Anmeldelse: Kejseren, Teater V (Livingstones Kabinet, Teater V og Den Fynske Opera)
Af Laura Munk Christensen
”Han har jo ikke noget på!” Sådan lyder det i H.C. Andersens velkendte eventyr ”Kejserens nye klæder”, da kejseren går gennem gaderne, iklædt intet andet end sine forestillinger og løgne. I Kejseren møder vi den gamle historie i en ny og ubehageligt relaterbar kontekst – politikerne over for folket.
I Kejseren møder vi den forfængelige kejser, der kun går op i sit udseende og sin garderobe, og de to grådige skræddere, der snyder ham med løfter om smukke materialer og pragtfulde dragter. Historien er gammel og velkendt – men gennem nyskrevet musik, finurlige fortælleteknikker og såkaldt ”meta-teater” får teatertruppen Livingstones Kabinet drejet over på nutidens dygtigste og mest kendte løgnere: Politikerne. Budskabet er både tydeligt og interessant, men udførelsen kan desværre ikke hamle op med de gode idéer.
Skuespillerne, Pete Livingstone, Johannes Lilleøre og Birgitte Prins, leverer alle dygtige og professionelle præstationer. De har styr på deres ting, lever sig godt ind i rollerne og særligt Lilleøre og Prins har en fantastisk god timing, både sammen og hver for sig. De få stærke scener, der er i stykket, er derfor også deres scener sammen. Der gøres meget brug af at tale i kor, afbryde og gentage hinanden, og det fungerer rigtig fint de to imellem, da det bruges til at understrege historiens hovedpointe: Politikere bliver ved med at fortælle os de samme løgnehistorier, uden at vi ser det.
Der er også et såkaldt ”børnekor” med – modsat hvad navnet antyder, synger de ikke en eneste strofe. I stedet fungerer de som en del af scenografien og går det meste af tiden bare rundt. Endnu engang er idéen fin, men pointen er uklar. Til allersidst får de endelig lov at åbne munden, da de skaber et fem minutter langt råbekor. Her er pointen mere end tydelig og desværre også taget en smule for langt, så man omkring halvvejs inde begynder at kede sig en smule. Dog skal det siges, at børnene alle er dygtige, både i deres spil og timing.
Forestillingen er i høj grad bygget op på Pete Livingstones nyskrevne sange og musik. Livingstone selv står for langt størstedelen af sangene i stykket, og det gør han udmærket. Problemet er, at alle sangene – med undtagelse af en enkelt – er både for lange og for intetsigende. Den enkelte gode sang, der handler om de forskellige løgne vi har hørt de seneste år, skiller sig ud, fordi den er sjov og faktisk ændrer i teksten frem for at gentage de samme linjer igen og igen.
Og her rammer vi hovedet på sømmet med forestillingens generelle problem: Der er simpelthen for meget, der føles for langt. Og det betyder desværre ret meget, når forestillingen kun varer lidt over en time. Der er nogle rigtig gode idéer bag mange af sekvenserne, men scenerne, sangene, monologerne kører for langt og man sidder som publikum med en ”vi har fattet det”-følelse, som er rigtig ærgerlig. Dette medvirker også til, at forestillingen ikke blot fortæller om sit budskab, men desværre går hen og bliver meget moraliserende over for sit publikum, hvilket ikke er nødvendigt, når meningen med forestillingen er så tydelig i forvejen.
Kejseren er en forestilling for dem, der kan lide, når en gammel fortælling bliver opdateret, og vi kan sætte den ind i vores egen tid. Det er en forestilling om at forholde sig kritisk, om ikke at følge lederen og i stedet åbne øjnene og stå på egne ben. Den skal ses af dem, der nyder en langsom forestilling, som tager sig god tid til hver eneste scene – og måske af dem, som er småsure på vores politikere.
OBS: En stor del af forestillingen foregår på engelsk.
Livingstones Kabinet i samarbejde med Teater V og Den Fynske Opera
Teater V, Porcelænstorvet 4, 2500 Valby
Spilleperiode: 7. februar-2. marts 2019
Spiller også i perioden 21.-25. august på Den Fynske Opera i Odense
Set den 7. februar 2019
Fotos: Bjarne Stæhr
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Pete Livingstone, Johannes Lilleøre, Birgitte Prins, Bebe Risenfors samt et børnekor
Iscenesætter: Nina Kareis
Scenograf: Julia Forchhammer
Komponist: Pete Livingstone
Lysdesign: Mikkel Jensen
Lyddesign: Baldur Kampmann
Varighed: 1 time og 15 minutter (ingen pause)
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod