Anmeldelse: Hold så kæft, Lars!, Teatret Svalegangen (Aveny-T)
Af Lea Hjort Thalund
Hvad gør man, når ens onenightstand bliver hængende i ens lejlighed og ikke gider at gå, så man kan tage livet af sig selv? Netop dette undersøger turnéforestillingen Hold så kæft, Lars!, som i denne omgang er nået til Teatret Svalegangen i Århus. Forestillingen har undertitlen ”En komisk tragedie om depression”. Spørgsmålet er dog, om denne dobbelthed lykkedes efter hensigten.
Fortællingen omhandler den unge kvinde Liv (!). Hun møder Lars på dansegulvet i byen, og her får hun ham hurtigt med hjem. Her udvikler deres forhold sig hurtigt, selvom det ikke skulle have været andet end et kort bekendtskab. Lars bliver hængende, faktisk i hele syv måneder. I takt med, at Lars bliver mere og mere forelsket i Liv, tager hendes depression til i samme hastighed. En fortælling, som langsomt tager håbet fra publikum i stedet for at give det.
Forestillingen er skrevet af Mette Søndergaard Nielsen, som også spiller rollen som Liv. Teksten har sine flotte momenter, men føles også til tider for overfladisk og mangler dybde. Hun formår at beskrive følelserne hos karaktererne, når de er på deres yderste rand, men det følelsesmæssige mellemstadium fanger ikke en på samme måde. De stærke elementer druknede flere steder i scener og sekvenser, som nemt kunne have været skåret fra. En times forestilling, eller fem kvarter, af skarpe scener havde haft en hårdtslående følelsesmæssig effekt.
Det samme kan også siges om skuespillet, som bliver flot og barsk leveret på ydrestadierne, men mangler troværdigheden ellers. Anders Budde Christensen spiller den altid positive psykologistuderende Lars, der forsøger med al sin kærlighed at hjælpe Liv. Skildringen af Lars desperate forsøg på at forblive positivt, at muntre Liv op og realisationen af, at hans kærlighed ikke er nok, er udført flot. Dobbeltheden og Lars’ langsomme forfald bliver en flot kontrast til Livs karakter.
Mette Søndergaard Nielsen har også sine stærke momenter, hvor hun formår at brænde igennem. Det sidste forfald og opbyggelsen af håbet, står i særdeleshed skarpt. Hun har, ligesom hendes tekst, til tider en tendens til at blive for ensformig, men dette ville man også afhjælpe ved at korte teksten ned. Hendes skildring af Livs ydre punkter og forfald, bliver hendes skarpeste øjeblikke. Hun formår at adskille Liv og hendes depression, så det er depressionen, man ser sig sur på og ikke Liv.
Selvom scenografien er minimal, skaber den et godt rum til de to skuespillere. En enkelt sofa placeret op ad en høj væg med firkantede plader, hvor den ene plade fungere som dør og udgør den ellers tomme lejlighed. Udenfor lejlighedens rum er placeret en enkelt stol, hvor psykiateren, spillet af Budde Christensen, med manglende empati og situationsfornemmelse er placeret. Et symbol og relevant stikpille til den danske psykiatri.
Heinrich Christensens instruktion af forestillingen rummer mange finurligheder, som ofte er kendetegnet hans forestillinger. Desværre er det ikke alle steder, han formår at løfte teksten til et højere niveau. Den er ofte fanget i det trivielle. Mod slutningen får forestillingen en helt anden kant. Der bliver langsomt bygget et håb op for Liv og Lars, men med en underliggende uro, som man som publikum ikke kan slippe.
Til trods for sine til tider svage punkter, rummer forestillingen nogle stærke scener, momenter og følelser, som man ikke kan slippe igen. Det er ikke utænkeligt, at man ender med at fælde en tåre.
OBS! Forestillingen omhandler selvmord og depression. Er du i krise eller pårørende til et menneske i krise, så kontakt Livslinien på telefon 70 201 201.
Produceret af Aveny-T
Teatret Svalegangen, Rosenkrantzgade 21, 8000 Århus C
Spilleperiode: 26.-28. september 2024
Turné: 26.-28. september på Teatret Svalegangen, Århus, 1.-2. oktober på Magasinet, Odense, 4.-7. oktober på Mungo Park, Allerød, 9. oktober på Bøgestrømmen Vordingborg, 21. oktober Nørregade Teater, Maribo, 22. oktober på Koldings Egnsteater, og 23.-26. oktober Herning Ny Teater
Set den 26. september 2024
Fotos: Emil Indiana Holm
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://www.svalegangen.dk/events/gaesteforestillinger/2024-2025/hold-saa-kaeft-lars
og
https://www.aveny-t.dk/forestillinger/hskl
Medvirkende: Mette Søndergaard Nielsen og Anders Budde Christensen
Dramatiker: Mette Søndergaard Nielsen
Iscenesætter: Heinrich Christensen
Scenograf: Lisbeth Burian
Varighed: Ca. 90 minutter uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod