Anmeldelse: King Lear, Det Kongelige Teater
Af Jonas Gudmand
Nu kan du se et af Shakespeares mest komplekse værker fremført på en dansk scene, og det er stærkt teater, du kan blive udsat for. Det er det, fordi der er solide skuespillerpræstationer, scenografien og kostumerne underbygger universet, og det hele er iscenesat på en tilpas let facon i forhold til, at det er et stort Shakespeare-stykke.
Jeg kendte på forhånd ikke historien om King Lear, men iscenesættelsen af stykket kræver ikke, at du er en Shakespeareekspert for at få meget ud af at se det. Der er to vigtige punkter i historien at fokusere på.
Det ene drejer sig om King Lear. Han ønsker at dele hans magt ud blandt sine tre døtre, og så er spørgsmålet, hvor meget han kan stole på deres rørstrømske ord om, hvor meget de elsker ham. Den ene af de tre døtre vil ikke deltage i den “kærlighedskonkurrence”, hvor det handler om at lovprise faderen mest. Kongen lider vist af et enormt mindreværdskompleks, så da den yngste datter ikke vil lovprise ham som de andre, så bliver hun sendt bort.
De to andre døtre for så 1/3 hver af hans rige, og så kan man kæmpe om den sidste 1/3.
Den tre timer lange forestilling kommer bl.a. til at handle om, hvordan kongen må lære at klare sig uden sin yngste elskede datter, samtidigt med at han bliver stadig angrebet af sin egen galskab og enorme vrede, der på uretfærdigvis kan ramme omverdenen.
Derudover følger vi også sidehistorien om Gloucester, der er kongens højtstående og loyale støtte, der har de to sønner Edgar og Edmund. Den sidste er født uden for ægteskabet og er derfor en horeunge. Edmund finder sig ikke i at broderen Edgar bliver favoriseret, så Edmund forsøger at manipulere omverdenen (som en anden Iago fra Othello) for at få en plads i samfundets top samtidigt med, at han kan hævne sig på hans far og bror. Det er bestemt ikke kedeligt at følge.
Jeg vil ikke røbe for meget af den videre handling, da det er langt federe selv at erfare. Men jeg kan vist godt sige så meget, at det bliver en meget blodig oplevelse med mange drab. På Det Kongelige Teaters hjemmeside siger de selv, er det bliver meget som i Game of Thrones.
Det hele er iscenesat af Peter Langdal, der også har oversat stykket på ny. Det kan man godt mærke, for der er kommet nogle udtryk med, der passer ind i vores sprogbrug, som gør det hele frisk og lettere tilgængeligt for os at forstå. Det kan også mærkes, at der er arbejdet med at skabe nogle originale karakterer, og det lykkes til tider.
King Lear bliver spillet af Tommy Kenter og Edmund af Joachim Fjelstrup, og det er nogle befriende ærlige og klare skildringer af deres karakterer. Jeg var på forhånd ufattelig spændt på at se Tommy Kenter i denne forestilling, fordi jeg forestillede mig, at han ville stråle og atter stråle på scenen. Det bliver til en levende portrættering, der viser kongens store ømhed, hvilket er meget rørende. Det er dog som om, der kunne være fundet en endnu større dæmonisk side frem i ham, så der kunne blive en endnu større kontrast til den rene ømhed, han får vist. Men det var stadig en dejlig karakterskildring, da jeg mærkede sårbarheden og ægtheden i King Lear.
Joachim Fjelstrup har publikum med sig, når han som Edmund fortæller om sine udspekulerede planer, som en anden Richard d. 3. Det var en fryd at opleve, og han må være en af Danmarks mest talentfulde skuespillere.
Og så er der det mindre positive. Efter at King Lear bortviser sin yngste datter Cordelia kommer narren på banen (begge spillet af Signe Egholm Olsen). I datteren ser vi en ærlig og modig ung kvinde, vi føler med. Men når narren kommer på banen og bliver en loyal støtte til King Lear, bliver jeg mest irriteret over denne karakter, fordi den fylder for meget uden at fungere ordentligt. Det er ikke sjovt, når det ser ud til, at det skal være sjovt, og jeg køber det ikke, når det ser ud til at skal være dødalvorligt.
Scenografien og kostumerne er lavet af Karin Betz, og det fungerer rigtig godt til at give os en følelse af, hvilket univers vi er i. Bl.a. har scenerummet indbygget nogle store spejle skråt i loftet, så vi ser scenen fra et helt andet perspektiv, når denne effekt tages i brug. Det er virkningsfuldt og elegant.
Det er også vigtigt at nævne, at der er tre musikere, der skaber et konstant lydbillede undervejs i forestillingen, og det fungerer så lækkert. Det er August Rosenbaum, der har komponeret lydbilledet, og nogle gange glemte jeg, at musikerne hele tiden havde gang i nogle lyde, fordi det passede så godt til handlingen.
Og ja, det er jo alt sammen meget godt, men hvad kan man så bruge det hele til?
Du må ind og se stykket for at finde ud af, om det i sidste ende er ærligheden og ægtheden, der vinder. Eller om det ender med, at manipulationen trumfer det hele.
Uanset hvad så leverer Det Kongelige Teater endnu en gang varen, og det er nogle vidunderlige øjeblikke, vi får lov til at overvære.
Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Sankt Annæ Plads 36, 1250 København K
Spiller indtil d. 29. april 2016
Spilledato: 5. februar 2016
Fotos: Natascha Thiara Rydvald
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://kglteater.dk/det-sker/sason-2015-2016/skuespil/kong-lear/
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod
KODYLE KENTER & KLAPPENDE KOR
SUVERÆNE SHAKESPEARE 410 ÅR.