Anmeldelse: Tid til glæde, Nørrebro Teater
Af Christian Skovgaard Hansen
En mor siger, at ”En mor siger…”. Tid til glæde er Julie Maj Jakobsens oversættelse af den norske dramatiker Arne Lygres tekst. Det er tvivlsomt, hvor meget tid der her er til glæde. Der er mere tid til at overveje, hvornår denne langsomme tekst er slut, og til at overveje, hvad den egentlig vil sige os.
Omdrejningspunktet i forestillingen er efter sigende den komplekse familie. Familien, som vi alle er en del af, og som opleves forskellige på både kryds og tværs. Familien i forskellige konstellationer er da også til stede i teksten. En mor og hendes datter og søn. En nabo og hans ekskone. En enke og hendes to stedsønner.
Alle disse personer blander sig i hinandens liv, når de pludseligt mødes i klitterne ved bænken, og der er sprængfarlige og ømtålelige emner at tale om. Vi oplever relationer, kærlighed, omsorg, sorg, savn, længsel, selvindsigt og irritation i mange former. Vi kommer omkring det hele. Vi forsøger at finde ud af, hvem man er blevet – eller vil blive. Men! Og der er nemlig desværre et stort ”men”.
Forestillingen varer 2 timer og 30 minutter inkl. pause. Der er rigtig mange ord. Ord, ord, ord. Der siges mange ord, men problemet er, at de ord ikke rigtig siger hverken persongalleriet eller os som publikum noget nævneværdigt. Teksten er langsom og sine steder går den næsten i stå. Flosklerne står i kø, og tekstens indhold bliver aldrig rigtig nærværende eller troværdigt. Det bliver derfor sjældent hverken særligt dybt, klogt eller morsomt. Dét kan Madeleine Røn Juuls iscenesættelse eller Laura Rasmussens fine og enkle scenografi, der virker ganske virkningsfulde og tro mod fortællingen, desværre heller ikke rigtig ændre på.
Udover disse familiemøder er der i første akt ikke rigtig nogen handling. De forskellige familiekonstellationer mødes. Moren venter på, at sønnen Aksle dukker op. Da han endelig kommer – langt senere end alle de andre – fortæller han, at han vil rejse væk for at finde sig selv. I hvert fald for en tid. Ingen forstår ham dog rigtigt.
I anden akt er scenen noget anderledes. Vi er her hjemme ved David, Aksles forladte kæreste, og vi møder nu en ny familie- og personkreds, der er kommet for at fejre Davids fødselsdag. Der går lidt tid, før man har forstået den nye personkreds. Der bliver igen talt og talt, men igen er der ikke rigtig nogen handling. Vigtigt er dig, at nye venner kan blive til gamle venner – med tiden.
Skuespillerholdet kæmper en brav kamp for at give teksten luft under vingerne. Tina Gylling Mortensen er forestillingens hjørnesten og hendes mødrefigurer, der sætter i hver sin grøft følelsesmæssigt, fungerer særligt godt. Johannes Lilleøres usikre eksmand, Sarah Bobergs harme enke, Katinka Lærke Petersens undseelige, men dog alligevel lettere heftige datter/søster, og Peter Christoffersens selvvidende Aksle og hans modsætning Daniel fungerer fint.
Som publikummer genkender man formentlig sig selv og familien i persongalleriet, og alle personerne har både en flig af det skønne og det mindre skønne. Sådan er livet og de fleste familieforhold. Men det står aldrig rigtigt klart hvorfor eller hvorfor ikke, at personerne i Tid til glæde gør som de gør. Der er derfor ikke rigtig tid til glæde – der er nærmere tid til undren!
Nørrebro Teater, Ravnsborggade 3, 2200 København N
Spilleperiode: 21. september-2. november 2024
Set den 21. september 2024
Fotos: Amanda Bødker
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Sarah Boberg, Peter Christoffersen, Brian Hjulmann, Christiane Gjellerup Koch, Johannes Lilleøre, Tina Gylling Mortensen, Katinka Lærke Petersen og Jacob Weble samt percussionist Mathias Friis-Hansen
Instruktion: Madeleine Røn Juul
Manuskript: Arne Lygre
Oversættelse: Julie Maj Jakobsen
Scenografi og kostumer: Laura Rasmussen
Lyddesign: Mathias Friis-Hansen
Lysdesign: Mia Jandje Willett
Koreografi: Esa Alanne
Varighed: Ca. 2 timer og 30 minutter inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod