Anmeldelse: Noget om antihelte, Teater V (Limfjordsteatret)

Anmeldelse: Noget om antihelte, Teater V (Limfjordsteatret)

Af Line Rolighed

”Manden er død. Mændene længe leve” lyder det i forestillingen Noget om antihelte. Her møder publikum tre mænd. Tre moderne, musikalske og humoristiske mænd – men hvem er de egentlig, disse mænd anno 2021? Med Noget om antihelte rammes nye toner inden for kønsrolledebatten, og det er interessant at følge med i, også som kvinde. Ikke mindst fordi pointerne leveres modigt og med charme og humor.


Noget om antihelte lægger fra land med en ret maskulin energi. Der står tre mænd på scenen klædt helt i sort, røgmaskinen kører, og konfettirøret er ladt – men bag det dramatiske ydre ligger en dybere søgen efter, hvordan det maskuline kan kombineres med det sårbare og følsomme, når nu den klassiske, grove mandsstereotyp er brudt op.

Helt klassisk defineres en antihelt defineres af Gyldendals Teaterleksikon som en ”uheroisk og ofte handlingslammet” karakter, men hvordan kan man egentlig handle heroisk som mand? Hvordan ser en helt ud i 2021? Gennem brudstykker af personlige fortællinger om de tre primære hovedkarakterer, Thomas, Sune og Jens, udforskes netop det. Manuskriptet er udviklet blandt andet af skuespillerne selv: Jens Andersen, Thomas Guldberg Madsen og Sune Skuldbøl Vraa, som også selv står for musikken, og det mærkes på tilskuerrækkerne, at skuespillerne selv er investeret i forestillingen.

I fortællingen er der plads til både dybe, sårbare refleksioner om forældrerettigheder, faderligt ansvar og identitetskrise, men også mere platte portrætteringer af magtsyge mænd og behovet for en ”man cave”, hvor manden kan få lov at være i fred og opføre sig som en rigtig drengerøv – helst i protest mod en kvinde selvfølgelig. Stykket igennem navigerer skuespillerne elegant mellem det humoristiske og det mere alvorlige, og kan man blandt andet lide den humoristiske tone i Halfdan Rasmussen sangtekst ”Noget om helte” om den fredelige mand, der bare gerne vil have lov at passe haven og kærligheden, vil man med alt sandsynlighed også holde af de humoristiske toner i Noget om antihelte.

Men det handler ikke kun om mænd. Forestillingen er også samtidsrelevant for kvinder, for også de er portrætteret i stykket i deres relation til mændene, og på den måde skildres også kvinderollen, og hvordan den påvirker og samtidig påvirkes af mændenes identitetskamp.

Noget om antihelte er som nævnt skabt af skuespillerne selv og i samarbejde med den svenske instruktør Moqi Simon Trolin og scenografen Kim Fast Jensen. Det er tydeligt, at der er blevet arbejdet sammen om fortællingen og manuskriptet, for skiftene i stykket og udnyttelsen af scenerummet fungerer enormt godt. Kim Fast Jensen står bag en super velfungerende scenografi, hvor alle remedier i scenografien har flere roller at spille i stykket, og det er med til at styrke følelsen af sammenhængskraft og det samlede udtryk i stykket. Der er heller ikke en finger at sætte på timingen af lys og lyd, og generelt har de i samspil fundet en god rytme i skiftene i forestillingen, som skaber stor samhørighed imellem scenografi og skuespil.

Samspillet mellem de tre skuespillere Jens Andersen, Thomas Guldberg Madsen og Sune Skuldbøl Vraa er der heller ikke en finger at sætte på. De manøvrer rytmisk og smidigt mellem skiftene i perspektiver, og bygger historierne op igen og igen. Men det er nu heller ikke første gang, at de tre går på scenen sammen. Blandt andet har de tidligere arbejdet sammen i familieforestillingen ”MorfarMORFARmorfar” – en anden af Limfjordsteatrets egenproduktioner, hvori morfar-rollen udforskes.

Langt hen ad vejen, er Noget om antihelte en underholdende og samtidsrelevant fortælling, og flere af sangene fungerede godt i fortællingen, og lød godt – særligt i de trestemmige stykker. Dog mister fortællingen hen mod slutningen noget af sin tydelig i fortællingen. Det var til tider svært helt at afkode, hvornår de forskellige brudstykker fandt sted i forhold til hinanden, og dertil var der enkelte karakterskift, hvor det var svært at finde rundt i de forskellige roller i stykket. Om opklaringen på selve handlingsforløbet er nødvendig, for at få de spændende refleksioner i stykket med, er ikke sikkert. Forestillingen fungerede nemlig nærmere som et diskussionsoplæg, hvor emnet blev belyst fra forskellige vinkler, men ikke desto mindre var det en lidt ærgerlig følelse at sidde tilbage med flere løse ender mod slutningen, fordi det derved føltes, som om man missede gode pointer i stykket.

Alt i alt er Noget om antihelte et heltemodigt og ærligt portræt, der i sin helhed er præget af god timing både skuespillerne imellem, men også god timing i de problematikker der belyses. Der er stof til eftertanke i de toner indenfor kønsrolledebatten som forestillingen spiller på med en varmende og skarpsindig humor, og på trods af at nogle dele af stykket står mere klart end andre, tror jeg ikke det kan undgås, at man føler sig berørt, når man fra teatersalen, og at man vil kunne huske flere af scenerne i en god tid bagefter.

Limfjordsteatret

Teater V i Prøvehallen, Porcelænstorvet 4, 2500 Valby

Spilleperiode: 27.-28. maj 2021

Forestillingen vises som en del af CPH STAGE, og vender tilbage i marts 2022 i Folketeatret, Hippodromen.

Set den 27. maj 2021

Fotos: Lars Horn, Baghuset

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her

https://www.teater-v.dk/forestilling/noget-om-antihelte-cph-stage/

og

https://www.folketeatret.dk/shows/noget-om-antihelte/

Medvirkende: Jens Andersen, Thomas Guldberg Madsen og Sune Skuldbøl Vraa

Instruktør: Moqi Simon Trolin

Manuskript: Jens Andersen, Thomas Guldberg Madsen, Sune Skuldbøl Vraa, Moqi Trolin og Kim Fast Jensen

Scenograf: Kim Fast Jensen

Komponist: Jens Andersen, Thomas Guldberg Madsen og Sune Skuldbøl Vraa

Kostumer: Lene Bek Nielsen

Producent: Gitta Malling og Limfjordsteatret

Varighed: Ca. 1 time og 15 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *