Anmeldelse: Lev menneske, Odense Teater
Af Mette Herschend
Godt håndværk. Det er, hvad ’Lev menneske’ på Værkstedet er: Et finurligt manuskript af Lærke Sanderhoff, god instruktion af Hans Rønne, lune og dygtige skuespillere, enkel scenografi – ja, simpelthen et solidt stykke teater, som man bliver glad af at se.
Vi møder 5 mennesker, hvis skæbner væves ind i hinanden i løbet af 1 time og 30 min. uden pause. Ægteparret Lis og Ove, singlerne Søren og Kamille, der hhv. er en glasset er halvt fuldt- og en glasset er halvt (næsten helt) tomt-type, og Kaj, Sørens far, som har siddet i spjældet og ikke har set sin søn i 20 år. Vi får bidder af karakterernes hverdag, deres længsler og deres drømme, og vi ser, hvordan de skyder længslerne til jorden igen – måske af frygt for alt for stor forandring. Men alle 5 lider de af ”hudsult” – når alle kroppens 217 knogler længes efter at elske og blive elsket.
Lærke Sanderhoff har skabt nogle karakterer, der er rigtig godt skruet sammen, og Hans Rønne har i samarbejde med skuespillerne bearbejdet dem, så man næsten bare ud fra deres kropsholdning kan læse karaktererne. ’Lev menneske’ er på samme tid tragisk og komisk. Der var rigtig god stemning i salen, som morede sig over de skæve eksistenser på scenen, som må så grueligt meget igennem.
Det er svært at pille én af skuespillerne ud, for lige så glad jeg var for at se både Malene Melsen og Klaus T. Søndergaard (hhv. Lis og Bo) helt tæt på i mindre produktioner i denne sæson, lige så begejstret var jeg for de tre nye ansigter på Odense Teater Bo Stendell Larsen som Kaj, Martin Fredberg som Søren og Marie Mondrup som Kamille, da de alle tre virkelig kom i dybden med deres karakterer.
Af de tre krøb Marie Mondrups Kamille alligevel lidt længere ind under huden på mig med noget i retning af denne replik: ”Der er nogen, der siger, at vi skal leve hver dag, som var det den sidste. Og så er der andre, der siger, at i morgen er der atter en dag. Det er da forvirrende.”
Scenens sider er fyldt med møbler i teaktræ og siv, og en seng, hvor kun rammen og fjedrene er tilbage repræsenterer Oves køreskolebil. En enkel scenografi er nu engang min favorit, og de får sceneskiftene til at fungere gnidningsfrit med små stykker musik og en enkelt gang en lille akavet dans, som nok symboliserer den akavede stemning i et speeddatingsituation.
Der er ikke de helt store wow-oplevelser i forestillingen, og det ville heller ikke klæde den. Alligevel føler jeg mig en smule snydt, for jeg sidder ikke tilbage med de eksistentielle spørgsmål, som jeg kan forstå, at Hans Rønne håber for publikum. Jeg sidder ikke og tænker, ”nøj, det var dybt” – og jeg ved heller ikke, om det var forestillingens mission. Som jeg ser det, kan det måske være en lille reminder til publikum, som også kan indkapsles med Piet Heins ord: ”Husk at elske, mens du tør det. Husk at leve, mens du gør det.”
’Lev menneske’ er ikke desto mindre en stille, lun og velkomponeret forestilling, der med få ord ønsker siger meget og kan ses fra 13 år.
Odense Teater, Værkstedet, Jernbanegade 21, 5000 Odense C
Spilleperiode: 12. januar-8. februar 2017
Herefter på turné:
21. februar-4. marts 2017: Teatret Svalegangen, Aarhus
9. marts 2017: Esbjerg Musikhus
13.-15. marts 2017: Mungo Park Kolding
16.-17. marts 2017: Baggårdteatret Svendborg
21.-25. marts 2017: Folketeatret København
Set den 12. januar 2017
Foto: Per Pedersen
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
http://www.odenseteater.dk/forestillinger/lev-menneske
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod