Anmeldelse: Knud Romers ABC, sART Danseteater, Den Fynske Opera og BaggårdTeatret

Anmeldelse: Knud Romers ABC, sART Danseteater, Den Fynske Opera og BaggårdTeatret

Af Thormod S. Kamban

 

’Knud Romers ABC’ er en forestilling, der går på opdagelse i nysgerrighedens sande natur. Alt emmer af magi når man går igennem de lette gardiner, og sætter sig til rette. Lige så nysgerrig, som man er når man træder ind, lige så nysgerrig forbliver man i sprogets og bogstavernes forunderlige univers, når man træder ud igen.

I et fuldstændig unikt sammenkog af sang, dans, musik, lyd og lys i noget af det flotteste scenografi jeg længe har set, sætter ’Knud Romers ABC’ rammen om en tour de force rundt i alle afkroge af det danske sprog. Det giver vores nye generation en fantastisk mulighed for at se på det danske sprog med helt nye øjne. Lige netop det er måske ret så væsentligt: At vi kan se på vores sprog med nye øjne i en tid, hvor vores modersmål besættes af engelske ord, slangudtryk og forkortelser.

Pressebilleder til KNUD ROMERS ABC

Igennem 29 karismatiske kompositioner af Bent Sørensen, en af Danmarks fyrtårne inden for klassisk musik, og John Kørners udforskende farver, bliver ’Knud Romers ABC’ til meget mere end blot en fortælling. Det bliver til en interaktiv fortælling, som vi er en væsentlig del af, og som vi betages af fra start til slut. Når harmonikaen stemmer i melankoli. Når myggen ihærdigt prøver at suge sig fast til elefanten, og bliver en kende for nærtagende. Eller når noget så simpelt, som en flagermus (i form af en lommelygtes lyskegle) fiser frem og tilbage i rummet.

Børnenes umiddelbarhed spiller den centrale rolle, når de bliver sendt igennem vridemaskinen af akrobatisk dans, skyggespil, fjollede fodtrin, majestætisk sang og æstetiske kropsbevægelser i Luise Midtgaards fabelagtig scenografi, der hellere end gerne inviterer til interaktion.

Pressebilleder til KNUD ROMERS ABC

I den helt rette dose af finurlige ordspil og lige dele sjov og alvor, serveres poesien lyslevende foran os. Den sande poesi. Også den, som børnene leverer, og de voksne med. Vores forskellige fornemmelse for, hvornår noget er sjovt og noget er alvorligt, med et snert af mystik, bliver sat på prøve. Men det giver på en eller anden mærkelig måde forestillingen et helt specielt liv. Den gør det mere levende, når nysgerrigheden er på spil.

De sanselige øjeblikke står på spring, og fordi det bliver leveret så godt, skaber stykket rum til fascination og store smil. Selv når de optrædende scenekunstnere Anete Jensen (skuespiller og sanger), Carlos Rodas (danser), Karin Norrinder (operasanger) og Anders Ringgaard (kapelmester) illuderer en rytmisk prutteleg over bogstavet R (”Rotten der sad på potten”). Latteren viser vej i alle retninger, men den går hånd i hånd med forundring og en buldrende nysgerrighed, der cirkulerer rundt i kroppen.

Pressebilleder til KNUD ROMERS ABC

Man kan levende forestille sig, at alle aktører har udviklet stykket på den måde. Med en nysgerrighed, der har forplantet sig, og som med garanti stadig suser gennem kroppen, når de tager vores hænder, og vi kædedanser til musikken, for herefter at sidde i en rundkreds dækket af gardiner med lyslevende skyggespil til alle sider. Lige i det øjeblik, skaber vi alt sammen. Uhygge. Fantasier. Individuelle reaktioner på en hare eller et højlydt æsel, der har svært ved at sige nej, for den kan kun sige ”i-hjaa”. Instruktøren Sofie Christiansen har gået ind til stykket med samme ”barnlige” tilgang, som Knud Romer er gået ind til med sproget.

Igennem hele stykket får børnene stukket et bogstav i hånden, og til slut kommer de op til en lille tavle, hvor alle bogstaverne placeres alfabetisk i alle deres kreative former. Et ”N” skabt ud af et forslidt, afdanket signalhorn. Et ”M” formet af et stykke reb. Det er så opfindsomt at børnene leger med, og bruger dobbelt så lang tid på at diskutere, hvilket bogstav det er, som de kigger på. Derudover bliver børnene ekstra fascineret, når de selv får lov til at have indflydelse på en, så afgørende del af stykket.

Pressebilleder til KNUD ROMERS ABC

I det øjeblik vi kom ned og ligge i forestillingen, kunne jeg tydeligt mærke den nysgerrighed i kroppen. Nogen lå med lukkede øjne. Andre med åbne. Nogen aede gulvet med hænderne, og den trang fik jeg selv. Man var på en måde styret af sin krop. Det (næsten) regelløse børneteater er en fryd, for hvis børnene vil banke med på rottens lokumsrytme, hvad skulle så forhindre dem i det?

Før vi vidste af det brød lyset frem, og så var det hele såmænd slut. Det er simpelthen umuligt at nå hele vejen rundt om ’Knud Romers ABC’ for det er helstøbt i alle detaljer. Det er en oplevelse, som man med rette kan unde sig selv og sine børn.

 

Co-produceret af sART Danseteater, Den Fynske Opera og BaggårdTeatret

Naturama, Svendborg

Spilleperiode: 30. oktober-4. november 2017, Naturama i Svendborg

Fra den 7.-11. november 2017 Dansekapellet i København

Set den: 2. november 2017

Foto: Jens Wognsen

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.baggaardteatret.dk/forestilling/knud-romers-abc/
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *