Anmeldelse: Hvem er bange for Virginia Woolf?, Det Kongelige Teater

By: Emil Møller Christensen
On: 14. april 2019

Af Emil Møller Christensen

De fleste – i hvert fald af den ældre generation – husker i dag nok bedst filmversionen af Hvem er bange for Virginia Woolf? fra 1966 med Elizabeth Taylor og Richard Burton som ægteparret Martha og George. Ghita Nørby og Frits Helmuth spillede omtrent 200 gange rollerne på teatret i flere ombæringer mellem 1983-90, og nu er det blevet Tammi Øst og Jens Jørn Spottags tur at tage livtag med amerikaneren Edward Albees klassiske dramatiske værk.

Følelserne får langsomt frit spil hos det udadtil pæne akademikerpar. Den tilsyneladende balstyrige Martha har efter en endt aften i byen inviteret et ungt ægtepar, Honey og Nick, hjem til sig. Allerede fra begyndelsen mundhugges George og Martha, i det, der indimellem har ironiske og humoristiske lag i sig, men som siden udvikler sig dramatisk og tilspidset. De spiller hinanden ud imod den modsatte part. Deres dagligstue, som begivenhederne finder sted, omdannes af flere omgange til en manege, som de lader hinanden trække rundt i.

Martha og Georges dagligstue giver i det hele taget et ekstravagant flot scenografisk indtryk. En stor stue med højt til loftet. På væggen pryder et stort abstrakt maleri i stærke farver. Indretningen er smagfuld, mondæn og klassisk. Såvel scenografi som kostumer er holdt klassisk af opsætningens scenograf og kostumér Jonas Fly. Det giver umiddelbart indtryk af at være rammesat til at finde sted i 1960’erne. Det er befriende at opleve en forestilling, der faktisk tager stykkets oprindelige tid til sig. Sådan virker det i al fald, men samtidig forekommer det interessant tidløst.

Der er alt i det flotte hjem: Lange sofaer, der både bruges til menneskelig distance og nærvær, ligesom sofarækkerne fungerer som adskillelse mellem den forreste og den bagerste del af scenen. Derudover er der ikke mindst et ”bar-hjørne” med dertilhørende drinksglas som flittigt påfyldes: ”Gi mig en drink”, som der bliver befalet på et tidspunkt, og som lige så flittigt ekspederes. For spiritusglassenes indhold er blevet en dulmer på den underliggende frustration, der er i ægteskabet mellem George og Martha, og som oplagt, vågent og energisk sættes på scenen af Jens Jørn Spottag og Tammi Øst.

Det unge par spilles af Peter Christoffersen, der har Nicks ungdommelige idealisme, som charmerer Martha, og Johanne Louise Schmidt som Honey. Schmidt giver en troværdig visning i fuldskab. Det er morsomt, men under det lattervækkende gemmer der sig en trist skæbne, sensitiv og sart, tydeligt understreget af den skrøbelige gule farve i hendes kjole som modstykke til det drive og vildskab, som Martha repræsenterer med sin kraftfulde røde kjole.

De ironiske drillerier, der til tider arter sig til sort galgenhumor, er med til at sætte trumf på det modspil, der er mellem karaktererne og som er kendetegnende for dramaets fortættede, ordrige tekst. Det spil forstår de medvirkende at spille. Der er næsten tale om en ordleg, hvor replikker flyver hurtigt gennem luften for at blive afløst af den næste. Desværre er der nogle replikker, særligt i begyndelsen, som virker underligt påtaget, og som leveres ligeledes lidt mekanisk fra scenen.

Vær beredt på en lang aften i teatret: 3 timer og 20 minutter inklusive to pauser. Når man først er forberedt på dette, er det fint, for forestillingen har tempo og energi. Dog kunne man forestille sig for længdens skyld, at man havde skåret lidt i teksten og frasorteret nogle af stykkets ”fyldereplikker”. Især de scener, der indeholder afbrydelser, mens en historie fortælles, eller der er optakt til en ”leg”, som George ynder at kalde dele af deres samvær. Jeg ved, det er en del af dramaet, men lidt mindre kunne også gøre det.

Spottag og Øst forstår ægteparrets indbyrdes kommunikation: Den er rå, spydig og sarkastisk. I deres spil har de en nerve, der senere viser den hengemte smerte, sensitivitet – en underliggende dysterhed. De tomme spiritusglas i huset er symbolet på det mørke, som er til stede i parrets tilværelse. De spiller på en tilsyneladende livlighed og selvbevidsthed optaget af lige dele alkohol og bidende humor, men hvor den underliggende smerte, fortvivlelse og frustration er gennemgående for stykket.

Stykket rammer tematisk noget essentielt hos mennesket: Tvivlen og nervøsiteten for ens tilstrækkelighed overfor andre må siges at være et grundvilkår i ethvert menneskeliv. I al fald er det, hvad Edward Albee forsøger at gøre tydeligt for os gennem teksten, gennem personerne.

Så meget desto mere virker opsætningen heraf også vedkommende for os i vores nutid – noget, som denne opsætning rammer rigtig fint og klart. For ligesom det var tilfældet i 1960’erne, lever mange i dag også i materiel rigdom, hvor titler og ydre status har stor værdi, ligesom det har for George og Martha, men tiden af i dag kalder også på andre udfordringer for den enkelte: Præstationskultur, accelerationssamfund eller konkurrencestat er i dag dominerende begreber.

Kan vi stadig indfri de høje forventninger, som vi har til hinanden? Frygten for at skuffe sine medmennesker i en verden, hvor tid og menneskeligt overskud er i fokus er lige aktuel i dag. Denne problematik tager opsætningen fint op, og viser samtidig, at hinandens anerkendelse og kærlighed er elementær for at kunne klare sig som menneske.

Det er altså fortællingen om to ægtepar af den moderne verden, der har alt i materiel rigdom, men som står midt i deres egne eksistentielle kriser. Her på scenen i en klassisk opsætning med kraftfulde skuespilpræstationer.

Skuespilhuset, Store Scene, Sankt Annæ Plads, København K

Spilleperiode: 12. april-7. juni 2019

Set den 12. april 2019

Fotos: Camilla Winther

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20182019/skuespil/hvem-er-bange-for-virginia-woolf/?section=top

Medvirkende: Tammi Øst, Jens Jørn Spottag, Johanne Louise Schmidt og Peter Christoffersen

Dramatiker: Edward Albee

Oversættelse: Madame Nielsen

Iscenesættelse: Thomas Bendixen

Scenografi og kostumer: Jonas Fly

Lysdesign: Mårten K. Axelsson