: Vi ser først en barne-Tarzan og en barne-Terk. Lige pludselig overtager Diluckshan Jeyratnam som voksen-Terk, mens barne-Tarzan bliver på scenen. Fordi gorillaer bliver hurtigere voksne end mennesker selvfølgelig. Og resultatet bliver også, at det føles som om Elvis eller frelseren selv er i bygningen, når vi endelig introduceres for den fuldvoksne Tarzan.

Der kan gives roser i kilometervis til både kostumier Anna Juul Holm og make-uppens Michael Skytte. I forening med et ensemble, der virkelig har styr på deres fysiske fremtoning, bliver konceptet med den simple gorilla-sminke og deres specielle pludderbukser utroligt velfungerende. Scenograf Kevin Depinet har bygget en jungle op der nærmest kun fremstår endnu mere imponerende her i københavner-opsætningen.

Billetterne er alle pengene værd, selvom prisen er i den tunge ende. Man kan roligt tage sine børn og sine ældre under armen. Hele familien kommer med sikkerhed til at gå fra salen med strålende øjne. Jeg blev selv på en sælsom måde genforenet med mit tyve år yngre jeg, og skal hilse fra ham og sige, at der stadig er stor magi i verden og bestemt en masse håb for dansk musicalteater.

Fredericia Teater

Falkoner Salen, Falkoner alle 7, 2000 Frederiksberg

Spilleperiode: 29. november 2019-5. januar 2020

Set den 29. november 2019

Foto: Søren Malmose

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.fredericiateater.dk/tarzan/

Medvirkende: Kim Ace Nielsen, Regina Sloth, Maria Skuladottir, Teit Samsø, Diluckshan Jeyratnam m.fl.

Instruktør: Lynne Kurdziel Formato

Scenograf: Kevin Depinet

Kostumer: Anna Juul Holm

Hår og make-up: Michael Skytte