Anmeldelse: Kammerballetten 2023, Det Kongelige Teater (TRIO VITRUVI)

Af Henriette Devantier

Kammerballetten kan i år fejre 5-års jubilæum. Det er et intimt, nysgerrigt og innovativt koncept bestående af varierende dansere, og Trio Vitruvi kan bryste sig af at have skubbet til kunstneriske grænser, udforsket kendt og ukendt danseland og ikke mindst skabt et intimt kunstnerisk rum, som er en kæmpe succes. For femte gang samler de et hold, der efterhånden når langt ud i verden, når de i år undersøger, hvordan det er at være menneske anno 2023. Forventningsfuld satte jeg mig i teatersædet. Det er altid spændende, hvad Kammerballetten har fundet på.

Som vanligt bestod forestillingen af fire kortere danseværker og et enkelt musikstykke leveret af den altid virtuose Trio Vitruvi med pianist og initiativtager Alexander McKenzie i spidsen. Første værk på programmet var ”Milk Teeth” koreograferet af den nytænkende Ella Rothchild. Stykket, hvis titel leder tankerne tilbage til barndommen, har bestemt noget barnagtigt og friskt over sig. Programmet indikerer, at inspirationen til stykket er hentet fra Rothchilds eget barndomshjem i Tel-Aviv.

Jeg havde dog svært ved at finde de direkte paralleller mellem stykket og den introducerende programtekst. Men ”Milk Teeth” har noget på hjerte, og den rørte mig. I et spænd mellem koreografi og performancekunst var ”Milk Teeth” en helhedsoplevelse, der kombinerede dans af Doug Letheren, Emilie Leriche og Kayleigh Smerud, sang fra baryton Simon Duus og monolog af den garvede skuespiller Kirsten Olesen. Kombinationen mellem dans, performance, sang og tale dannede en stærk enhed. Ella Rothchilds univers er syret og skørt men samtidig vanvittigt vedkommende.

Hernæst fulgte danser og koreograf Tobias Praetorius’ nyeste værk ”Tori”, der var inspireret af det japanske maleri ”Birds and Flowers” malet af Hasegawa Tohaku. Det koreografiske udtryk gik helt i spænd med de æstetiske japanske idealer. Også titlen sendte tankerne på rejse til Japan, der er så kendt for sine mange porte – torii’er.

Tobias Praetorius udvikler sig som koreograf. Hans værker bliver mere og mere komplekse og spændende at overvære. Hans poetiske udtryk kommer frem i dansen, men et dystert lag lurer lige under overfladen. Ingen tvivl om at værket havde noget på hjerte, og at der var noget på spil. Det hele blev vakt til live af dansere fra Den Kongelige Ballet; Alexander Bozinoff, Andreas Kaas, Ji Min Hong og Mayo Arii.

Efter en pause sad vi igen klar på mere scenekunst. Det udprægede franske værk ”Mary” af koreograf Laura Arend var tredje værk i rækken. Desværre faldt dette lidt til jorden i sit udtryk af fransk indadvendthed. Det var som om publikum ikke fik lov til at blive inviteret ind i det sceniske rum. Duetten, der lidt klichéagtigt handlede om kærlighed og kærlighedens mange mystiske afkroge, blev danset af Stephanie Chen-Gundorph og Emma McKenzie. De to gjorde, hvad de kunne, men koreografien syntes noget upraktisk, og samtidig kæmpede danserne med løst hår og lange flagrende tylkjoler, der formodes at skulle fremme en vildskab. Det lykkes desværre ikke… I stedet blev det et irriterende element, der på ærgerlig vis flyttede fokus væk fra dansen.

Inden vi nåede til det sidste danseværk, indtog den musikalske Trio Vitruvi scenen. Pianist Alexander McKenzie, violinist Niklas Walentin og cellist Jacob la Cour er en sammentømret enhed, der forstår at nuancere og lege med musikken. Publikum fik desværre kun fornøjelsen af deres fortolkning af Ravels ”Modéré. Man kunne godt have ønsket sig mere, men til gengæld er en af Kammerballettens helt store styrker trioens live lydtæppe til dansen, og der er bestemt lagt lige så meget hjerte i musikken som i dansen.

Sidste programpunkt var det nykoreograferede stykke ”Suffer Little Children” af Paul Lightfoot. Hans værker er altid en fornøjelse. Han er efter min opfattelse en af tidens mest grundige koreografer, så forventningerne var i top. ”Suffer Little Children” skuffede på ingen måde – det er lige før dette værk kunne have karakter af et mesterværk.

Lightfoot har taget et modigt valg. Emnet er tungt – men vigtigt. Han skriver i programmet: ”May 24 2022: The US witnessed its 24th school shooting of that year in Uvalde Texas. 18 young souls were murdered in a classroom; locked in with their executor for nearly an hour. This vision of helpless innocence confronting malignant evil tormented me. (…) An homage of sorrow and joy about the deprivation of such innocent purity, alongside the love for the youth we have had the blessing to fulfil ourselves.”

Teksten taler for sig selv, og det gjorde værket også. Det var stærkt, sanseligt og modigt. Lightfoot tør tage valg som ingen andre, og mødet mellem denne koreograf og Kammerballettens koncept er en stærk platform. Et samarbejde, jeg håber, vil fortsætte.

Kammerballetten er nysgerrig på verden, og den intense og intime præmis skaber grobund for spændende kunstneriske retninger. Jeg sidder dog med en følelse af, at konceptet er en smule stagneret. I dette program savnede jeg humor og lethed, som jeg også synes hører sig til Kammerballetten. Ligesom man også kunne håbe på en mere afvejet balance mellem det moderne og det klassiske udtryk.

Der hersker dog ingen tvivl om at Kammerballetten er en vigtig stemme i det danske danselandskab. Rammerne er noget for sig. Takkelloftets små forhold skaber en intens følelse af at være i øjenhøjde med kunstnerne på scenen. Sammen er man til stede med kunsten som fællesnævner, og det er Kammerballettens største styrke.

Kammerballetten (TRIO VITRUVI)

Det Kongelige Teater, Operaen, Takkelloftet, Ekvipagemestervej 10, 1438 København K

Spilleperiode: 12.-19. august 2023

Set den 13. august 2023

Fotos: Tom Mckenzie

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.kammerballetten.com/

Dansere: Doug Letheren, Emilie Leriche, Kayleigh Smerud Alexander Bozinoff, Mayo Arii, Andreas Kaas, Ji Min Hong, Emma Mckenzie, Stephanie Chen Gundorph, Toon Lobach, Keren Leiman, Ryan Tomash, Mikaela Kelly og Sebastian Pico Haynes

Musik spillet af: Alexander McKenzie, Niklas Walentin og Jacob la Cour

Sang: Simon Duus

Skuespil: Kirsten Olesen

Koreografi: Ella Rothchild, Tobias Praetorius, Laura Arend og Paul Lightfoot 

Varighed: Ca. 2 timer og 10 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod