Anmeldelse: Lille requiem om kærlighed, Betty Nansen Teatret (DDSS i Aarhus)
Af Christian Skovgaard Hansen
’Lille requiem om kærlighed’ er afgangsforestillingen fra 2016 fra Den Danske Scenekunstskole i Aarhus. Forestillingen er sammensat af to forskellige stykker – ’Lille requiem’ og ’Om kærlighed’ – fra den svenske dramatiker Lars Noréns store ’Terminal’-værk. Sammensætningen fungerer rigtig godt, og vi får en både smuk, men også barsk fortælling om mennesker og om livet, døden og kærligheden.
”Requiem” er en sjælemesse over de døde. De to stykker og deres titler er derfor velvagt. Vi er her vidne til en sjælemesse over både den skete og den fortabte kærlighed, som vi oplever igennem livet. Igennem forestillingen møder vi en række mennesker, som står over for en hændelse, som vil gøre, at livet tager en ny drejning, så livet forandres. Forestillingen handler derfor om kærligheden, både når vi første gang opdager den, og når den vises i dødens øjeblik. Vi kommer derfor til at fundere over, hvad både ”kærlighed”, ”død” og ”afsked” egentlig er, og over hvordan vi påvirkes af disse ting.
Som forestillingen skrider frem, bliver det tydeligt, at forestillingen består af to forskellige stykker. Men handlingen i de to stykker blandes sammen, og de skaber én samlet historie, en samlet tanke. Sammenhængen mellem ”liv” og ”død” og mellem ”kærlighed” og ”afsted” bliver tydelig. Vi er blandt andet vidner til det midaldrende par, hvis søn er død, til det unge par, som får en søn, til aborten og til det utro par. Hvad er det, der sker følelsesmæssigt i os? Forestillingen består dermed af en række scener fra et (eller flere) menneske(r)s liv. Dengang og nu.
På scenen ser vi afgangsholdet fra Den Danske Scenekunstskole, Skuespiluddannelsen i Aarhus: Anna Nøhr Tolstrup, Marie Kristine Marschner, Fanny Louise Bernth, Sara Hjort Ditlevsen, Mikkel Becker Hilgart, Mathias Flint, Mohamed Ali Osman og Mathias Sprogøe Fletting. Og mon ikke, at vi nok skal se mere til disse 8 nyuddannede skuespillere i fremtiden – man kan i hvert fald håbe. De leverer alle en flot præstation, og det er ikke hverken muligt eller fair at fremhæve en frem for en anden.
Thomas Müller har instrueret og bearbejdet teksterne til forestillingen, og Noréns tekster er glimrende oversat af Mathias Flint. Noréns tekst er direkte og undersøgende, og han skriver oftest realistiske og dramatiske tekster, hvor mennesker og relationer er i fokus. Müllers iscenesættelse er skarp, stringent og lidenskabelig.
Samtidig er scenografien holdt enkel, så det i højere grad er teksten, som kommer til sin ret. Skuespillerne sidder bænket langs scenens sider, når de ikke er på, og der er hermed efterladt en stor skueplads i det store scenerum, som skuespillerne fylder fornemt ud i de forskellige situationer i livet og kærligheden. Bænkene og de 6 snore/wires giver den nødvendige adskillelse, når det kræves, men uden at fastlåse eller isolere nogen. Flot!
Forestillingen er som nævnt både smuk og barsk. Den viser os på en og samme tid livets og menneskets skrøbeligheder, men også vores styrker. Vi kan langt hen ad vejen genkende os selv i mange af de forskellige hændelser. Samtidig er både forestillingen, men i mindst lige så høj grad dens emner alvorlige og tankevækkende, hvorfor forestillingen og de forskellige indtryk skal have lov at bundfælde sig.
Det er en forestilling, som rører noget inden i os og uden en masse ”tjubang” og fikse virkemidler. Som ung vil de fleste endnu ikke have gennemlevet alle scener i livet – endnu. Det kan derfor være svært at relatere sig til det hele i nuet. I øjeblikket, når du forlader teatersalen, står ’Lille requiem om kærlighed’ måske lidt rodet, og tankerne vælter rundt i hovedet – men lad den vente til dagen efter, hvor den har bundfældet sig, og du vil få en helt anden oplevelse.
Den Danske Scenekunstskole i Aarhus
Betty Nansen Teatret, Frederiksberg Allé 57, 1820 Frederiksberg C
Spiller indtil den 22. juni 2016
Spilledato: 16. juni 2016
Fotos: Bibi Berge og Carsten Nielsen
Læs nærmere her:
http://www.bettynansen.dk/da/oplev/events/lille-requiem-om-kaerlighed/ og http://www.skuespilleruddannelsen.dk/skuespil.aspx
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod