Anmeldelse: Hvor der er fugle, Teater Nordkraft
Af Christian Skovgaard Hansen
”Oppe i Norge der boede tre trolde, Troldefar og Troldernor og lille Olle-Bolle …” Okay, fortællingen handler ikke om en troldefamilie, men familien i denne slægtsroman har alligevel af det mytiske og nærmest overtroiske, som troldene har, så det er nok ikke helt tilfældigt, at det er den sang, som Gudrun tager med sig op til familien.
Grundfamilien består af Johan, Marie og Darling. Johan er forelsket i Hannah, men han ser sig nødsaget til gifte sig med præstedatteren Marie, selvom både han og Hannah har andre drømme. Ægteskabet bærer hurtigt frugt, og først kommer datteren Darling og siden sønnen Valdemar, der ikke er helt normal. I den lille by bor også gårdejeren Fede og hans søn Frederik.
Fortællingen udspiller sig i første halvdel af 1900-tallet på den norske forblæste kyst ved byen Uthaug, hvor fyret stadig er en livsnødvendighed. Teater Nordkraft har omsat Maren Uthaugs store, grumme slægtsroman ”Hvor der er fugle” til scenen i forestillingen af samme navn.
På et tidspunkt kommer der nyt blod til byen, da den unge danske kvinde Gudrun kommer til byen. Hendes far er spritfabrikant i Aalborg, og han og Gudrun ser ikke helt ens på livet. Gudrun skal være Darlings guvernante, men hendes væsen og ikke mindst en massiv strøm af snaps fra Danmark påvirker familien, inden hun rejser til USA.
Lad det være sagt med det samme: Slægterne i Hvor der er fugle er ikke, som slægter er flest, og det kan godt være, at det også er en kærlighedsroman, men det er – igen – ikke om den type kærlighed, som de fleste foretrækker. Drifterne slippes løs i den lille by, og hæmningerne er nærmest ikke til stede, når der ikke er noget til at holde dem i skak. Spørgsmålet om, hvorvidt det hele kunne have endt anderledes og ikke mindst til det bedre, hvis nu Johan og Hannah havde fået hinanden, trænger sig også på.
I lige så høj grad som kærligheden hersker, hersker bedraget, blodskammen, familiehemmelighederne, ulyksaligheden og ikke mindst forfaldet, når slægternes historie oprulles gennem de tre fortællere: Johan, Darling og til Marie. Vi starter forfra hver gang, og efterhånden, som vi får fortællingerne, tilføjes der flere og flere lag på den eksisterende fortælling. Det bliver mere og mere grumt, og sandhederne er ikke altid rare.
Det er derfor noget af en mundfuld, som Teater Nordkraft har gabt over. Men det lykkes dem til fulde at omsætte den grusomme slægtsroman til scenen. Teaterchef og instruktør Minna Johannesson har dramatiseret romanen, som til fulde kommer til sin ret i Camille Sieling Langdals både energiske, men også hårde iscenesættelse. Ikke alle dele er lige rare, men intet pakkes ind, og vi må indse, at virkeligheden også er grum. Ubehaget manifesteres i stærke, enkle billeder, hvor kogte kartofler ganske effektfuldt også udnyttes, og billederne glider ind og ud af hinanden. Dog fylder sexscenerne måske lidt vel meget; vi har efterhånden fattet det, og vi har måske mere behov for at fokusere på spørgsmålet ”Hvorfor?”
Det er overordnet lykkes for dem at omsætte romanen, så slægtsfortællingen fortælles stærkt og levende, trods de mange åbenlyst forkerte valg, der træffes, og hverken de eller vi som publikummer bliver dommere over valgene. Som modvægt til alt dette mørke, får vi en række (tragi)komiske indslag. Det er nok nødvendigt for at lade os få luft igen og for at skabe en vis balance, men den eneste større anke her er, at det visse steder bliver nærmest lidt overgearet komisk og for løssluppent. Det ville ikke have gjort noget, at den enkelte steder havde fået lidt mere eftertænksomhed.
Jakob Hannibals Johan er både slap og frustreret, men han har dog også en vis omsorg og barmhjertighed under overfladen. Efterhånden som fortællingen skrider frem, kølnes vores sympati dog noget for hans figur, da vi indser, at også han besidder de mørke sider. Lærke Schjærff Engelbrecht er vild og uhåndterlig som Hannah og nok lige uhåndterlig, men også ikke altid lige kløgtige Darling, og Laura Kold er præstedatteren Marie, der nok er pæn og artig på overfladen, men som gemmer på en dybere ondskab, som vi også får i fuldt flor. Thomas Nielsen giver glimrende liv til både den frisindede Gudrun, den utiltalende og rige gårdejer Fede, hans lige så utiltalende søn Frederik og ikke mindst nænsom som Valdemar. De fire skuespillere tager sig af forestillingens mange flere roller, og selvom der springes ud og ind af dem, lykkedes dem ganske godt at bevare fokus.
Scenografien er enkelt og vådt skabt af Katrine Krohn, og sammen med Mads Eckerts fine lysdesign skabes de optimale rammer. Ligesom fyret og senere ikke mindst også livet ligger scenografien i vandkanten – bogstavelig talt. Forrest på scenen ligger nemlig et stort kvadratisk vandbassin som symbol på både det livgivende, rensende og (de mange!) fødsler, men også og ikke mindst på det kaos og den undergang, der også hersker. Vandet både samler og adskiller, og bedst, som man tror, at figurerne er kommet helskindet igennem, ender de igen i suppedasen. Børnefødsler er heller ikke elskelige eller ømme – næ nej, børnene i deres små kurve dropper viltert ned fra loftet!
Teater Nordkraft lykkes med at transformere Maren Uthaugs slægtsroman Hvor der er fugle til en fængslende rejse ind i menneskets væsen. Det er en kraftpræstation, og vi fængsles fra start til slut. Empati og sympati afløses af ubehag og gru, som dog suppleres af enkelte komiske åndehuller, inden den endelige undergang indfinder sig.
Teater Nordkraft, Volt, Teglgårds Plads 1, 9000 Aalborg
Spilleperiode: 6. oktober-17. november 2023
Set den 18. oktober 2023
Fotos: Martin Høyer Poulsen
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Laura Kold, Thomas Nielsen, Lærke Schjærff Engelbrecht og Jacob Hannibal
Baseret på bogen ”Hvor der er fugle” af Maren Uthaug
Dramatiseret af: Minna Johanneson
Instruktør: Camille Sieling Langdal
Scenograf: Katrine Krohn
Lysdesign: Mads Eckert
Lyddesign: Jonas Hvid
Varighed: Ca. 2 timer og 30 minutter inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod