Anmeldelse: John Lennon er død, Teater V

By: Emil Møller Christensen
On: 30. oktober 2018

Af Emil Møller Christensen

”Exit” står der med rød neon over elevatordøren i den stripklub, som John Lennon er havnet i efter sin død i 1980. Her har han en bitter desillusioneret hverdag med spiritus. ”Exit”-skiltet er som et symbol på livets endeligt, men måske også en drøm og et håb om at vende tilbage til livet og udføre det, man ikke fik gjort. Det bliver tydeligt, da den unge kvinde med det mundrette (sic!) Fanny Viola Rose-Mynte Maria Christoffersen Kristensen Hansen, entrerer stripklubben efter sit eget selvmord. Stripklubben er altså tilværelsen efter døden.

Teater V har siden 2010 hvert år afviklet en dramatikerkonkurrence med mulighed for at indsende sit eget manuskript. Vinderen får sit stykke sat op på teatret i Valby. En fantastisk idé, der giver en enestående chance for at lade også yngre kræfter skabe og dyrke scenekunsten. I år blev vinderen Sophie Zinckernagel, der med John Lennon er død har skabt en fabulerende tekst og ikke mindst med en omgang kradsbørstig, hård humor, hvor galskaben i den grad kommer i fokus. Undervejs i stykket tænker jeg, at nu kan forryktheden, det vil sige den kulsorte humor, næsten ikke ”komme længere ud”.

Den X-Factor-drømmende Fanny får forbyttet sin identitet med Lennon, der med et sind som Fanny tager ”Exit”-elevatoren ned og ud i virkeligheden, og opsøger en X-Factor-audition. Måbende ser man til, da dommer Thomas Blachman indfinder sig i stripklubben. Forbytningen af kønnene er en interessant vinkel på de roller kønnene har og spiller hver især.

Opsætningen får skabt en fin fornemmelse af tilværelsen, der bare går i tomgang med ”refill” af alkoholiske væsker. Også efter døden. Som underlægningsmusik hører vi uafbrudt Lennons ”Imagine”, mens uret bare tikker og atter tikker.

Scenografien er leveret af Rebekka Bentzen. Her fungerer baren og stripklubben i den brunlige træfarve fint som noget indelukket, fjernt fra den ”virkelige verden”. For forestillingen fabulerer samtidig over, at man godt kan vende tilbage til sin tidligere verden som død. Spørgsmålet er imidlertid om det er en god idé. Kan det lade sig gøre i længden at opretholde en tilværelse som død i sin gamle verden? Næppe. Stripklubmiljøet understreger dog stykkets galskab, en verden, jeg ikke kan forbinde Lennon med.

Karakteren Fanny er både tankevækkende, morsom, tragisk og interessant i Anna Stokholms fortolkning, hvor både det opgivne overfor livet får plads ved siden af det tragikomiske, når hun eksempelvis puster næse i et par røde trusser. Fanny er et produkt af sin tid som den ”særligt sensitive pige”, der tager alle verdens katastrofer og udfordringer på sig – fra klima- til flygtningekrise – i en sådan grad, at livet bliver for vanskeligt at leve.

Morsomt er det at sætte personer sammen, som langt fra synes at have noget med hinanden at gøre. Fra Lennon til Fanny – fra Fanny til Blachman, mens den kvindelige bartender råber: ”Så er der happy hour”. Det er langt fra tilfældet i situationen omkring barpulten. Denne kvindelige bartender, i Charlotte Munksgaards skikkelse, står i øvrigt for stykkets kradsbørstigste indlæg. Munksgaard giver rollen med koncentration og overblik: Den kradsbørstige humor er nøgtern, mens hun udfører de mest uforudsete ting.

Holder det at have personer uden umiddelbar relation – i længden? For nok virker det grotesk, men hvorfor vælge John Lennon som hovedperson? For at fortælle historien om Lennon, der engang troede på freden, men ikke længere kan øjne friheden? Heri ligger hans manglende tro på noget som helst i det triste stripklubmiljø. ”Love fucks with your brain”, som han understreger over for Fanny, som i begyndelsen kan give ham troen på selvrealisering tilbage. Men han er fanget i sin skæbne som musikikonet, der engang var – og ikke kommer tilbage. Gerard Carey Bidstrup indfanger sin Lennon med en tørhed, en indre vrede på grund af sin egen forbitrelse over tilværelsen. Det får Bidstrup glimrende fremhævet.

Opsætningen præsenteres som et ”syretrip”. Man må virkelig sige, det både er vildt og voldsomt, hvad der udspiller sig på Teater V. Men vildskaben, hårdheden, det ustyrlige og den barske humor, der er præmissen for ”syretrippet”, bliver samtidig i for høj grad opsætningens essens.

Jeg sidder med en følelse af, at de to hovedpersoner, Fanny og Lennon, mangler en ekstra samhørighed, selvom de har det opgivne overfor verden klart til fælles. Forestillingen synes at fortabe sig i gentagende pistolskyderier og en galskabshumor, der overtager stykkets mulighed for at fortælle om, hvorfor det lige præcis er en historie om vor tids sensitive pige og John Lennon, vi skal høre om. Har de mere tilfælles, end det vi præsenteres for? Det savner jeg en uddybning af.

Teater V i Prøvehallen, Porcelænstorvet 4, 2500 Valby

Spilleperiode: 28. oktober-18. november 2018

Set den 28. oktober 2018

Fotos: Daniel Buchwald

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.teater-v.dk/forestilling/john-lennon-doed/

Medvirkende: Gerard Carey Bidstrup, Anna Stokholm, Charlotte Munksgaard, Peter Zandersen og Piroska Eulalia Avila Ingemann.

Dramatiker: Sophie Zinckernagel

Instruktør: Emil Hansen.

Scenografi og kostumer: Rebekka Bentzen

Lysdesign: Sonja Lea

Lyddesign: Rune Abel