Anmeldelse: Copenhagen Summer Dance 2016, Dansk Danseteater
Af Lisa Ludvigsen, gæsteanmelder
Dansk Danseteater åbner endnu engang op for deres årlige forestilling i Københavns Politigårds smukke søjlegård. Den årlige tradition udføres som altid under åben himmel og med en god portion hygge.
Ved ankomst til politigården står folk i lange køer udenfor, og det bliver hurtigt tydeligt, at det er en god idé at købe sig til pladserne på forhånd. Man bliver mødt af smilende guider og stolte politimænd og kvinder, som står med et lille smil på rundt omkring. Inde i selve gården bliver man mødt af større forsamlinger af mennesker, som står og snakker, og der er en picnic-stemning over det hele. Boder langs bagmuren sælger tæpper, suppe, kaffe m.m.
Selvom det har regnet, er der pakket med mennesker, snakken går lystigt, og folk hygger sig, selvom de er pakket ind i tæpper, og mange sidder på jorden.
Omgivelserne ligger op til en fantastisk oplevelse; en fritstående scene og de smukke søjler, der i dagens anledning er draperet med smukke røde tæpper.
Forestillingen er sat sammen af en masse små værker. Noget, som er udtræk af større forestillinger, og meget andet, som er lavet af forskellige koreografer. I år har de besøg af National Youth Ballet fra Hamborg, B.Dance fra Taiwan, Den Kongelige Ballet, Michala Petri og Paulo Villegas.
Showet åbnes af Michala Petri med hendes nykomponerede musikstykke ”Tonekædedans”, og dette var klart et af aftenens lyspunkter for både mig og min ledsager. De smukke toner fører hurtigt en i en drømmende tilstand; man svæver hen over de norske fjelde på en smuk sensommer aften, og finder pludselig sig selv til en folkefest. Og på finurlig vis bliver man mindet om alle de fantastiske Astrid Lindgren-historier, som man har hørt siden man var lille.
Af andre lyspunkter må man også nævne de unge dansere fra Hamborg. De 3 unge mennesker tager en gennem hele følelsesregisteret. Og selvfølgelig også de 2 dansere fra Taiwan med en smuk duet, der leger med de indre harmonier, der kæmper mod og med hinanden.
Jeg var desværre svært uimponeret af Dansk Danseteaters egne dansere. De var da dygtige, men et par enkelte virkede lidt bagud og manglede en kontakt til publikum. Deres kærlighedsduet faldt til jorden, og deres ellers ret medrivende nummer ”Drums”, med musik af den geniale Paolu Villegas, blev ødelagt da ens øjne blev optaget af de enkelte dansere som ikke rigtig kunne følge med de andre. Dette var virkelig ærgerligt, da de udgjorde halvdelen af værkerne.
Aftenen sluttede af med værket ”KRASH” af den brasilianske koreograf Alessandro S. Pereira og dansere fra Den Kongelige Ballet. De beskriver selv værket som værende fuld af vildskab og maskulin styrke. Og med undtagelse af den lidt malplacerede nips af en pige, var det lige præcis, hvad det var. Det var en bombe af vild maskulin energi, der viste mange sider af den mandlige energi frem. Jeg sad tilbage måbende og fyldt med den vildskab, som de kort før havde sendt ud til os.
Alt i alt var det en dejlig aften, med mange forskellige indtryk. Helt klart en oplevelse, som jeg vil anbefale andre. Og en oplevelse, jeg selv uden tvivl gerne vil gøre til en tradition, som så mange andre allerede har gjort.
Dansk Danseteater
Copenhagen Summer Dance, Københavns Politigård
Spiller indtil d. 14. august 2016
Spilledato: 11. august 2016
Fotos: Søren Meisner
Gratis indgang
Læs mere eller reserver pladser her:
http://www.danskdanseteater.dk/forestillinger/copenhagen-summer-dance-2016
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod