Anmeldelse: Frøken Julie, Aarhus Teater
Af Sofie Amalie Dammeyer Johansen
Hvad er det teatret kan, som biografen ikke kan? Og hvorfor bliver vi ved med at vende tilbage til de plyssede, gamle tilskuerrækker, når vi i biffen kan få 3D-briller med i købet?
Mine damer og herrer! Jeg er ikke ’Mrs. know it all’ men en skribent med én simpel sætning på hjerte: ”Fordi en gammel klassiker som ’Frøken Julie’, af August Strindberg fra 1888, stadig kan tage røven på mig og i én og samme bevægelse feje benene væk under mig og gøre mig stum”.
Ingen vilde, visuelle virkemidler skal hér afgøre publikums overbevisning af scenekunst – vi kommer for Den Store Historie, som kun teatret kan give os. Godt gået Strindberg og godt gået Findlay for så rodfast, genial dramatik i en blomstrende, nutidsrelateret ’glasrammefortælling’.
Salen er fyldt op. På scenen møder vi ufrivilligt vores eget spejlebillede i en dunkel, nypudset glasboks med sterile, minimalistiske overflader i et ellers moderne køkken præget af ’high class-interiør’. I glasboksen ser vi Mette Døssing, i rollen som køkkenpigen ‘Kristin’, i færd med at pudse de store vinduer indvendigt. Publikum rykker tættere på. Hver og én bevægelse iagttages – hver og én detalje må med. Vi er som klistret til glasset, en flue på væggen som hurtigt vaskes væk. Men ruderne er store og afstanden er kort. Vi rykker helt tæt på. Ovenover vinduerne i huset, går et digitalt ur baglæns. Noget væmmeligt er på færde… Nogen ønsker af en eller anden grund at spole tiden tilbage…?
Med kun tre skuespillere på scenen, ét rum, få sceneskift og en gammel, klassisk tekst stukket i hånden, formår ’Frøken Julie’ alligevel at opsluge teatersalen og forføre publikum ind i historiens kontrollerede spind og karakterernes komplicerede sind.
August Strindberg din gamle svinger – hvad er det, du gør ved os?
Selvom det banebrydende, naturalistiske stykke ’Frøken Julie’ er skrevet i en tid, hvor problemstillingerne så markant anderledes ud, end dem vi slås med i dag, vil dramaet stadig kunne placere sig blandt de universelle, tidsløse værker, som vi gang på gang hiver ned fra hylden. ’Frøken Julie’s tematiske relevans, i forhold til status, kønnets magtkamp og kvindens seksuelle frigørelse, kan nemt perspektiveres til i dag, og det gør det derfor let for publikum at identificere sig med karaktererne i stykket.
Respekt for forestillingens bevaring af det gamle sprog, der dog blev en anelse tungt i længden, idet skævheden blandt skuespillernes tekstformidling hurtig blev tydelig. Hér holdte Jesper Dupont fanen højt, i rollen som ‘Jean’, med sin velartikulerede, præcise og meget energiske stemmeføring og karakterarbejde. Særligt tungt blev det, når handlingens verbale formidling ikke hang sammen med kropssprogets udtryk og signalement, hvilket desværre forfulgte husets herskerinde igennem forestillingen. Der manglede sommetider energi på stemmen, og idet krop og stemmeføring ikke altid fulgtes ad, blev det svært for publikum at følge karakterens motivation for handling og udvikling gennem stykket. En cadeau skal samtidig lyde til fjerdeårseleven Sara Hjort Ditlevsen for at kaste sig ud i Strindbergs verdensklassificerede dramatik og på modigste vis allerede at fremstå så stilren i sit spil.
Uden tvivl fantastisk scenografi af Alex Lowde, som fra start stjal vores opmærksomhed og var med til at skærpe nærstudiet af karaktererne i forestillingen. Genialt var Benjamin La Cour og Kim Engelbredts lyddesign af midsommerfesten på husets øverste etage, som skabte et ekstra rum på scenen og gav skuespillerne et sublimt medspil.
’Frøken Julie’ kan varmt anbefales til alle i smilets by. Er du til klassisk dramatik eller ej, så er denne forestilling en overraskende, sikker vinder, da du ikke et sekund er efterladt til kedsomhed eller gamle, støvede anekdoter, som dine fordomme muligvis måtte have indbildt dig.
Så grib dit flotte ’surfboard’ og kast dig ud i internetbølgen og køb din næste billet. Det er billigere end biffen!
Aarhus Teater, Scala, Teatergaden, 8000 Aarhus C.
Spiller indtil d. 3. oktober 2015
Set d. 9. september 2015
Foto: Rumle Skafte
Har du lyst til at købe en billet? Se nærmere på forestillingens officielle side:
http://www.aarhusteater.dk/forestillinger/forestillinger/aktuelt/scala/
Er du ung under 25 år eller studerende, og bor du i Århus eller omegn? Så husk at Aarhus Teater lige nu har præsenteret et udspil, hvor prisen for en billet, til en forestilling, på én af teatrets mange scener, i sæson 2015/16 kun er 50 kr. (inklusiv billetgebyr). Se så at komme afsted!
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod