Anmeldelse: Hail to the Good Listener, Det Kongelige Teater (Dansk Danseteater)

Af Ida Spedtsberg
Hail to the Good Listener er sidste del af den danske koreograf og danser Marie Topps trilogi om sansernes kompleksitet. Denne gang er der tale om et ensembleværk skabt til fem af Dansk Danseteaters kvindelige dansere. Forestillingen er en del af Dansk Danseteaters Generator-program, der støtter dansekunsten og fremadstormende koreografer.
Og Marie Topp har da også lavet en anderledes forestilling. I en trance-agtig tilstand bevæger de fem kvinder sig i en slow-motion koreografi i løbet af forestillingens 45 minutter. Marie Topp har selv beskrevet, hvordan hun sammen med danserne har ”analyseret og bearbejdet de hierarkier og konventioner, vi har indlejret i vores kroppe med ønsket om at skabe et værk, der kan spejle vores samtid og resonere og vibrere med publikum i 2021.” Hovedformålet er at tvinge os til at tage stilling til os selv og vores egen rolle i rummet.

Og det er her forestillingens problem opstår. For selvom jeg oplever at være fanget i en tidslomme med mine egne tanker til forestillingens meditative lydtæppe, så er det ikke hyperfokus, der opstår. Men derimod distraktion. Jeg trækkes ikke ind i dansernes fortælling, hvor abstrakt den end må være, og jeg hverken resonerer eller vibrerer til den elektriske musik. I stedet vandrer mine tanker. Til hvad jeg har lavet tidligere på dagen, til de ting, jeg skal huske i næste uge, og til den træthed, jeg føler i min krop.
Sandheden er, at forestillingens spændingskurve desværre var meget flad. På mange måder er Hail to the Good Listener i virkeligheden mere en kunstinstallation end en danseforestilling. Sådan en som man gerne ser på et kunstmuseum, hvor det blander sig med andre input, og hvor man selv kan gå til og fra. Dansernes meget langsomme bevægelser minder mest af alt om tang, der flyder i vand, men uden den smukke, glinsende fornemmelse, der skaber fascinationen. Og kommer man udelukkende for trin og betagelse, så går man forgæves. I stedet er de 45 minutter uden nævneværdig progression og med en følelse af tomrum.

Og på den måde får Marie Topp og danserne fra Dansk Danseteater jo alligevel bevæget mit mentale jeg ind i et meditativt rum. Det er da i hvert fald mine tanker, der fylder mest der ved Takkelloftets intime scene. Men med hvilket formål? Og hvorfor skal mit fokus trækkes væk fra dansen og kunsten og over i mig selv? Som publikum og anmelder tager jeg til forestillinger med det formål at blive suget ind i koreografens og dansernes verdner – ikke for at blive skubbet tilbage i min egen. Hvor ville jeg ønske, Hail to the Good Listener havde lukket os ind i deres verden i stedet.

Samtidig er jeg ked af, at danserne ikke fik mulighed for at vise deres fantastiske evner – udover den enorme kropskontrol, det må have taget at bevæge sig så langsomt i længere tid. Danserne fra Dansk Danseteater besidder mange fortræffelige kvaliteter, og jeg havde håbet på, at se mere end en side af dem denne dag.
Jeg tror, jeg forstår, hvor Marie Topp gerne ville hen med denne forestilling. Og det var modigt at forsøge at skabe den slags bevidsthed og hyperrefleksion, som målet for forestillingen formentlig var. Men Hail to the Good Listener er mest af alt et distraherende kunsteksperiment. Og det er virkelig ærgerligt. For med Dansk Danseteaters dygtige dansere til rådighed og Marie Topps idéer og nerve kunne det have været en banebrydende aften.
Dansk Danseteater
Det Kongelige Teater, Operaen, Takkelloftet, Ekvipagemestervej 10, 1438 København K
Spilleperiode: 28. maj-1. juni 2021
Set den 30. maj 2021
Fotos: Raphael Frisenvænge Solholm
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://www.danskdanseteater.dk/forestillinger/hail-good-listener
Medvirkende: Dansere: Merete Hersvik, Jessica Lyall, Lúa Mayenco Cardenal, Milou Nuyens, Teresa Fogh Schou
Koreograf: Marie Topp
Lydkunstner: Julia Giertz
Lysdesign: Mårten K. Axelsson
Kostumedesign: Maria Ipsen
Varighed: Ca. 45 minutter uden pause
Anbefalet fra 14 år
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod