Anmeldelse: Jeg er Silas, Folketeatret (HiLS DiN MOR og Folketeatret)

By: Emma Brink Laursen
On: 23. oktober 2020

Af Emma Brink Laursen

Silas er konge af skoven. Han kommer fra et andet univers, men har søgt ophold på Jorden for en stund. Silas kan tage alle former, hvorfor han kan tilpasse sig ethvert sted og enhver situation. Det er både hans styrke og svaghed. For hvis man altid kan forme sig efter sine omgivelser, hvem er man så?

Jeg er Silas handler om at være barn og transkønnet. Den handler om at insistere på retten til at bryde med normer for køn, kønsidentitet og seksualitet med alle de udfordringer, der uundgåeligt følger deraf. Og det er mange typer af udfordringer, der skildres i HiLS DiN MOR’s brag af en børne- og ungdomsforestilling. Fra de mindre, og dog dybt frustrerende, udfordringer – som at skulle overbevise sin mor om, at man altså ikke vil iklæde sig kjole til sin konfirmation – til de lidt større – som at ønske sig en pik og hormonbehandling i fødselsdagsgave.

Silas, skovens konge, er et fantasivæsen skabt af en dreng, der har brug for én af spejle sig i. Denne dreng må nemlig, som fantasivæsenet, ændre sig efter sine omgivelser, fordi han ikke kan være sig selv. Han kaldes nemlig Signe og pige, men i virkeligheden hedder han Silas og er en dreng.

Det er mødet med den lyserødt-glitrende Hedvig (Rikke Westi), der, med sin dans og et farligt forførende glimt i øjet, får Silas til at tage de første forsigtige skridt ud af den skovhule, hvor han har gemt sig med sit fantasivæsen. ”Måske er folk ikke så lukkede, som du tror,” siger hun til ham, og han vover sig i et hvidt jakkesæt på sin konfirmationsdag. Noget, som mor og far for en kort bemærkning gør store øjne over, men som de hurtigt accepterer og vender til noget sjovt.

Men endnu har de ikke forstået, at deres Signe er en dreng. Faderen (Réne Benjamin Hansen) har skrevet en konfirmationssang, der på ignorant og pinlig vis kredser om, hvordan deres lille pige altid har været en drengepige. ”Du ville ikk’ vær’ artig, ville ikk’ lege med Barbie,” synger gæsterne med smil så store og irriterende som de farvestrålende festhatte på deres hoveder, og da får Silas nok. Han flygter fra sin egen konfirmation, til hulen i skoven, hvor han først, da det er blevet aften, bliver fundet af Hedvig. Silas nægter at være en drengepige eller en dreng light.

For Silas er en dreng. Med lige dele forsigtighed og rødglødende ”nu-har-jeg-fået-nok”-attitude begynder han det arbejde, det er, at udbrede denne kendsgerning til familie, venner og klassekammerater, og Mio Trond Lambers skildrer denne kamp på sandfærdig vis – en sandfærdighed, som opvejer det til tider lidt haltende skuespil.

De fire skuespillere fungerer ellers godt i samspil. Maria Carmen Lindegaard og René Benjamin Hansen udgør på den ene side et komisk og karikeret forældrepar – Lindegaard spiller Mor – med stort M, ja – der laver te, når samtaler bliver for ophedede, og får sved på panden over konfirmationsforberedelser, mens Hansen spiller Far – med stort F – der tager alting med den ro, Mor ikke besidder, og forsøger at være ”nede med de unge” på pinligste far-manér (her bliver der altså ikke brudt med nogen normer, men det karikerede og genkendelige er jo sjovt…). På den anden side rummer deres karakterer også den mere reelle, originale (mindre kønnede) oplevelse, som det nye syn på deres barn afstedkommer.

Mio Trond Lambers og Rikke Westi er ligeledes skønne i samspil, når de skildrer to unge forvirrede, der, med en sansende nysgerrighed på hinanden, sammen søger og finder svar.

Forestillingen foregår i et rum, der på én måde er hverdagens genkendelige – med forstyrrende farjokes på teenageværelset, en mor, der stresser over konfirmationstøj og -gaver, og en søster på udvekslingsophold i USA. Men alt er gjort med et twist. Scenografien og kostumerne er – som vi også så det i holdets tidligere forestillinger, ”Fucking Åmål” og ”Den sommer far blev homo” – gjort i en minimalistisk stil og i karakteristiske lyse farver, der, som humoren, skaber en forfriskende kontrast til det alvorlige tema.

Og humoren må jeg også knytte en kommentar til. For alvoren var pakket ind i en hjertevarm humor, og jeg sad og kluklo mere eller mindre hele tiden. Her må jeg især fremhæve René Benjamin Hansen, der – i rollen som far og i diverse biroller – gjorde et excellent stykke arbejde med en særlig fornemmelse for timing og evne til at balancere overgjort skuespil – som når han spiller teenageveninden med strutskørt – med en samtidig alvor og respekt for karakteren og scenen.

Humoren – og forestillingen som et hele – efterlod mig med en følelse af, at hvis vi dog bare kunne omgås os selv, hinanden og de allestedsnærværende normer med en lidt større lethed, med Hedvigs glimt i øjet, så ville mange ting være lettere. Silas’ far er først dybt ulykkelig over, at han har ”mistet” sin datter, indtil han indser, at han ikke har mistet noget som helst. Hans barn er det samme, bare med et nyt navn.

Dramatiker på forestillingen Julie Maj Jakobsen har gjort et virkelig solidt stykke arbejde. Forestillingen varer kun lige godt en time – som måske nok er den tid, målgruppen kan holde fokus – og det til trods, formåede hun og holdet at fortælle en troværdig historie om at være barn og transkønnet, med mange af de tanker og følelser – tvivl, skam, sorg, nysgerrighed, glæde, frihed – det involverer, for både barnet og forældrene. Det er sin sag at fortælle en nuanceret fortælling på så kort tid, men det er lykkedes her.

Selvom det er klædeligt for en anmelder at møde et teaterstykke rent, uden for mange forhåndsidéer, så ville jeg lyve, hvis jeg sagde, at mine forventninger ikke var en lille smule højere end sædvanligt, da jeg satte mig til rette i mit sæde i går aftes.

HiLS DiN MOR har tidligere – og i den grad – imponeret mig med deres tagen-kærlig-hånd-om emner som køn, seksualitet og identitet, som vi, små som store, kan have svært ved at snakke om. Med Jeg er Silas gør de ingen undtagelse. Forestillingen og holdet bag imponerer endnu engang og vækker både latter og tårer, men vigtigst af alt – forståelse og stof til eftertanke.

HiLS DiN MOR og Folketeatret

Folketeatret, Hippodromen, Nørregade 39, 1165 København K

Spilleperiode: 20. oktober-5. november 2020

Herefter på turné

Set den 20. oktober 2020

Foto: Gudmund Thai

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.folketeatret.dk/shows/jeg-er-silas/ eller http://www.hilsdinmor.dk/forestillinger/jeg-er-silas/

Medvirkende: Mio Trond Lambers, Rikke Westi, Maria Carmen Lindegaard, René Benjamin Hansen

Dramatiker: Julie Maj Jakobsen

Instruktør: Mia Lipschitz

Scenograf: Katrine Gjerding