Anmeldelse: Don Quixote, Det Kongelige Teater

Af Henriette Devantier

Er du til de store russiske klassikere som ”Svanesøen”, ”Tornerose” og ”Nøddeknækkeren”, er Gamle Scene helt sikkert et besøg værd i disse dage. Balletsæsonens sidste store premiere er løbet af stablen, og på programmet er den russiske perle Don Quixote af koreograf Marius Petipa. Denne opsætning har været under kærlig behandling af balletmester Nikolaj Hübbe, der har ladet sig inspirere af Petipas original og stjernedanseren Mikhail Baryshnikovs fortolkning.

Cervantes udødelige roman ”Don Quixote. Den kløgtige adelsmand af la Mancha”, der udkom i henholdsvis 1605 og 1615, har stjernestatus i litteraturhistorien, ligesom balletten har det i scenekunstens verden. Balletten Don Quixote finder sted i de samme rammer og med de samme karakterer som i romanen, men perspektivet er anderledes.

Fokus ligger på det unge forelskede par, Kitri og Basil, som ikke må få hinanden. Don Quixote og hans tro væbner Sancho Panza ser det som deres opgave at få den sande kærlighed til at sejre. Don Quixote forstår sig selv som ”genopretteren af al uret i verden” – for at citere romanen. På sin rejse ud i det sydlandske møder Don Quixote både toreadorer, polkadamer, sigøjnere, fantasifulde dryader for til sidst at ende til fest i slotsparken hos Hertugen og Hertuginden, hvor brylluppet mellem Kitri og Basil fejres.

Man skal ikke nødvendigvis tage ind at se Don Quixote for handlingens skyld. Den er ikke helt sin litterære original værdig. Det er iscenesættelsen, sceneshowet og koreografien derimod. Don Quixote er lige dele drømmende romantik og lidenskabelig, eksotisk sydlandsk dans.

Hübbes vision og mission med denne opsætning har været at gøre mandsdansen mere ligeværdig til kvindens – både hvad angår Basil overfor Kitri samt det mandlige korps overfor det kvindelige korps. Det er lykkes på flot vis. Publikum fik lov at opleve den accelererende energi, der nærmest blev til en konkurrence mellem de tre akter. Hver akt ville og kunne mere, og det hele kulminerede i et fejende festfyrværkeri af en finale i 3. akt.

Jeg havde forinden premieren smugkigget på forberedelserne til forestillingen på sociale medier, og jeg må indrømme, at jeg var en smule skeptisk overfor kostumer og scenografi, der bar præg af et moderne overdrevent look. Jeg kunne ikke umiddelbart se forbindelsen mellem denne klassiske perle af en ballet og de moderne idéer. Men enhver tvivl blev næsten gjort til skamme efter forestillingen.

Scenograf Steffen Aarfing har skabt en tidsløs scenografi inspireret af både maurisk og islamisk kultur, der går i spænd med den velkendte tyrefægterarena. En måne i skiftende størrelse i baggrunden er gennemgående for forestillingen. Den bliver et symbol på fortællingens drømmende univers, der både rummer eventyr og sensualitet.

Annemarie Woods har kreeret de på en og samme tid stilrene og skæve kostumer, der tydeligt byggede et univers op gennem kontraster. Farvemæssigt bevægede kostumerne sig fra den konservative og sort/hvide verden over i mere og mere modige farver for til sidst at ende i outrerede pangfarver. Meget fortælling lå i kostumerne, og særligt de skæve og komiske karakterer blev fremhævet gennem påklædningen. Kostumerne kan bedst beskrives som et spænd mellem dekadence og galskab, der svingende fungerede mere og mindre godt.

Aftenens helt store højdepunkt var Holly Dorger og Jonathan Chmelensky i rollerne som Kitri og Basil. Begge viste de et forførende overskud og havde koreografi og udtryk i deres hule hånd. Med overlegenhed legede de begge med de svære trin, der blev leveret med en stor portion x-factor! Det er tydeligt, at Chmelensky er en formidabel pas de deux-partner, og i sit soloparti accelererede han i den sydlandske show-off-stemning. Dorger leverede en flot Kitri med alle de nuancer og facetter karakteren indebærer. Hun jonglerede med balancer, tempo samt vildere og vildere koreografi!

Et makkerpar, der også må nævnes, er Peter Bo Bendixen og Alexander Kølpin i rollerne som Don Quixote og Sancho Panza. Sikke en fornøjelse at opleve de to gamle kendinge på dansescenen igen. I et spænd mellem fjollerier og rene hjerter førte de fortællingen frem, og bandt al den smukke dans sammen. De var forestillingens humoristiske indslag, og den opgave løftede de med bravur.

Don Quixote er en sej og overlegen ballet at opleve. I kombinationen af fejende flotte variationer og korpsstykker hæver forestillingen sig. Al den råstyrke og al det overskud, der foregik på scenen, smittede af i publikum, der hujede, råbte og trampede i gulvet, hver gang en variation, en pas de deux eller korpsdans var ovre. Ligesom flere skreg af grin, når den dynamiske duo Don Quixote og Sancho Panza kom på scenen og med komik, ironi og ægthed vandt vores hjerter.

Det Kongelige Teater, Gamle Scene, Kongens Nytorv 9, 1050 København K

Spilleperiode: 7. maj-4. juni 2022

Set den 7. maj 2022

Fotos: Costin Radu

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20212022/ballet/don-quixote

Medvirkende: Peter Bo Bendixen, Alexander Kølpin, Holly Dorger, Jonathan Chmelensky, Astrid Elbo, Vitor de Menezes, Eleonora Morris, Guilherme de Menezes, Alexander Stæger, Marcin Kupinski, Caroline Baldwin, Morten Eggert m.fl. (forskellige hold)

Koreografi: Marius Petipa, Mikhail Baryshnikov og Nikolaj Hübbe

Musik: Ludwig Minkus

Scenografi: Steffen Aarfing

Kostumer: Annemarie Woods

Lysdesign: Lee Curran

Iscenesættelse: Nikolaj Hübbe med Julio Bocca, Stacy Caddell, James Clark, Sorella Englund, Claire Still, Amy Watson og Rose Gad (børn)  

Dirigent: Matthew Rowe

Varighed: Ca. 2 timer og 40 minutter inkl. 2 pauser

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod