Anmeldelse: Himmelvendt, Aarhus Teater (DDSKS Århus og Aarhus Teater)
Af Christian Skovgaard Hansen
Et nyt hold skuespillere ser snart dagens lys fra Danske Scenekunstskole, Skuespil, Århus, og i den forbindelse kan du opleve deres afgangsforestilling på Stiklingen på Aarhus Teater.
Henrik Szklany har skrevet forestillingen Himmelvendt til dem. Teksten giver os et ærligt, men også kærligt og charmerende indblik i livet uden for storbyen. Et liv, som man sagtens kan elske. Et liv, som de fleste kender til – uanset om man så kunne tænke sig at leve sådan, eller om man sværger til storbyen – og som man kan nikke genkendende til. Og et liv, som man har sine fordomme om – ligesom dem på uden for storbyen også har sine fordomme om dem, der bor i storbyen.
Danmark er et lille land, men der er alligevel stor forskel på dem på landet og dem i byen. Det er lidt en kamp mellem ”dem” og ”os”, uanset fra hvilken af siderne man anskuer det. Selvom landområderne nok affolkes, og de unge søger mod storbyen, er der alligevel nogen, der bliver, nogen, der rejser, og ikke mindst nogen, der kommer tilbage.
Det fine ved Henrik Szklanys tekst er ærligheden, troværdigheden og genkendeligheden. Vi får livet i den lille landsby råt for usødet, og alle som har eller har haft en tilknytning til livet uden for storbyen vil også kunne genkende tankerne, livets gang, længslen om noget andet, og problemerne, men også glæderne. Det er ikke en poleret tekst, der maler et forvrænget billede. Det er derimod en tekst, der tør og vil vise os, at der også er et liv på landet. Og man så er til det, er en anden sag… Tempoet er på en og samme tid både højt og langsomt, og vi ser, at det ikke nødvendigvis behøver at være hinandens modsætninger.
Samtidig giver den os også nogle mere universelle historier, som findes uanset, hvor i – eller på – landet vi er. Drømme, de store valg om arbejde og uddannelse og ikke mindst kærligheden eksisterer også på landet. Livets dilemmaer passer fint ind i historien, og de er med til at give os et helstøbt portræt af livet som sådan også. Det er samtidig et kærligt portræt af livet, men særligt ungdommens liv.
Ungdomslivet er ikke let. Forliste forhold, familieforhold, (u)venskab, knuste drømme, angsten for at fejle og alt det andet er blot bump på vejen; men de behøver ikke at afspore livet helt. Livet på landet og livet i byen er egentlig ikke så forskelligt endda – men måske vejen over bumpene er.
Line Paulsen får glimrende sat liv til teksten sammen med hele afgangsholdet. Det består af Amanda Friis Jürgensen, Clint Ruben, Kristoffer Eriknauer, Sarah Simone Jørgensen og Emil Busk Jensen, er veloplagte og velspillende. De leverer både et fornemt samspil og et fint og nærværende karakterskuespil til hver deres rolle, og de får sat liv til alle Szklanys nuancer i teksten. Det lover godt, og det bliver spændende at følge dem i fremtiden!
Scenografien af Ditte Marie Thygesen er legende og let – måske for let. Det er egentlig forestillingens eneste større svaghed. Udover ”lærredet”, hvor landsbyens liv dog legende udfoldes og enkelte rekvisitter, er der ikke meget til at understøtte landsbylivet. Det giver naturligvis rum til både tekst og skuespillerne, men det bliver også lidt bart, og det ville ikke have gjort noget, at der havde noget mere at spille op imod og med.
Vil du opleve et stykke ny dansk dramatik, som på en (k)ærlig og charmerende måde viser os både livet uden for storbyen, men også livet i et større perspektiv, og vil du opleve nogle af morgendagens skuespillere, skal du se Himmelvendt. Du kan fange forestillingen i Århus eller senere på måneden på Folketeatret i København.
Aarhus Teater og Danske Scenekunstskole, Skuespil, Århus
Aarhus Teater, Stiklingen, Teatergaden, 8000 Århus C
Spilleperiode: 23. april-14. maj 2022
Forestillingen spiller også på Folketeatret, Hippodromen i perioden den 27. maj-1. juni 2022
Set den 6. maj 2022
Fotos: Rumle Skafte
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://www.aarhusteater.dk/det-sker/forestillinger/aktuelt/himmelvendt/
og
https://www.folketeatret.dk/shows/himmelvendt-gaestespil/
Medvirkende: Amanda Friis Jürgensen, Clint Ruben, Kristoffer Eriknauer, Sarah Simone Jørgensen og Emil Busk Jensen
Dramatiker: Henrik Szklany
Instruktion: Line Paulsen
Scenografi og kostumedesign: Ditte Marie Thygesen
Lysdesign: Kim Glud
Lyddesign: Sebastian Toft
Varighed: Ca. 1 time og 30 minutter uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod