Anmeldelse: Pow Pow Pow, Revolver på Republique

By: Christian Skovgaard Hansen
On: 24. oktober 2024

Af Christian Skovgaard Hansen

I januar 2024 udkom forfatter Christina Hagens digtsamling ”Pow Pow Pow”. Det er intense digte om vold, moralsk og åndelig fordærvelse, ulykke og sårbarhed. Det er pistoldigte, hvor ordene kommer i en lind strøm som skudsalver. Kuglerne – ordene – flyver afsted, og hvis ikke alle skal nogle af dem i hvert fald nok ramme dig!

Det er digte om vold mellem folk i flere forskellige konstellationer. Menneskets og samfundets vrangsider åbenbares for os. Hvad er der på bunden, og hvorfor er lykke alligevel ulykke? Det hele leveres med udgangspunkt i deres nærmeste modsætning: Vittigheden. Allerede nu omsættes digtsamlingen til scenen af instruktør Emil Rostrup.

På scenen står skuespiller Ida Cæcilie Rasmussen. Hun serverer digtenes ord med skarphed og præcision, så vi ikke kan undgå at lytte efter. Rasmussens monolog bliver ikke bare en række ”bang”, som aldrig rigtig rammer os. Hun leverer digtene med både styrke og sårbarhed på samme tid, når voldsomhederne møder vittighederne. Distancen forsvinder stille og roligt. Skal vi virkelig tro på de voldsomme ord eller de endnu voldsommere handlinger? Måske. Følelserne sidder uden på tøjet, og man griner noget ambivalent over ordenes dybde og underliggende brutalitet, som går op for en, når ordene bundfælder sig. Rasmussen leverer ordene for os med en naturlig unaturlighed. Bravo!

Det kan godt være, at det for nogen er hverdagen. Men det burde det aldrig være. Vi fornemmer alvoren bag ordene, og vi fornemmer ikke mindst, at sandheden ikke er så enkel og ligetil. Vi oplever ordene gennem tre forskellige bastioner og sindsstemninger. Vittigheder og molboer skaber en tiltrængt distance til pistoldigtene, men de rammer os alligevel.

Julie Stavads scenografi er enkel og rå, når den brutalt skaber de tre steder for fortællingen. Scenografien bliver symboler på først overgrebenes steder, og til slut deres konsekvens. Livet er skudt i stykker, og selv den bløde dyne, som mange forbinder med noget rart, kan redde hende. Sammen med Balder Nørskovs simple, men elegant lys og Kevin Eagle Olivers overraskende og insisterende lyddesign, får ordene både lov at være i fokus, mens de også får tiltrængt modspil.

Pow Pow Pow er tankevækkende, og bag ordenes enkelthed gemmer sig meget mere, som stikker meget dybere. Det rammer os ganske ubehageligt, og vi tvinges til at se og høre om svigtene. Rostrup lader desværre iscenesættelsen få en følelsesladet energi til slut, hvilket ikke klæder forestillingen- og digtene. Jeg kan også have min tvivl om, hvorvidt det egentlig giver noget mere til digtene at de kommer op på en scene og fortolkes fremfor, at vi selv får lov at læse, blive rystet og danne os en mening.

Hagens ord i sig selv er nok, og det er dem i Ida Cæcilie Rasmussens monolog, der holder sammen på forestillingen. Det er groft, det er skræmmende, og det er ikke mindst virkeligt. Vi forlader derfor salens mørke med en tanke om, hvor længe man kan lukke øjnene og gøre ingenting. For hvem er det lige, der vinder skudduellen? Ingen!

Revolver, Østerfælled Torv 34, 2100 København Ø

Spilleperiode: 3.-31. oktober 2024

Set den 19. oktober 2024

Fotos: Birk Thomassen

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.republique.dk/forestillinger/pow-pow-pow

Medvirkende: Ida Cæcilie Rasmussen

Instruktør: Emil Rostrup

Scenograf: Julie Stavad

Lyddesigner: Kevin Eagle Oliver

Lysdesigner: Balder Nørskov

Forfatter: Christina Hagen