Anmeldelse: Hikikomori, ZeBU (Meridiano Teatret)
Af Christian Skovgaard Hansen
Meridiano Teatret gæstespiller for tiden med deres nye ungdomsforestilling Hikikomori på ZeBU. Bag den lidt specielle titel gemmer der sig et japansk fænomen, hvor personen isolerer sig, typisk på eget værelse, i mindst seks måneder, hvor man ikke deltager i skole, arbejde eller fritidsaktiviteter. Det anslås, at der er over 1 million tilfælde af ”hikikomori” i Japen, og at fænomenet har spredt sig til resten af verdenen. Efter sigende skyldes det blandt andet samfundspres, hvor der er høje forventninger til uddannelse og karriere, og psykologisk faktorer som mobning, manglende selvstændighed, lavt selvværd eller komplekse familieforhold.
Hikikomori sætter på samme tid også fokus på ungdommens søgen efter den rette identitet, seksualitet og mening med hele livet. Det er hér, at forestillingens svaghed også findes. Giacomo Ravicchios tekst vil ganske enkelt for meget, og som publikummer ved vi ikke helt, om det er isolationshistorien eller identitetshistorien, der er det vigtigste fokus, selvom der naturligvis er en vis (om end noget svag) sammenhæng mellem de to historier. Samtidig virker sammenkoblingen mellem vores hovedpersons (Ariels) historie og Anne Frank og Natacha Kampuschs historier noget mere søgt. Samtidig bliver teksten lidt lang i spyttet, så der mangler nogen fremdrift, og selvom historien kun varer godt fem kvarter føles den noget længere.
Forestillingens hovedpersonen er den 17 årige Ariel, der har isoleret sig på sit teenageværelse. Han har altid følt sig fanget i en pigekrop, og hun har altid ønsket sig at være en dreng. Skolen er droppet, og morens velmenende råd ignoreres, så den eneste kontakt er de daglige onlinesamtaler med en japaner, der også er isoleret, og som introducerer Ariel til litteraturen. I litteraturen møder vi Anne Frank og Natacha Kampuch.
Annevig Schelde Ebbes Ariel har den rette ungdommelige usikkerhed, der viser sig som en stridslysten og til tider næsten aggressiv tilgang til verdenen, men hun hviler mere i sig selv, efterhånden som historien skrider frem, så nysgerrigheden træder frem. Mette Alvangs Anne Frank er næsten for sentimental og gammelklog. Vika Dahlbergs Natascha Kampusch mangler noget dybde, og vi fornemmer aldrig rigtig hendes smerte i de mange år, hvor hun var kidnappet.
Mens Ravicchios tekst står lidt svag, fungerer hans iscenesættelse bedre, når historiens tre forskellige kvindehistorier fortælles, og når der sættes fokus på hver deres historier, selvom de aldrig rigtig finder hinanden.
Hans scenografi er også ganske velfungerende og elegant, når den åbenbarer et par overraskelser, når Anne Frank og Natacha Kampusch blander sig i Ariels liv, og åbninger viser sig. Kan de være med til, at dørene og dermed verdenen endelig åbner sig for Ariel, så livet igen kan genfindes? Man kan i hvert fald håbe. Til gengæld bliver videoprojektionerne for meget af det gode, og det bliver næsten ufrivilligt komisk. Bedst er Jérôme Baurs musik, der nænsomt giver en poesi til historien.
Emnerne i Hikikomori er bestemt aktuelle, og der er ingen tvivl om, forestillingens kernepublikum, de unge mennesker, kan spejle sig i en række af de emner, som forestillingen omhandler, selvom teksten ikke er helt vellykket.
Meridiano Teatret
ZeBU, Øresundsvej 4-6, 2300 København S
Spilleperiode: 14.-21. marts 2026
Set den 14. marts 2026
Fotos: Elise Müller
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Mette Alvang, Vika Dahlberg og Annevig Schelde Ebbe
Dramatiker, instruktør og scenograf: Giacomo Ravicchio
Dramaturg: Elise Müller
Komponist: Jérôme Baur
Afvikling: Steen Molls
Varighed: Ca. 1 time og 20 minutter uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod