Anmeldelse: De stuerene, Mungo Park Kolding

Af Christian Skovgaard Hansen

 

Den 6. oktober 1995 – i sig selv en ganske almindelig fredag. Og dog! I den politiske historie er det en ikke helt uvæsentlig dag. På denne dag så et nyt parti dagens lys på Christiansborg. Et parti, hvorom den tidligere socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen mente, at ”Set med mine øjne, stuerene, det bliver I aldrig”. Et parti, hvis tilhængere tidligere blev kaldt ”pianister” efter den daværende partileder, men hvor de nu må vænne sig til, at partilederen hedder ”Tulle”. Det er naturligvis Dansk Folkeparti, der er tale om.

 

 

Mungo Park Koldings ’De stuerene’ er en fortælling om Dansk Folkepartis første 20 år fra 1995-2015, og Nyrups berømte ord har givet titlen. Forestillingen er på en og samme tid humoristisk og fortalt med et glimt i øjet, mens den på samme tid er sober og reel. Forestillingen er bestemt ikke blot en glorificering af Dansk Folkeparti, og den er bestemt aktuel for andre end DFU’ere eller DF’ere. Alle med en smule politisk interesse, samfundsfags- og statskundskabsstuderende bør se forestillingen. Men selv hvis du ikke er politisk interesseret, vil du få noget ud af denne forestilling, da det samtidig er et billede på, hvordan Danmark i disse 20 år har udviklet sig.

 

Forestillingen indledes med en prolog af Pia Kjærsgaard, inden turen går op i Mungo Park Koldings teatersal. Her bydes vi velkommen med et fad lune frikadeller med små Danmarks-flag i. Forestillingen styres af en fortæller, spillet af Frank Thiel, som ikke blot ligner, men også lyder som ovennævnte Poul Nyrup Rasmussen. Begge dele er opfindsomt og originalt – respekt til Mungo Park Kolding.

 

 

 

’De stuerene’ er både nuanceret, modig og ikke mindst sober i sin fremstilling af historien. Manuskriptet af Line Mørkeby i samarbejde med Jens Korse, Michael Schiøt og Lasse Bo Handberg og iscenesættelsen af Kasper Sejersen fungerer fantastisk godt. Forestillingen er satirisk, men uden at blive plat og parodierende, og både højre- og venstrefløjen får nogle – velfortjente… – slag. Uanset hvor man befinder sig på den politiske akse, vil man derfor lære noget, og forestillingen er en kærkommen til en politisk debat.

 

Man kan ikke sige Dansk Folkeparti uden samtidig at sige Danmark. Louise Becks scenografi er enkel, og man mødes af mandshøje bogstaver, når man kommer ind i salen – fra loftet står ”Jeg er” med røde bogstaver, mens der på gulvet står ”Danmark” med hvide bogstaver. Resten af scenografien er minimalistisk, og figurerne og sceneskiftene sker ved enkle rekvisitter og brugen af bogstaverne i ”Danmark”. Bogstaverne kan bruges til mange ting, og uden at afsløre for meget af forestillingens handling, kan ”Danmarks” to A’er bruges i en helt særlig historisk sammenhæng.

 

 

Maja Juhlin ikke blot spiller Pia Kjærsgaard ved hjælp af den blond paryk; hun er Pia for en stund. En kriger våbner, og hun er Pia med den rette mængde sødme og skarphed, uden at hun samtidig bliver skinger. De øvrige 3 skuespillere, Marie Nørgaard, Cecilie Gerberg Nielsen og Carl-Christian Riestra er også velspillende, og de leverer også flotte præstationer.

 

Er Dansk Folkeparti så blevet stuerene? Tja… Dansk Folkeparti har vel efterhånden vist, at de ikke er en politisk døgnflue, og at de faktisk er blevet stuerene. Mungo Park Kolding tør, og de har vovet at drage konklusion, at Dansk Folkeparti er blevet stuerene, da der på de 5 skuespilleres t-shirts står ”Jeg er” på forsiden, mens der på bagsiden står ”Stueren”.

 

Afslutningen på forestillingen summerer ikke blot forestillingen, men også hele Dansk Folkepartis historie. Pia Kjærsgaard sidder på toppen af et af mandshøje hvide bogstaver – hun er nu kommet på toppen af det parlamentariske system som formand for Folketinget. Vi er vidne til en resigneret Nyrup med en blodtud som en anden bokser, der har fået et knock out og har tabt kampen.

 

 

Samtidig er forskellene i dansk politik udvisket, og vi hører nu et helt kor fra SF over S til V, som nu alle giver hende ret i de synspunkter, som hun og Dansk Folkeparti stædigt og uden slinger har sagt lige siden stiftelsen. Da Dansk Folkeparti ikke har rykket sig, er det i stedet andre, som må have accepteret og anerkendt partiet. Kraften fra folkesjælen har derfor fundet.

 

Uanset om man er enig med Dansk Folkeparti eller ej, og uanset om man er enig i, at de er blevet stuerene eller ej, er ’De stuerene’ en frisk og modig fortælling om historiens gang og udvikling i både det politiske system, men i lige så grad i den generelle Danmarkshistorie.

 

 

 

Mungo Park Kolding, Fredericiagade 1, 6000 Kolding

 

Spiller indtil 5. marts 2016

 

Spilledato: 6. februar 2016

Fotos: Palle Skov

 

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.mungoparkkolding.dk/forestilling.asp?id=5201

 

 

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (1)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Mungo Park, Mungo Park

Af Jonas Gudmand   Forestillingen ‘Mungo Park’, der spiller på teatret Mungo Park, stinker ...

Anmeldelse: Giselle, Det Kongelige Teater

Af Henriette Devantier   Det Kongelige Teater har en af ballettens absolut klassikere på ...

Anmeldelse: Jeg misforstår gerne det hele, Edison Scenen

Af Jacob Riegels   ’Jeg misforstår gerne det hele’ er en på samme tid ...

Anmeldelse: Under Gud, over loven, Teater Grob (Von Baden)

Af Christian Skovgaard Hansen   Denne forestilling er en repremiere. Vi anmeldte også forestillingen, ...