Anmeldelse: Dette er ikke Et Drømmespil, Malene Begtrup m.fl.

Af Jonathan Stahlschmidt

 

Jeg har før udtrykt min forundring ved anmelderfaget. Især som en ung mand i starten af tyverne, er det en opgave, som man er forpligtet til at vokse med.

Og man får forvildet sig ind i de mærkeligste små afkroge af Københavnsområdet hvor man, bare der spilles teater, er inviteret til at se på. For derefter at berette og vurdere. Derfor står jeg for eksempel en torsdag aften i en tandlægeagtig, klinisk og nymalet gang et sted i UCC Carlsbergs labyrint på fjerde sal. Lidt rundforvirret har jeg hængt min vinterjakke på et dørhåndtag. Det er tydeligt på stemningen, at langt de fleste af de øvrige publikummer er familie og venner til de medvirkende. Jeg tænker et kort øjeblik på mine redaktører. Hvorfor har man sendt mig ind for at anmelde et skolestykke? Det her bliver interessant.

UCC Carlsberg har en blackbox. En imponerende hal på fjerde sal med højt til loftet, sortmalet over det hele og med et par ledninger der krøller ude i krogene. Stolene står i en bue og indrammer scenen. Tre unge piger i ens hvide sparkedragter med stumpende ben og kimono-snit sidder sammen og virrer med hovederne. Hovederne, der er beklædt med hvide tørklæder, har de slået sammen om en bog. De læser et eksemplar af August Strindbergs ”Et Drømmespil”. Man kan svagt høre deres lave stemmer over snakken fra et par publikummer, der forsøger at spærre plads til deres forsinkede venner.

I bagklogskabens lys har jeg måske begået en fejl, ved at tillægge alle disse begyndende indtryk større betydning end jeg burde have. De tre skuespillerinder lægger ganske jovialt og humoristisk ud. ’Dette er ikke Et Drømmespil’ får vi pointeret flere gange.

”Hvis det her var et drømmespil, så ville vi være i en anden tid, et andet sted,” er også et gentaget mantra. Det er en ganske fin måde at parkere stemningen for første bølge af stykket på. Men manuskriptet holder stilen med disse to mantraer gennem hele stykket, og det bliver i sidste ende, hvis ikke før, en smule enerverende. Replikkerne gør desværre, at vi tempomæssigt aldrig kommer videre fra indledningens skærsild.

Midtscenen er domineret af en stor hvid kjole, hængt op som et rundt badeforhæng i starten. Da det sænkes, afsløres musikeren Jacob Crone, der akkompagnerer forestillingen på elektrisk guitar. I synergi med skuespillerinderne, er de første par scener domineret af en svær balance mellem at virke veltimede og rodet.

Og efterfølgende tipper forestillingen desværre til den rodede side. Man får i glimt indtrykket af, at skuespillerne ikke er helt hjemme i deres replikker. De har vovet sig ud i en kata-lignende koreografi, der desværre heller ikke føres til dørs med udmærkelse. Og mens der bestemt er spilleglæde at se, udviser de medvirkende ikke indlevelse og ro nok, til at dramaet bliver andet end fladt.

Der er så meget gentagelse og cirkulær logik, at det sammen med en punkteret dynamik, virker som om, at manuskriptet er blevet devicet frem kun få dage forinden.

Kostumier og scenograf Matilde Schwarz har imidlertid formået at skabe et innovativt og omskifteligt redskab i den kæmpemæssige kjole, som Jacob Crone bærer. Jeg ville ønske forestillingen (og måske Jacob selv) havde turdet inddrage musikerens rolle meget mere. Spille mere til og med ham, da det faktisk pointeres, at det er ham, der spiller gudedatteren Agnes. Men i stedet står han hele den lange time igennem helt udtryksløs og kun fokuseret på sit instrument.

Forestillingens beskrivelse lover os tre kvinder, der i et desperat forsøg på at modbevise, at det er synd for mennesket, får sat deres selvopfattelse og venskab på prøve. Desværre lader dette til kun at referere til et par overdramatiserede banaliteter og en generel tone i replikudvekslingen, der lyder som om, at de tre unge spillere endnu ikke er blevet enige om, hvordan forestillingen skal spilles.

Det er dog interessant, hvordan de meget bastant holder linen ud, en øvelse i en komplet vrangvilje mod at komme rigtigt i gang med forestillingen. Det er en brav kamp at kæmpe mod et manuskript der faktisk lægger op til spørgsmålene: Hvorfor spiller vi overhovedet den her forestilling? Gider vi overhovedet spille roller der ikke er os selv?

Der er også et interessant perspektiv i, hvor svært den hastigt mere dominerende politiske korrekthed sætter stopklodser, der forhindrer at gennemføre en forestilling frit fra leveren. I forsøget på at tilføre Strindberg en mere jordnær og naturlig smag, bliver der støbt i en form af feminin laden-stå-til. Men det falder ikke helt i min smag, at ”så det…” er en replik, og at man endnu en gang i en nyskrevet teaterforestilling simulerer samtids-kritik ved kort at bringe Donald Trump på banen.

Det er svært for mig at slutte anmeldelsen, når forestillingen selv imploderer nonchalant i det sidste minut. Min ledsager og jeg sidder tilbage med en følelse af at være befriet for det konstante mantra ’Dette er ikke Et Drømmespil’. Og det er klart, det var ikke ”Et Drømmespil”. Men jeg er stadig i tvivl om hvad det helt præcist så var jeg var vidne til den torsdag aften.

Det blev desværre ikke løftet op på et højere niveau, trods at der tydeligt ligger mange tanker bag. Men tak til UCC og de medvirkende for en interessant oplevelse.

 

 

 

Malene Begtrup m.fl.
UCC Carlsberg, Humletorvet 3, 1799 Kbh V

Spilleperiode: 12.-15. januar 2017

Set den 12. januar 2017

Fotos: Malene Begtrup m.fl.

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.facebook.com/events/1290667514332550/

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod