Anmeldelse: Il trittico, Det Kongelige Teater

Af Christian Skovgaard Hansen

Damiano Michielettos iscenesættelse af Puccinis opera Il trittico fra 2013 er tilbage på Det Kongelige Teater (denne gang med Marcin Lakomicki som genopsætningsinstruktør).

Il trittico består af tre en akters-operaer, som nok på mange måder er forskellige, men som alligevel nogle af de samme af de samme emner, og Michieletto skaber elegant overgang og bånd mellem dem. De to første operaer ”Kappen” og ”Søster Angelica” er mere dystre, mens den tredje og sidste opera ”Gianni Schicchi” er mere munter og løssluppen. Fælles for dem alle tre er, at de kredser om kærligheden og ikke mindst om menneskets følelser i forskellige udformninger og blandt forskellige folk. Det er følelser, som ikke kun er gode, og døden bliver en vigtig medspiller hele vejen igennem.

”Kappen” foregår ved havnen, hvor pramskipperen Michele og hans unge kone Giorgetta bor sammen med de tre havnearbejdere Tinca, Talpa og Luigi. Michele og Giorgetta har mistet deres lille søn, hvilket de overlever på hver sin måde. Havnemiljøet er råt, alkoholen flyder, og mørket falder i mere end en forstand på. Giorgetta er utro med Luigi, hvilket Michele opdager, hvorefter han slår Luigi ihjel. Giogetta har sine mange anelser, og hun vil bede Michele om tilgivelse, og om at han igen vil svøbe hende i sin kappe, så de kan findes fælles varme igen. I stedet finder hun liget af Luigi under kappen.

Barytonen Ariun Ganbaatar har fylde som Michele, og han lader både sorgen, magtesløsheden og til sidst vreden komme frem. Sopranen Sine Bundgaards Giorgetta er tilpas sårbar, og selvom det er hende, der er utro, formår man hendes ageren, og hvorfor hun kan falde for tenor Niels Jørgen Riis’ fremragende Luigi.

I ”Søster Angelica” er scenen nu skiftet til et nonnekloster, hvor man hurtigt får følelsen af, at det ikke er kærlighed og varme, der er fremherskende. Søster Angelica har været her i 7 år, og hun er sendt væk, da hun har kastet skam over familien.

Alligevel ønsker hun at se familien igen. Men hendes forældre er døde, så den fornemme fyrstinde er hendes værge. Fyrstinden kommer en dag til Søster Angelica – ikke for at redde hende, men for at få hendes underskrift, så Angelicas lillesøster kan få hele forældrenes arv. Samtidig afslører hun, at Angelicas lille søn også er død, hvilket bringer Angelica i dødens vold. Freden findes i døden, selvom døden er en synd.

Sopranen Adriana Gonzáles er bevægende som Angelica. Hun er uskyldsren, og man kan ikke undgå at få medfølelse med hende, når sorgen og afmagten skyller ind over hende. Heroverfor er mezzosopranen Johanne Bocks Fyrstinde isnende kold som fyrstinden, der kun kan skabe frygt, og hun er fremragende i både sang og fremtoning.

Anderledes munter er komedien ”Gianni Schicchi”. Den rige Buoso Donati er død, og hele familien frygter, at han har testamenteret det hele til munkene. Jagten går derfor ind på at finde hans testamente, og den griske familie viser nogle mildt sagt ikke særligt sympatiske sider af menneskeheden. Advokaten Gianni Schicchi dukker dog op, og en snedig plan tager fart.

Schicchi klæder sig ud som den afdøde, og han får dikteret et nyt testamente til notaren. Familien har hver især bestukket ham og plejet deres egne interesser, og de tror, at de hver især får en stor luns af arven. De får lidt, og munkene får endnu mindre. Men de store værdier – Donatis hus, muldyret og møllen i Signa går til… Schicchi! Familien er rasende, men de kan ikke så godt gøre oprør, for så vil deres plan jo blive afsløret! Samtidig kører en kærlighedshistorie mellem Rinuccio Donati og Schicchis datter Lauretta, hvilken heldigvis får en lykkelig slutning. Schicchi lukker og slukker forestillingen med en fin henvisning til ”Kappen”.

Barytonen Misha Kirias Schicchi har pondus, og hans snedigheder kaster en række humoristiske og kløgtige hændelser af sig. Kærligheden mellem tenor Jacob Skov Andersens Rinuccio og sopran Louise McClelland Jacobsens Lauretta er ærlig og smuk. Resten af holdet er ganske morsomme, når de lader griskheden og egoismen går forud for alt andet.

Paolo Fantins scenografi starter i ”Kappen” ud med en række containere på havnen. De er trøstesløse, og smuthullerne mange. I ”Søster Angelica” er en række af containerne åbnet, og de skaber et tilpas dyster og ikke mindst sterilt kloster, hvor der ikke er plads til kærlighed og følelser. Anderledes muntert og excentrisk er scenografien nu i ”Gianni Schicchi”, og bedst som man tror, at containerne er væk, overrasker scenografien os! Scenografien er fantastisk idérig, foranderlig og genial. Sammen med Carla Tetis kostumedesign sidder det visuelle lige i skabet.

Puccinis musik er medrivende og smuk, og Det Kongelige Kapel, som denne eftermiddag er under ledelse af Marie Jacquot leverer kraftfuldt og alligevel følelsesmæssigt og fintfølende musikken. Det Kongelige Operakor under ledelse af korsyngemester Steven Moore leverer som altid fine præstationer. Flere af solisterne har større eller mindre roller i flere af operaerne, hvilket viser deres fantastiske alsidighed.

Tag derfor trygt i Operaen og oplev Puccinis Il trittico. Læn dig tilbage i plyssædet og kom med ind bag menneskets facade og ind til de inderste følelser og oplev, hvad de gør ved os. Vi kommer hele følelsesregistret igennem, og når man forlader salen, er det måske værd at overveje, hvordan vi selv agerer, hvordan vi tackler følelserne, og ikke mindst om, hvilket liv vi drømmer om. Il trittico holder stadig i dag.

Det Kongelige Teater, Operaen, Store Scene, Ekvipagemestervej 10, 1438 København K

Spilleperiode: 20. oktober-9. november 2024

Set den 20. oktober 2024

Fotos: Miklos Szabo

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20242025/opera/il-trittico?section=top

Medvirkende: Ariun Ganbaatar, Niels Jørgen Riis, Sine Bundgaard, Christian Damsgaard, Kyungil Ko, Hanne Fischer, Louise McClelland Jacobsen, Jacob Skov Andersen, Andriana González, Johanne Bock, Misha Kiria, Cecilia Lund Tomter, Mathilde Wallevik, Michael Kristensen, Steffen Bruun m.fl. samt Det Kongelige Operakor

Dirigent: Marie Jacquot eller Dominik Beikirch

Orkester: Det Kongelige Kapel

Iscenesættelse: Damiano Michieletto

Genopsætningsinstruktør: Marcin Lakomicki

Scenografi: Paolo Fantin

Kostumedesign: Carla Teti

Lysdesign: Alessandro Carletti

Libretti: Giuseppe Adami (Kappen), Giovacchino Forzano (Søster Angelica) og Giovacchino Forzano (Gianni Schicchi)

Musik: Giacomo Puccini

Varighed: Ca. 3 timer og 15 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod