Anmeldelse: Le vide – Essai De Cirque, Den Grå Hal

Anmeldelse: Le vide – Essai De Cirque, Den Grå Hal

Af Amalie Sloth de Fine Licht

Rebartisten Fragan Gehlker presser sig selv og publikum til det yderste når han med humor, ufatteligt mod og kæmpe talent fortæller historien om den fortabte Sisyfos.

De fleste, inklusiv mig selv, forbinder cirkus med farverige kostumer, eksotiske dyr, sodavand og popcorn. Det er aldrig en genre, jeg har brudt mig om, fordi historien som oftest udebliver. I cirkus er det ’den utrolige præstation’ alting drejer sig om. Jeg bliver imponeret af de dygtige cirkusartister, men aldrig rørt eller bevæget, hvilket er det jeg går i teatret, og i det hele taget ser kunst, for at blive.

‘LE VIDE – ESSAI DE CIRQUE’ er en forestilling, som tager det bedste fra begge verdener; cirkussets uforudsigelighed, artisteri og stemning, og teatrets evne til at ramme publikum og give dem en fortælling man kan tage med sig videre.

1

Forestillingen bygger på myten om Sisyfos. De græske guder fordømte Sisyfos til for evigt at rulle en kampesten op af en bjergside. Når Sisyfos næsten havde nået bjergets top, gled stenen fra ham, og han måtte starte forfra med at rulle stenen op.

Publikum sidder i en cirkel, som i en cirkusarena, men savsmuldet er skiftet ud med rå beton. Her er der er ingen overfladiske smil eller kropsnære heldragter. En mand ser op mod loftet 12 meter oppe, og så begynder han at kravle op af rebet i midten, højere og højere op…

Hvis underholdning er defineret ved at kunne holde publikums opmærksomhed, er jeg aldrig blevet så underholdt som under ‘LE VIDE – ESSAI DE CIRQUE’. Men jeg blev ikke kun underholdt, jeg blev dybt rørt. Fragan Gehlker overgår hvad, jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig, et menneske kan udrette. Han sanseliggører Sisyfos-fortællingen med humor og ufattelige evner, når han 12 meter oppe kravler rundt under taget uden sikkerhedsline.

2

Alexis Auffray akkompagnerer på violin og leger gud, når han tilsyneladende med et enkelt tryk, kan lade manden på rebet falde i døden.

Forestillingen udfordrer tilskueren. Nogle vil måske mene, at der er grænser for, hvad man potentielt kan udsætte publikum for, for hvad hvis han falder?

‘LE VIDE – ESSAI DE CIRQUE’ bryder grænser og går til kanten uden at gå på kompromis. Udover at Fragan Gehlker laver en fantastisk præstation, er forestillingen også godt skruet sammen. Kaos møder harmoni, når verdenen falder fra hinanden omkring den evigt opadsøgende hovedperson, men æstetikken bibeholdes.

‘LE VIDE – ESSAI DE CIRQUE’ er til dato en af de stærkeste oplevelser jeg i mit liv har været vidne til. Bryder man sig ikke om at sidde med hjertet i halsen, skal man blive hjemme, men ellers kan jeg kun anbefale denne utrolige oplevelse.

 

En del af Ny Cirkus Festival 2016

Fragan Gehlker, Alexis Auffray & Maroussia Diaz Verbèke – Frankrig

Den Grå Hal, Christiania Refshalevej 2, Kbh. K

Spiller indtil: 16. august 2016 kl. 21.00

Spilledato: 15. august 2016 kl. 21.00 

Foto: Alan Guichaoua

 

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *