Anmeldelse: Lampedusa, Husets Teater
Af Rose Himmelstrup Hansen
På en lille ø i Middelhavet, Lampedusa, har en fisker skiftet stilling. Før fangede han fisk, nu bjærger han hundredvis af flygtninges lig. Samtidig kæmper en engelsk kvindelig foged for at få hverdagen til at fungere. Begge møder de skæbner, der ændrer deres liv.
Publikum kommer ind til en cirkel af stole og placerer sig tilfældigt. På en af stolene sidder en ældre fisker, på en anden en ung, hård kvinde. Der spilles opera og stemningen er behagelig. Publikum småsnakker, indtil lyset slukkes, og forestillingen går i gang.
”Det smager lidt som at blive slået hårdt i hovedet af en bølge, som man ikke havde set komme”, siger fiskeren. Og det beskriver egentlig deres situationer ret godt.
Håbløsheden er enorm, både for ligbjærgeren (Jesper Hyldegaard) og den engelske foged fra Leeds (Rosa Sand Michelsen). Deres job er begge håbløse, og de kan ikke se nogen vej ud af håbløsheden. Verden er et deprimerende sted, og det er umuligt at flygte fra den.
Stykket er oprindeligt engelsk af dramatiker Anders Lustgarten og oversat til dansk, og derigennem mister det desværre en del af den intensitet, som det kunne have haft. For den kvinde, der symboliserer ”vores” verden, er et billede på det engelske samfund – og selvom vi er langt fra Lampedusa og Middelhavet, så er vi også langt fra det engelske samfund og dets skel mellem rig og fattig. Da det er så afhængigt af det engelske system, så det bliver fjernt fra de danske rammer. Det er ærgerligt, for det fjerner noget af den forståelse og medlidenhed, som det ellers havde været muligt at have for kvinden.
Det er en utrolig intens forestilling med nogle meget dybt skildrede skæbner, og det er båret af de to figurers monologer. Der er ikke meget action, så du skal være klar på at lytte og ikke forvente dig de store armbevægelser, men sætte dig til rette og lytte. Og jeg må indrømme, at jeg godt kunne have brugt, at det var lidt kortere.
Når det er sagt, så er det fantastisk at opleve, hvordan de to figurer er menneskelige. De bevæger sig mellem medmenneskelighed, smålighed, egoisme og uselviskhed. For begge sker det, at de møder skæbnen – de mennesker, der giver dem mening.
Budskabet står klart: Uanset om du står midt i kampens hede på en middelhavsø eller kræver penge ind i diverse fattige hjem i Leeds, så kan dit liv ændre sig, hvis du tør møde det fremmede. Om det fremmede er en flygtning, din nabo eller en helt anden, så tager livet en ny drejning, når du lukker mennesker ind i dit liv.
AKUT360 og Husets Teater
Co-producent: Kulturkontoret, Forsøgsstationen
Husets Teater, Halmtorvet 9, 1700 København V
Spilleperiode: 12.-26. januar 2017
Set den 13. januar 2017
Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
http://www.husetsteater.dk/forestillinger/lampedusa/
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod