Anmeldelse: Footloose, Gorgerne

Af Mille Mikie Hansen
I en smukt belyst sal starter koret stærkt ud med at spille den berømte sang ‘Footloose’, som stykket også er opkaldt efter. Der er dans og sang, og de formår hurtigt at få publikum i festhumør, så hele salen rokker med til de berømte 80’er-poptoner.
Til dem som ikke kender baghistorien, er forestillingen en fortælling om en ung dreng, Ren, fra Chicago, der flytter til den lille flække Bomont. I Bomont har de indført en lov om, at man ikke må danse grundet en ulykke for 5,5 år siden. Det er Ren ikke yderligere tilfreds med og beslutter sig for at gøre oprør imod situationen.
Og vi kan jo lige så godt gøre det klart fra starten; a very shining star is born. Vores hovedkarakter skinner og danser os gennem hele fortællingen med hans veløvede dansetrin og hans rappe replikker. Jeg vil mene, at det er værd at se dette stykke bare for at få lov til at blive tryllebundet af Jonathan Stahlschmidt som Ren McCormack.
Generelt er stykket super-velcastet med den kvindelige hovedrolle, som synger røven ud af bukserne på os, Louise Gade, og selvfølgelig med det søde generte par Rusty, det dejlige sludrechatol, spillet af Marie Louise Hansen, og Willard Hewitt den mindre talende, ranglede, sødt akavede fyr, spillet af Mathias Lakshøj-Hansen.
Stykket har forsøgt sig vellykket med nogle nytænkende vinkler, fx ved at indlægge en rap-sekvens. Det giver et afbræk i den ellers traditionelt opstillede forestilling. Jeg synes, det fungerer fint, men det er også en chance, man har valgt at tage, da folk snildt kunne gå hen og blive småprovokerede af den anderledes og utraditionelle scene.
Jeg har valgt at give ‘Footloose’ i Galaksen 5 ud af 6 bloddråber. Det er et fantastisk stykke, smukt opstillet med et skønt cast.
Men der var en del lysproblemer, som fik publikum revet ud af historien, fx da spottet på den kvindelige hovedkarakter sejler rundt over hele scenen, og da lyset bliver tændt ude i publikumsalen midt under en meget emotionel scene. Det var efter min mening rigtig ærgerligt.
Så hvis du er til storladen musical med masser af festlig sang og dans og vil opleve en traditionel historie med moderne afbræk, så skal du tage ind og se ‘Footloose’ i Galaksen.
De får dig så højt op, at du må kigge ned for at se himlen.
Gorgerne
Galaksen, Bymidten 48, 3500 Værløse
Spiller indtil d. 14. november 2015
Spilledato: 10. november 2015
Foto: Lars Lind Poulsen
Har du lyst til at købe en billet? Se nærmere på forestillingens officielle side:
https://www.facebook.com/events/1092559597421183/
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod
Jeg er helt sikker på at det er en super oplevelse , jeg har været ind og se jeres tidligere opførelse og synes det har været fantastisk …Så jeg glæder mig til at se det helt vildt :-)))
PS . pøj pøj med forestillingen til jer alle de største hilsner Tanja