Anmeldelse: H.C. Andersens samlede eventyr, Teater Momentum (Mungo Park)
Af Mette Herschend
Denne forestilling er en repremiere. Vi anmeldte også forestillingen, da den havde premiere. Den kan du læse: her. Dengang gav vi den også 5/6.
—
’H.C. Andersens samlede eventyr’ havde premiere i oktober 2015 i Mungo Park og turnerer nu rundt i Danmark. I forbindelse med H.C. Andersen Festivals 2016 spiller forestillingen på Teater Momentum til og med 27.august.
Stadig overvældet og stadig med tankemylder sidder jeg her ved mit spisebord og spiser pasta, mens jeg prøver at samle tankerne om den kraftfulde, nærmest eksplosive, teateroplevelse ’H.C. Andersens samlede eventyr’ på Teater Momentum var i går.
Skal jeg være helt ærlig, kan jeg som ung i Odense godt få lidt for meget H.C. Andersen i hverdagen, og når der tilmed er en hel festival dedikeret til ham… ja, I ved måske, hvor jeg vil hen. Men instruktør og dramatiker Heinrich Christensen har sørget for, at gennemgangen af nationaldigterens 156 eventyr er moderne og langt fra kedelig. Forestillingen er ikke bare en hyldest til H.C. Andersens omfattende forfatterskab, men også et indblik i hans noget smertelige og melankolske liv.
Handlingen kan I læse i min kollegas anmeldelse af forestillingen i Mungo Park fra d. 5. oktober 2015. Jeg vil nøjes med at sige, at vekselvirkningen mellem teater og teaterkoncert fungerer rigtig godt, da den på den ene side tilbyder intellektuelle lyriske godbidder, og på den anden side trækkes hyldesten af H.C. Andersen ned på et plan, hvor alle kan være med, f.eks. med morsomme sangtekster som ”H.C. Andersen har skrevet meget godt, men han har også skrevet noget lort”.
Derudover synes jeg, at begyndelsen var en smule træg i optrækket, og jeg begyndte at blive lidt utålmodig. Men jeg skal love for, at forestillingen pludselig tog fart, og at udtryk, kropslighed og humor flød ud over alle bredder.
Hvis jeg ikke allerede var fan af Nana Christine Morks efter hendes optræden i ’Lad den rette komme ind’, blev jeg det i hver fald i går. I rollen som den i udadtil noget stramme men dedikerede bibliotekar, Karen, går hun fra den ene yderlighed til den anden på et splitsekund, og efter en feministisk læsning af nogle af H.C. Andersens værker var salen på kogepunktet og fyldt med latter.
Mads Hjulmand i rollen som den nyuddannede bibliotekar, Leif Arne, udtrykker for mig barndommens naivitet og fantasifuldhed – i virkeligheden den perfekte modtager til H.C. Andersens eventyr – en sjov karakter, og man får en fornemmelse af, at det hele tiden er Mads, der sætter tempoet i forestillingen.
Slutteligt er Thomas Bang skøn i rollen som Peder i skånejob, hvor han flere gange trækker tempoet helt ud af forestillingen, hvilket både giver en rigtig god dynamik men også tid til refleksion for publikum. Han fungerer derudover også som det bærende musikalske element.
Udtrykket i forestillingen er excentrisk, vanvittigt og skrøbeligt – en kombination jeg er blevet ret vild med, og som næsten har været en minitendens i løbet af sommeren.
Jeg fastholder de fem blodsdråber til ’H.C. Andersens samlede eventyr’ – denne gang på Teater Momentum. Med teaterstykkets både dannende og underholdende funktion bliver H.C. Andersen (dare I say it) mere interessant og bestemt et teaterbesøg værd.
Mungo Park
Teater Momentum
Spilleperiode: Til og med 27. august 2016
Set den 25. august 2016
Fotos: Mungo Park
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
http://www.teatermomentum.dk/h-c-andersens-samlede-eventyr-2/
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod