Anmeldelse: Kammerballetten 2025 – Stay tuned, Det Kongelige Teater (Kammerballetten)

Anmeldelse: Kammerballetten 2025 – Stay tuned, Det Kongelige Teater (Kammerballetten)

Af Ida Spedtsberg

1 russisk primaballerina, 2 stjernekoreografer, 4 kammermusikere og 7 værker udgør dette års brillante version af ”Kammerballetten”. Og som så mange ting i kunstens verden bliver synergien til 1 million indtryk og en uvurderlig aftenoplevelse.

”Kammerballetten” er et intimt-ballet initiativ stiftet i 2018 for at showcase ny, spændende koreografi med live kammermusik. Og dette år har de skruet helt op for stjernekvaliteterne. Det anerkendte koreografiske par Sol León og Paul Lightfoot har skabt nye værker til dansk premiere.

Parret har turneret verden over med deres kreationer og er især kendt for at være huskoreografer og artistic advisors hos Netherlands Dans Theater – det stærkest etablerede contemporary kompagni i Europa. Og i kølvandet af dem kommer altid ekstremt veletablerede dansere. Til dette år ni styks – heriblandt tidl. primaballerina fra Bolshoi, Olga Smirnova, der efter krigen nu danser for den hollandske nationalballet. Vi snakker top 10 ballerinaer i verden lige nu. Hende får du ikke sådan lige at se på dansk jord.

Derudover også det danske supertalent Sebastian Pico Haynes og syv andre exceptionelt dygtige dansere, der alle uden at blinke understreger deres meget lange CV’er med enorm præcision, lange linjer og en kunstnerisk selvtillid, som kun kommer, hvis man virkelig har den. Og det har de.

For Sol León og Paul Lightfoots moderne koreografier giver rammerne til at vise præcision og styrke, inderlighed og kraft. Hele pakken. Og så til musik af de dygtige kammermusikere Alexander McKenzie, Jacob la Cour, Emma Baird og Andreas Bernitt, der mestrer de mangeartede værker med præcision.

Vi starter med en teaser i foyeren: ”Particles”, der skift på skift præsenterer hver enkelt danser kontrol og styrke i lange adagio-bevægelser. Herefter går turen ind i salen, og første del fortsætter med kraftfulde ”Samenkomen”, hvor hele ensemblet smelter sammen, og dernæst ”Suffer Little Children”. Sidstnævnte er et Lightfoot-værk baseret på skoleskyderiet i Uvalde i USA i maj 2022, og den smerte de efterladte forældre står tilbage med. Resultatet var både rørende og smukke duetter, der giver os meget at snakke om i pausen.

Kan det blive bedre? Svaret er selvfølgelig ja. Efter pausen trisser vi ind i den mørke black box-sal til sagte fuglelyde og Olga Smirnova i centrum. ”Serendipia” er ifølge Sol León en hyldest til kunsten – fra kunstnerne selv. Den tænksomme stil fra første del erstattes af en karikeret verden med vilde ansigtsudtryk, udbrud og humor. Men aldrig på kompromis af sublim teknik og flot dans. 2. del ruller flydende igennem en lattermild tango, værket ”Toda una vida” og ender med alle dansere i ”Glass” – til musik af Phillip Glass. Eksekveret til perfektion hele vejen igennem.

Kammerballetten 2025 er din chance for at opleve helt exceptionelle dansere i ekstraordinære værker. Som balletnørd er du på hjemmebane, og som nyudklækket entusiast kan du læne dig trygt tilbage i dygtige menneskers hænder og bare nyde de mange fuldendte indtryk.

Kammerballetten

Takkelloftet, Operaen, Ekvipagemestervej 10, 1438 København K

Spilleperiode: 8.-16. august 2025

Set den 8. august 2025

Fotos: Erik Berg

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.kammerballetten.com/tickets

Dansere: Chloe Albaret, Mikaela Kelly, Keren Leiman, Olga Smirnova, Auguste Palayer, Christopher Gerty, Roger Van der Poel, Toon Lobach og Sebastian Pico Haynes

Musikere: Alexander McKenzie, Jacob la Cour, Emma Baird og Andreas Bernitt

Koreografi: Sol León og Paul Lightfoot

Lysdesign: Sol León og Paul Lightfoot

Lysoperatører: Jolanda de Kleine og Frederik Skålerud Hougs

Kostumedesign: Sol León og Paul Lightfoot

Kostumerealisering: Joke Visser

Wardrobe master: Søren Johannessen

Varighed: Ca. 1 time og 50 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

One thought on “Anmeldelse: Kammerballetten 2025 – Stay tuned, Det Kongelige Teater (Kammerballetten)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *