Anmeldelse: Hva så Europa, Mungo Park Kolding

Anmeldelse: Hva så Europa, Mungo Park Kolding

Af Sanne Halkjær Hebsgaard

Jeg plejer normalt ikke at have for mange forventninger til en forestilling, for ikke at ødelægge oplevelsen for mig selv. Alligevel tager jeg til denne forestilling med en frygt for, om det mon vil blive en smule kedeligt. Den måde, Europa præsenteres på i hverdagen, bliver enten overset eller overhørt i manges tilfælde, muligvis fordi det kan være en smule kedeligt og komplekst? Men min frygt for kedsomhed bliver manet til jorden, denne forestilling er slet ikke kedelig. Den er informativ og humoristisk på en og samme tid.

I forestillingen møder vi den ældre Europa, som sammen med sin adoptivsøn Tamas og sit barnebarn Mino er taget i sommerhus for at fejre sin fødselsdag. Men i takt med Europa er blevet ældre, er hendes hukommelse også begyndt at svigte, og hun begynder derfor stille og roligt at vise tegn på demens. Meningen er, at Mino skal overtage Europas plads, når Europa en dag må trække sig. Derfor begynder Mino at gruble over, hvordan hun på den bedst tænkelige måde, kan få sin elskede farmor til at overlade styringen langsomt til hende – Mino kan trods alt se, at Europa bliver mere og mere glemsom.

En karakter jeg bliver mere og mere glad for under forestillingen, er Europa, der spilles af Maja Juhlin. Hun er rap i replikken, og hun har altid en kæk bemærkning. Derudover er jeg ikke på noget tidspunkt i tvivl om, at Europa er godt op i årene. Maja Juhlin formår at bevæge sig på en sådan måde, at jeg helt glemmer, at hun er skuespiller, og at hun i virkeligheden slet ikke bevæger sig sådan. Denne besværgelse som Europa har, som resultat af sin alderdom, er også komisk at se på. Hun har en rysten over sig, ligesom en hoptimist i bevægelse. Denne rysten har hun hele tiden, når hun går, sidder i lænestolen, holder om Mino, men på nær når hun sover.

Denne forestilling bliver spillet uden, at skuespillerne har microporter på, og det fungerer utroligt fint. Skuespillerne er alle super gode til at give deres stemmer forskellige lydniveauer, som omslutter publikummet. Salen forestillingen spilles i, er heller ikke kæmpe stor, så derfor får hele publikum den samme oplevelse af den klare lyd. Dette er samtidigt også med til at gøre det endnu mere intimt, og det følelses som om, at man er den eneste i salen, hvilket kun bliver afbrudt af de grin, der kommer fra publikum undervejs.

Mungo Park, pressebillede fra forestillingen Hva så Europa ©2018 Palle Peter Skov

Forskellige emner bliver undervejs i forestillingen taget op, og de passer alle ind i konteksten. Blandt andet bliver Alzheimers diskuteret i starten. Tamas, der spilles af Frank Thiel, ligger på gulvet i en frakke der, når han har hætten på, ligner en bjørn til forveksling. Her løfter han hovedet et par gange, og afbryder samtalen mellem Europa og Mino med forskellige hårde fakta om Alzheimers. Selvom det er seriøse fakta og et alvorligt emne, bliver dette præsenteret på en abnorm og komisk måde, hvilket gør det nemmere at more sig over med god samvittighed.

Et budskab forestillingen er med til at italesætte, er, at det er vigtigt at tage stilling. De handlinger man tager, og de stillinger man tager, er alle sammen med til at påvirke fremtiden i den retning, man ønsker. Forestillingen sørger også for at ligge et absurd lag over dette, for at gøre det mere spiseligt for publikummet, og dette fungerer.

Forestillingen havde premiere den 1. november 2018, og nu spilles den igen her i starten af maj som en optakt til Europaparlamentsvalget i slutningen af maj. Forestillingen er samtidigt med til at vække interessen i publikummet og stille spørgsmålet: Hvad er fremtiden for vores civilisation og samfund? Europa kan være på vej hen imod et sammenbrud med Brexit i spidsen, imod et stærkere fællesskab eller noget helt tredje; dette er op til den enkelte.

Hvis man ser på, hvordan Europa fremstilles i denne forestilling, er Europa som koncept i hvert fald ved at lakke mod enden. Europa bliver mere og mere glemsom, og Mino skal som sagt derfor overtage styringen. Men på baggrund af indvirkning fra både onklen Tamas og gæsten fra Kina, Mi Fang, bliver hendes værdier forskruet, og det Europa, man kan se frem til, tænker mindre og mindre på menneskerne.

Der er sørget for, at forestillingen er sat på spidsen, især for at gøre dette emne mere overskueligt for publikum. Det kan derfor diskuteres, om hvorvidt dette viser en sand fremstilling af det nutidige Europa, eller muligvis den fremtid vi går i møde. Forestillingen lægger i hvert fald op debat om situationen i vores samfund og Europa generelt.

Mungo Park Kolding, Fredericiagade 1, 6000 Kolding

Spilleperiode: 6. maj 2019 til 8. maj 2019

Set den 6. maj 2019

Fotos: Palle Peter Skov

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.mungoparkkolding.dk/forestilling/hva-saa-europa/

Medvirkende: Isa Marie Henningsen, Frank Thiel, Maja Juhlin og Morten Christensen

Idé: Sophie Lauring

Dramatiker: Vivian Nielsen
Instruktør: Mette Ovesen

Scenograf: Lisbeth Burian
Varighed: Ca. 2 timer og 10 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *