Anmeldelse: Gengangere, Husets Teater (Husets Teater og Odense Teater)
Af Christian Skovgaard Hansen
Mennesket er en skrøbelig størrelse, og i sit samvær med andre kan relationerne og sandheden udfordres. Dét kommer vi til at opleve i Liv Helms fortolkning af Henrik Ibsens klassiske drama Gengangere.
Heri har Liv Helm ladet stuepigen Regine spille en langt større rolle end normalt, og hun har ladet hende og hendes fortælling være omdrejningspunktet. Vi oplever hendes syn på og opfattelse af det dysfunktionelle herskabshjem, som er fyldt med traumer og fortielser i fortidens spøgelser og både da- og nutidens løgne. Ingen af disse dele tåler dagens lys. Men de oprulles alligevel lige så stille, således de netop kommer frem i dagens lys.
Enken Helene Alving kæmper for at holde sammen på familien. Hun får hjælp hertil og til de økonomiske forhold af pastor Manders, der var barndomsven med hendes afdøde mand. Hun savner den voksne søn Osvald, så da han kommer på besøg i hjemmet, har hun store forventninger. Men intet går som planlagt. Alt imens prøver stuepigen Regine at finde sit ophav, og hun har et noget anstrengt forhold til sin far, Jakob Engstrand. Efterhånden kommer alle sandhederne dog frem, og dramaet ender alt andet end lykkeligt, når familien Alvings sorte fortid åbenbares.
Ellaha Lack spiller rollen som Regine. Det er i høj grad hendes store og fantastiske spil, hvor følelserne sidder på nåle, der fylder den lille scene ud. Hun besidder alle facetterne i historiens og ikke mindst i Regines egen udvikling, og man aner, at hun i høj grad er klogere end som så, når historien hele vejen igennem ses fra hendes øjne. Hun er derfor også på scenen under hele forestillingen.
Malene Melsens fru Alving elsker nok familien og ikke mindst sønnen Osvald, men det er ikke altid en sund kærlighed, som hun udviser, når hun inderst inde godt kender til fortiden. Som altid leverer Melsen et fantastisk karakterspil. Lasse Steens hjemvendte søn er både fortabt og forkælet, og han er ikke mindst forgabt i en usund, næsten psykopatisk, tankegang.
Lars Simonsens pastor Manders har en spidshed og en vis autoritet, men også den kan nedbrydes, når hykleriet kommer frem. Peder Holm Johansens Jakob Engstrand er nok fordrukken, men man aner, at han aner mere end som så, og at han alligevel kan handle kvikt. Det er derfor et samlet hold, der alle leverer fremragende præstationer, når gengangeriet afsløres.
Petruska Miehe-Renard har stået for den endimensionelle scenografi, der er lavet som decoupage, og som ses fra Regines vinkel uden for de store stuer og fine værelser. Scenografien falder stille og roligt sammen som et korthus, efterhånden som sandhederne og skeletterne i skabene vælter frem. Det er enkelt og effektfuldt.
Man kan mene, hvad man vil om Liv Helms greb på Ibsens Gengangere. For udover at have iscenesat forestillingen har hun også bearbejdet den, så vi ser den fra Regines vinkel. Det fungerer efter min opfattelse godt, men der vil sikkert være nogen, der savner den klassiske opsætning. Den eneste anke til Helms bearbejdning er, at slutningen afviger fra Ibsens forlæg, og jeg har svært ved at se, hvad Helms version kan, som Ibsens version ikke kan.
Helms version af Gengangere er dog stadig en flot og seværdig forestilling, som anskuer fortællingen fra en anden vinkel. Sammen med fremragende skuespilpræstationer over hele linjen, er spændingen og ikke mindst spændingerne i Ibsens psykologiske drama stadig i top. Det serveres her stærkt for os i en kompakt udgave på halvanden time.
Forestillingen er første del i en Ibsen-”spøgelses”trilogi, som Husets Teater vil præsentere sammen med Odense Teater. Det bliver spændende at se, om de næste dele kan holde den samme spænding og stramme fortælling.
Husets Teater og Odense Teater
Husets Teater, Halmtorvet 9, 1700 København V
Spilleperiode: 14. september-12. oktober 2024
Forestillingen spiller herefter på Odense Teater, Værkstedet i perioden 23. oktober-23. november 2024
Set den 21. september 2024
Fotos: Emilia Therese
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Ellaha Lack, Lasse Steen, Malene Melsen, Lars Simonsen og Peder Holm Johansen
Tekst: Henrik Ibsen
Bearbejdelse og iscenesættelse: Liv Helm
Scenografi og kostumedesign: Petruska Miehe-Renard
Lyddesign: Erik Christoffersen
Lysdesign: Rosa Birkedal
Dramaturg: Sosha Teperowska
Instruktørassistent: Freja R. Nissen
Scenografassistent: Catrine Faurby
Varighed: Ca. 1 time og 30 min. uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod