Anmeldelse: Indfødsretsprøven, Mungo Park (Mungo Park Kolding)

Af Ea Melissa Christiansen

 

Hvad vil det sige at være rigtig dansk? Altså sådan… Vaskeægte dansk? Og kan jeg kalde mig selv for ”dansk” hvis jeg ”hygger”, spiser flæskesteg og fejrer jul med Dannebrog flagrende i hjemmet?

Mungo Park Kolding tager dette uhyre samfundskritiske spørgsmål op til et højere niveau med forestillingen/kabareten Indfødsretsprøven, som turnerer Danmark tyndt. For at få et dansk statsborgerskab, skal man have 32/40 korrekte svar i prøven, lavet ud fra et 140 siders pensum, som indeholder dét, der definerer det at være dansk. Men er det nok til reelt at være dansk?

Scenen er indrammet i et kvadrat med fire lysstativer i siderne hvoraf baggrunden er en ”bagmur”. Bagmuren er bygget op af kommoder, skuffer og skabe. Inden jeg når at spekulere over, hvad de mon indeholder, kommer skuespillerne frem. De er klædt i afdæmpede farver og stiller sig midt på scenen, mens de går i langsomt tempo. De går og går, men kommer ingen vegne, og alligevel fortsætter de med målrettet blik, som var de to på flugt. Dette forsætter, indtil de ryger bagud og rammer bagmuren, som standser dem.

Herefter kommer en kæmpe skylle, som var vi ombord på et skib, og skuespillerne kreerer selv en skylle af ord, som kastes ud mod publikum og gør os drivvåde af tankemylder. Ordene indeholder utallige spørgsmål, sommetider blot delt mellem skuespillerne, Magnus Christensen og Maja Juhlin, og sommetider som ord hængende i luften eller som toner fra musik.

Maja Juhlin går på et tidspunkt hen og laver lyde i en mikrofon, som er tilsluttet en loopstation med dobbeltpedal. Lydene bliver til en baggrundsmelodi, der giver os illusionen af at være ombord på et vikingeskib. Eller at stå midt ude i en gylden havremark, hvor bjælderne kæler for hinanden. Der bruges også strengeinstrumenter såvel som skønsang og fællessang, hvilket kommer i sin fineste form: En lagkage. For hvad kunne være mere pæredansk end fællessang og lagkage? Sangen indeholder endda en masse viden om kongerækkerne med melodien fra ”Jeg har min hest (jeg har min lasso)”, og selvfølgelig bliver alle tolv vers, som sangen indeholder, sunget til ende.

Der er brugt et utal af humor i denne politiske kabaret, hvilket tydeligt ses i skuespillernes parodier. F.eks. laver Magnus Christensen hans version af Poul Thomsen, da han i 1984 skulle offentliggøre kåringen af Danmarks nationalfugl. Dette gjort med påført falsk skæg, ændret stemmelege og med så mange kunstpauser, at jeg til sidst sad og krummede tæer og baller, i en blanding af spændthed og irritation udløst af flere grin.

Humoren kan ligeså nævnes i scenen, hvor der blev visualiseres, hvor meget land vi, Danmark, førhen har ”ejet” igennem tiden. Dette gjort med brug af krydderboller, kæmpe showtime-smil og salsetrin med vrikkene hofter, som var vi inde og se ”Zirkus Nemo” eller en hvilken som helst anden stand up udgave af lignende. Maja Juhlins ansigtsudtryk sagde alt i denne kontekst, hvor hun spillede ”assistent”, og det blev heller ikke mere kedeligt af, at hun charmerende kommer med sine ”hoplaaa”-lyde med boller i munden.

Om ikke andet savnede jeg stadigvæk en anelse mere seriøsitet, for det var meget en overordnet ”lala-stemning”. Den eneste dybsindige frekvens, der ramte mig, var da de sad og snakkede om universet og kiggede på en stjernekaster. Jeg blev i tvivl om de rent faktisk gjorde grin med noget, eller om de reelle i deres replikker, hvilket var synd. Og er der for meget ”lala-stemning”, kan humoren sommetider falde til jorden, fordi der ikke er en stor modsætning at spille op imod.

Samtidig blev emnet omkring ”danskhed”, flygtningekrisen, indfødselsretsprøven ect. gjort en del mere håndterbart på denne måde, og ikke til en kæmpe diskussion, som vi ser politikerne ende ud i i deres uendelige debatter. Og det var nu egentlig også meget rart, for det satte en masse tanker i gang, undervejs såvel som bagefter.

Der var desuden lagt meget fokus i lydbilledet. Både i form af musikken der blev lavet på scenen live, såvel som baggrundslyde, og dette fungerede rigtig godt.

En scene der lige falder mig på sinde er, hvor Maja Juhlin og Magnus Christensen åbner de resterende skuffer og skabslåger på bagmuren, som til sidst understreger dét, at selv om vi på papiret er danske, vil vi alle atter være dybt forskellige. Meget fint.

Alt i alt var det en meget gennemført og sjov forestilling, som virkelig sætter spørgsmålstegn ved danskheden. For hvad så med dem der ikke spiser flæskesteg eller fejrer højtiderne, men som stadigvæk er født i Danmark. Hvad med dem, som kan hele Danmarks udvikling flere hundrede år tilbage, men som ikke er født i Danmark? Og hvad med os, som tror vi er danske, men som ikke kan bestå indfødsretsprøven? Er vi overhovedet danske nok til at kalde os for ”danske” eller?

 

Mungo Park Kolding

Mungo Park Allerød, Fritz Hansens Vej 23, 3450 Allerød

Spilleperiode: 27.-30. august 2018

Spiller på Mungo Park Kolding den 4.-6. september 2018

Turné:

2018: 31. august: Nyborg

2019: 4. april: Rudkøbing, 5.-6. april: Haderslev, 8.-11. april: Aarhus, Teater Katapult, 12. april: Ishøj, 24. april: Esbjerg og 27. april: Hvidovre

Set den 27. august 2018

Fotos: Palle Peter Skov

Grafik: Jon Kort

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.mungoparkkolding.dk/forestilling/indfoedsretsproeven/

Medvirkende: Magnus Christensen og Maja Juhlin

Instruktør: Katrina Bugaj

Tekst: Alexandra Moltke, Morten Mosgaard, Jeanette Munzert, Tomas Lagermand Lundme, Marie Nørgaard, Magnus Christensen, Katrina Bugaj og Lasse Bo Handberg.

Visuel Konsulent: Sandra Møller Svendsen

Lysdesign: Morten Dorvin

Produktionsleder: Anders Storm

Varighed: 1 time og 15 min. uden pause

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod