Anmeldelse: Intet, Odense Teater

By: admin
On: 4. februar 2018

Af Anne Lottrup Sørensen

Alting begynder bare for at afslutte. Det er overhovedet ikke umagen værd at være til. Sådan sætter Pierre Athon i 7. A præmissen for Intet over Jane Tellers roman. Det er ikke til at benægte, at forestillingen her også kun starter for at slutte igen en time og tyve minutter senere – men den er absolut umagen værd.

Sommerferien er slut for 7. A, men Pierre Anthon vil ikke tilbage til skolen. Han vil hellere sidde i et blommetræ. Hvis der findes ”glasset er halvt fuldt”-typer og ”glasset er halvt tomt”-typer, så er Pierre Anthon typen, der er fløjtende ligeglad. Glassets indhold er meningsløst.

Resten af 7. A er ikke enige med Pierre Anthon. De beslutter sig for at modbevise hans påstand om, at alt er meningsløst ved at samle ting, der har betydning. Det starter småt; en kam, der mangler to tænder, et par øreringe, en fiskestang. Dyngen vokser og vokser, men dens betydning er ikke stærk nok. Klassens elever bliver mere hævngerrige. De udpeger hinandens mest betydningsfulde ting. Hvis jeg skal opgive dette, så skal en anden aflevere noget meget værre. Oscarlille, Gerdas hamster, ryger på dyngen. Anna Lis adoptionsbevis. Ingrids krykker. Og Elises afdøde lillebror.

Intet starter med de syv skuespillere med røde kinder. De er ømme at se på i deres kortere-end-korte shorts og plisserede nederdele. I starten er de voksne skuespilleres bud på 7. klasses-elever lige lallet nok. Før vi får klassetrinet at vide, virker det som om, at vi er i indskolingen og ikke hos de yngste teenagere. Jeg købte dog hurtigt præmissen, så i resten af stykket virker alle syv troværdige som 14-årige. En af eleverne holder for eksempel sin rygsæk på maven ved at bide i stroppen, og jeg kan ikke undgå at føle mig ramt. Jeg gjorde nøjagtigt det samme i folkeskolen.

Scenografien, lyset og lyden betyder enormt meget i forestillingen, og giver Intet den perfekte ramme. Alt er gråt – kostumer, rygsække, stole – det hele er i grå nuancer, der står i skarp kontrast til den skrigende gule scene. Særligt scenen på kirkegården er fantastisk og raffineret.

Peter Høgsbro, der spiller Pierre Anthon, sidder bag en glasvæg i sit eget ”lydstudie”, og leverer pirrende lyde, mens fem elever udstyret med et lysstofrør starter deres karriere som gravrøvere. Jeg har stor respekt for personen, der fandt ud af, at lyden af en trommestik mod birketræ, ville understrege stemningen perfekt.

Min helt store folkeskole-fobi måtte jeg genleve i scenen, der forvandler klassens leder til et vrælende pattebarn. Uden at afsløre for meget, vil jeg røbe, at det involverer en blyantspidser – og at jeg skar tænder hele vejen igennem. Jan-Johan kunne engang spille Beatles-sange på sin guitar. Det bliver svært for ham fremover.

Jan-Johan spilles af Nicolai Jandorf, der ligesom fire af de andre skuespillere jonglerer med mange roller. Der er ingen kostumeskift, der indikerer karakterskiftene, så der bliver krævet meget af skuespillerne. De klarer det alle imponerende godt, men særligt Jandorf spiller alle sine karakterer så stærkt, at jeg aldrig var i tvivl om hvem han var. Selv når han uden replikker sad i baggrunden mens andre karakterer snakkede, var hans kropssprog tydeligt, og det var let at se, om det var Rikke-Ursula, Jan-Johan eller Dame Werner, der kiggede på.

Intet er intens og eksistentiel. Hvad er meningen med livet? Hvad betyder mest for dig? Kan man sætte en pris på betydning?

Den barske historie tackles med både alvor og humor. De fantastiske skift fra seriøse og morbide emner til tør og ligefrem humor giver en lige så stor kontrast som gråtonerne mod den gule baggrund, og det virker. Det virker også at udforske betydning gennem en hel folkeskoleklasse. Børnene giver alle et nyt perspektiv på mening. De har forskellige baggrunde, der påvirker, hvad de hver især donerer til dyngen af betydning.

Kan betydning være i en tændstikæske? Jeg tør ikke vove mig ud i et svar, men jeg vil gerne opfordre jer til at undersøge det selv på Odense Teater. Intet har alt hvad en god historie skal have. Den er nervepirrende, hård og tankevækkende – og slutningen sparker røv.

Odense Teater, Værkstedet, Jernbanegade 21, 5000 Odense C

Spilleperiode: 3. februar-22. marts 2018

Set den 3. februar 2018

Fotos: Emilia Therese

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.odenseteater.dk/forestillinger/intet

Medvirkende: Sophie Bredal Zinckernagel, Peter Høgsbro, Malene Melsen, Githa Lehrmann, Benjamin Boe Rasmussen, Nicolai Jandorf og Benjamin Kitter

Efter roman af Janne Teller

Sceneversion: Andreas Erdmann

Iscenesættelse: Maria Kjærgaard-Sunesen

Scenografi: Katrine Gjerding

Lyddesign: Kim Malmose